Kronik: EU bør lave et program for grøn energi i Georgien

Af Søren Keldorff og Henrik Hjortdal
Medlemmer af Nyt Europa

Georgian Dream. Det er navnet på den koalition af centrumpartier, som siden 2012 har regeret det lille europæiske land mellem Rusland, Tyrkiet, Aserbajdsjan og Armenien. Og det er et passende navn for de forhåbninger, som landets fire millioner indbyggere har. Men også for det skær af den manglende realisme, som forhåbningerne aktuelt er kendetegnet ved.

Der er blandt de ledende politikere enighed i Georgien om, at landet skal med i både EU og Nato. Et ønske, som ikke aktuelt vil blive imødekommet af de vestlige ledere på grund af tre ting. For det første på grund af konflikterne om Abkhasien og Sydossetien, som er støttet af Rusland. For det andet på grund af Georgiens geopolitiske placering med vanskelige andre nabostater, og for det tredje på grund af en generel træthed over for udvidelser i EU-landene.

Den tyske kansler Angela Merkel har udelukket et fast track til Nato: "Givet situationen med Abkhasien og Sydossetien, kan vi ikke tale om en hurtig integration af Georgien i Nato." Sådan sagde Merkel i 2018 på et møde med studenter fra Tbilisi Universitet, som netop ønskede et hurtigt medlemskab.

Ikke medlemskab på kort sigt
På overfladen møder hendes argumentation ikke megen forståelse i Georgien. "Okkupationen af georgiske områder skal ikke være en forhindring for Nato-medlemskab. Da Tyskland blev medlem af Nato, var en tredjedel af Tyskland okkuperet af Sovjetunionen," siger for eksempel den tidligere forsvarsminister Giorgi Sikarulidze ifølge Eurasianet.

Under overfladen er der nok erkendelse i Georgien af, at medlemskab af EU og Nato på kort sigt ikke er muligt. EU's træthed over for udvidelser er senest blevet vist ved udskydelsen af optagelsesforhandlingerne med Nordmakedonien og Albanien. Men det bliver igen og igen gentaget: Hvis ikke der kommer et perspektiv om optagelse, vil det være vanskeligt at fastholde befolkningens positive holdning over for de vestlige værdier.

Der er blandt de ledende politikere enighed i Georgien om, at landet skal med i både EU og Nato.  

Søren Keldorff og Henrik Hjortdal

Det rejser spørgsmålet: Hvad skal der til for at sikre Georgiens sikkerhed og demokrati på mellemlang sigt? Hvad er milepælene fra Georgiens og EU's side, når medlemskab på kort sigt ikke er realistisk?

Direktør for tænketanken Georgian Institute of Politics (GIP) Kornely Kakachia siger, at tilkendegivelser om at EU vil arbejde for georgisk optagelse i EU, når Balkan-landene er blevet optaget, vil være hjælpsom. Han siger, at EU-udvidelser typisk er kommet i bundter, hvorfor en anden option er, at Ukraine, Moldova og Georgien skal søge om optagelse i fællesskab.

Fremskridt i samarbejdet med EU
Der er sket markante fremskridt i samarbejdet med EU. Georgien fik i 2014 en associeringsaftale med EU, og i 2017 blev der visumfrie rejser fra Georgien til EU-landene.

Der er mange markeringer af venskabet mellem Georgien og EU og Nato-landene. Senest ved den tyske forbundspræsident Frank-Walter Steinmeiers besøg i oktober 2019 i Tbilisi og afholdelsen af et møde i North Atlantic Council i Sortehavsbyen Batumi i begyndelsen af oktober. Her blev de gode relationer mellem EU og Nato og Georgien samt Georgiens økonomiske og demokratiske fremskridt bekræftet, og moderniseringen af det georgiske militærs kræfter blev nævnt.

Georgierne nævner også, at de deltager i Nato-strukturer og -øvelser, og at de med tropper har deltaget i USA's militære indsatser i for eksempel Afghanistan, hvor de har haft et betydeligt antal døde til følge. Men frustrationen over manglen på mere kontante fremtidsløfter fra vestlig side emmer ud af den engelsksprogede georgiske presses dækning af begivenhederne.

