Kristian Ruby: Energiunionen kan blive en ægte europæisk succeshistorie

Af Kristian Ruby
Generalsekretær, Eurelectric

Omstillingen af Europas energisektor er i fuld sving. Hvis 2010’erne er årtiet, hvor grundstenene til fremtidens energisystem bliver sat, vil 2020’erne være der, hvor fundamentet og de bærende konstruktioner kommer på plads. Store forandringer kræver tid og tålmodighed. Men samlet set er Europa faktisk godt på vej.

Allerede i dag kommer 30 procent af strømmen i EU fra vedvarende energi. Frem mod 2030 skal andelen stige til omkring 50 procent for at levere på det politiske mål om 27 procents vedvarende energi i den samlede energiforsyning i 2030.

Og potentialet er endnu større. For elsektoren er kernen i omstillingen af energisystemet. Strøm er den reneste og mest effektive energibærer, og med de rigtige politikker kan elsektoren bidrage med ren energi til de øvrige sektorer gennem elektrificering af transport og varme.

Fremad med integrerede politikker
Den store energipakke, som EU Kommissionen præsenterede før jul, giver et godt afsæt for at tage nye skridt mod et mere omkostningseffektivt, sikkert og klimavenligt europæisk energisystem. Helt afgørende bliver det dog at sikre et godt samspil mellem de mange forskellige politikker.

Et eksempel er kvotehandel og energieffektivitet. Det nytter ikke, at vi først introducerer store mængder elektricitet baseret på vedvarende energi for derefter at indføre politikker, der sparer den grønne strøm.

Danmarks erfaringer med omstilling af energisystemet er uvurderlige i Europa. Eksemplets magt kan ikke undervurderes i politik, og det er derfor vigtigt, at Danmark byder konstruktivt ind både politisk og på ekspertniveau.

Kristian Ruby
Generalsekretær, EURELECTRIC

Energieffektivitetsindsatsen skal målrettes mod de mest forurenende energikilder og designes på en måde, der sikrer det bedst mulige samspil med kvotesystemet.

Distributionen er centrum for fremtidens elsystem
Et andet centralt område, hvor Kommissionens forslag skal fintunes, er i forhold til distribution. Traditionelt har distributionen været det sidste led i strømproduktionens værdikæde, men med omstillingen bliver det nu vendt på hovedet.

Langt de fleste vindmøller og solpaneler er tilsluttet til distributionsnettet, og i takt med at forbrugerne selv begynder at producere strøm og anskaffe sig elbiler, vil distributionsnettet stå helt centralt i elsystemet. Den rolle vil rejse nye spørgsmål og kræve nye løsninger. Og mange af dem vil blive håndteret på EU-plan i fremtiden. 

Mellem EU og nærhedsprincip
Sidder man i et dansk distributionsselskab (DSO) vil jeg tro, at Bruxelles virker meget langt væk med de mange forkortelser og komplekse politiske procedurer. Men faktisk er der netop nu mere end nogensinde grund til at interessere sig for, hvad der sker i Bruxelles i forhold til distributionssiden.

Kommissionen har nemlig foreslået at oprette et nyt organ for DSO’erne. Hvilke opgaver skal dette organ varetage? Hvordan skal det bemandes og finansieres? Og hvordan sikrer man, at de mange mindre DSO’ers interesser bliver ordentligt repræsenteret i en sammenhæng, hvor de sidder til bords med kolleger, der har 10 eller 20 millioner slutbrugere?

Nøglerolle for Danmark
Danmarks erfaringer med omstilling af energisystemet er uvurderlige i Europa. Eksemplets magt kan ikke undervurderes i politik, og det er derfor vigtigt, at Danmark byder konstruktivt ind både politisk og på ekspertniveau, hvor det er muligt.

Med over 40 procent vind i elnettet og DONG, der udskifter kul med bæredygtig biomasse, kan det måske set fra Danmark indimellem virke, som om omstillingen bare er et spørgsmål om at tage sig sammen og komme ud over stepperne.

Her skal vi bare lige huske, at vi i Danmark har været i gang siden 1970’erne, og at billedet i resten af Europa er noget mere komplekst.

Nogle lande har stadig over 70 procent kul i deres strømforsyning. Og hvor vi i Norden har masser af vedvarende energiressourcer og lave elpriser, er energisikkerhedsspørgsmål anderledes reelle i andre dele af Europa. Desuden er der skalaen.

I Danmark udgør vi lige over én procent af EU’s samlede befolkning. Det betyder, at de løsninger, vi har fundet i Danmark, ikke altid kan overføres en til en, og at den europæiske ramme er nødt til at være lidt mere rummelig.

Energiunionen – en (mulig) europæisk succeshistorie
Men inputtet og det konstruktive medspil er ikke desto mindre helt essentielt. For den største risiko vi står overfor er fragmentering – både politisk og i sektoren. Det kan godt være, at vi har et velfungerende elmarked i Norden, og at Danmark kan løbe hurtigere alene, når det gælder klimaindsatsen.

Men den langsigtede europæiske markedsløsning kommer kun gennem et langt sejt træk med svære diskussioner og forhandlinger.

Og hvad klimaet angår, ja så er atmosfæren i sidste ende temmelig ligeglad med, hvilket land det næste ton CO2 kommer fra. Det skorter ikke på kriser og problemer i det europæiske samarbejde. Men med Energiunionen har vi faktisk en mulighed for at skabe en ægte europæisk succeshistorie.

En historie, om hvordan vi gennem samarbejde løser problemer, som vi ikke kunne have tacklet hver for sig. Til gavn for virksomhederne, borgerne og fællesskabet.