Forholdet til Nato
Anders Fogh Rasmussen har i september 2019 i Tbilisi foreslået, at Georgien kunne tilslutte sig Nato med en midlertidig suspension af artikel fem i forhold til Abkhasien og Sydossetien. Udtalelsen udløste en voldsom kontrovers i medierne. Mange georgiere og internationale eksperter var helt afvisende, da det ville blive opfattet som en de facto anerkendelse af okkupationen og opgivelse georgisk område.

Andre georgiere og eksperter er stærkt tvivlende over for, om det ville fremme Georgiens medlemskab af Nato, da konflikten om området ikke ville blive grundlæggende løst, og det ikke ville fjerne vestlig frygt for at komme i konflikt med Rusland i et område med mindre geopolitisk betydning.

Efter krigen om Abkhasien i 1992-1993 blev cirka 200.000 hovedsageligt etniske georgiere fordrevet fra Abkhasien, og cirka 50.000-100.000 etniske ossetere blev fordrevet eller migrerede fra Georgien, primært til Rusland. Krigen i 2008 førte yderligere til 20.000-25.000 fordrevne georgiere fra Sydossetien og cirka 2.000 fra Abkhasien.

Abkhasien ligger i nordvest med Sortehavet og Sydossetien nord for Tbilisi, begge grænsende op til Rusland. Og begge støttet af russiske tropper eller, som mange georgiere siger, anført af Rusland, der har besat områder. Georgien mistede en femtedel af landets areal. Parterne er meget uenige om, hvem der var den aggressive part. Georgien fastholder, med støtte fra EU og Nato, suveræniteten i forhold til områderne og kræver dem tilbage.

EU Monitoring Mission
EU formidlede en aftale, der standsede de militære operationer i 2008. Parterne skulle trække sig tilbage til deres positioner før de militære operationer, og EU skal i EU Monitoring Mission overvåge aftalen. EU Monitoring Mission skal mindske de negative konsekvenser for folk i områderne, opbygge tillid og facilitere forhandlinger mellem parterne.

EU Monitoring Mission, der lige nu har danskeren Erik Høeg som chef, opererer på 11. år kun på georgisk side. Rusland, Abkhasien og Sydossetien vil ikke acceptere, at EU Monitoring Mission opererer på abkhasisk og sydossetisk territorium. EU Monitoring Mission spiller en vigtig rolle for at holde konflikten på et lavt niveau og bidrage til, at "tilfældigheder" ikke giver ophav til en ukontrollabel eskalering.

Kunne Georgien gå med til kun at få en mindre del af områderne tilbage? Den umiddelbare reaktion fra den politiske analytiker ved Georgian Institute of Politics, Givi Silagadze, er, at det er utænkeligt – helt utænkeligt. Georgierne kunne gå med til en internationalt kontrolleret folkeafstemning, hvor de fordrevne/flygtede georgiere skulle have stemmeret. Russerne og abkhaserne vil dog være imod, at de fordrevne får stemmeret.

Er forslag om en folkeafstemning, hvor de flygtede/fordrevne georgiere får stemmeret i zoner tættere på Georgien, bliver også afvist fra begge sider.

Georgiens nabolande giver udfordringer
Georgiens nabolande giver store udfordringer med samhandel, samarbejde og sikkerhedspolitik. Georgien har med en samhandel på niveau med samhandlen til EU stærke økonomiske bånd til Tyrkiet, Armenien og Aserbajdsjan. Men disse lande giver også problemer.

Tyrkiet er gået sine egne veje i forhold til Nato og EU med en tilnærmelse til Rusland og offensiven i Syrien. Det kristne Armenien er økonomisk stærkt afhængigt af Rusland, som ejer eller kontrollerer en stor del af landets infrastruktur. Armenien indgår i den Euroasiatiske Økonomisk Union sammen med Rusland, Hviderusland, Kasakhstan og Kirgisistan.

Armenien har en langvarig konflikt med det shiamuslimske Aserbajdsjan om Nagorno-Karabakh. Aserbajdsjan har orienteret sig mod EU og USA, men den politiske autoritære kultur bliver bakket op af en stærk vækst i olieøkonomien, og det tyder dermed også på andre tendenser.

Rusland er med cirka 16 procent af Georgiens udenrigshandel økonomisk vigtig, men de økonomiske forbindelser giver ofte anledning til kontroverser. Den georgiske regering, under ledelse af United National Movement, førte før 2012 en politik, der drejede de økonomiske aktiviteter væk fra Rusland og havde en stærk anti-russisk retorik. Georgian Dream, der kom til regeringsmagten i 2012, har ført en mere pragmatisk linje – både økonomisk og retorisk. Den mere pragmatiske holdning til Rusland, som den nuværende regeringskoalition har anlagt, bliver ofte anfægtet.

Omlægning af valgsystemet
Da en russisk kommunistisk politiker i juni talte på en interparlamentarisk konference i landets parlament, udløste det således store demonstrationer.  Det georgiske politi greb hårdt ind under ledelse af den daværende indenrigsminister – tre måneder senere statsminister – Giorgi Gakharia.

Efter protesterne trådte formanden for parlamentet tilbage. Efter massedemonstrationer meddelte lederen af det regerende parti, milliardæren Bidzina Ivanishvili, en ændring af valgsystemet fra blandet valgkreds og proportionale valg til rent forholdstalsvalg ved valget i 2020 og sænkning af spærregrænsen til nul.

Omlægningen til rent forholdstalsvalg uden spærregrænse har med mange partier på banen gjort det kommende valg i oktober 2020 meget uforudsigeligt. Georgian Dream står i meningsmålingerne til 20-25 procent og United National Movement står til 15-20 procent.

Den nye statsminister
Den russiske præsident, Vladimir Putin, suspenderede med begrundelse i forløbet i juli passagerflyvninger fra Rusland til Georgien.  Forbuddet mod fly synes på en nylig rejse i Georgien ikke at have større effekt, da der under en nylig rejse i Georgien var mange russiske turister – som tilsyneladende blev behandlet pænt. 

Udnævnelsen af den nye statsminister synes ikke at betyde ændringer i kursen fra Georgian Dreams side.  Flere peger på, at det skyldes, at den reelle leder af Georgian Dream er milliardæren Ivanishvili, som ejer en store del – en tredjedel siger nogle – af Georgiens økonomiske liv.

Iagttagere siger, at han styrer Georgian Dream med nomenklatura – samme berømte og berygtede begreb, som Lenin og Stalin styrede det kommunistiske parti med.

Demokratiske fremskridt eller ej?
De demokratiske fremskridt er blevet anerkendt af EU, men også med påtaler. Oppositionen og civilsamfundsorganisationer siger, at retsforfølgelser af Georgian Dreams politiske modstandere i den seneste tid er stigende, ligesom regeringspres på medier og civilsamfundsorganisationer, der ikke følger partilinjen, også er i vækst.

I det hele taget synes civilsamfundets institutioner skrøbelige, hvilket også er baggrunden for et stort anlagt EU-program til fremme af civilsamfundet, som løber frem til 2021. Der synes her kun at være små fremskridt i udbredelsen af levedygtige folkelige foreninger og organisationer. Den vigtigste faktor i civilsamfundet er givetvis den georgiske ortodokse kirke. Kirken spiller en stor rolle i mange georgieres liv som sammenholdsfaktor.

Den spiller også en rolle i nationale og værdipolitiske anliggender. Kirken synes på den ene side, trods en national forankring, at være pragmatisk i forhold til Rusland, blandt andet på grund af et vist historisk kirkeligt fællesskab med den russiske ortodokse kirke.

Kirken vogter på den anden side over traditionen og har for eksempel ydet stor modstand imod tanker om ægteskab mellem homoseksuelle og modstand over for LGBT-rettigheder. Det er uklart, om kirken støtter Georgian Dream eller oppositionen i United National Movement. Den giver udtryk for at være hævet over politik, understøttet af dens 1.700 års forhistorie.

Skrøbelig økonomi
Der har været god fremgang i den georgiske økonomi i de seneste ti år med næsten asiatiske vækstrater, men den georgiske økonomi er skrøbelig. Arbejdsløsheden er på 12 procent, og der er et massivt underskud på handelsbalancen, og eksporten til de vestlige markeder vokser for lidt.

Landet er meget afhængigt af lån og støtte fra udenlandske finansielle institutioner, og landet er dermed sårbart. Både EU og Georgien vil fremme det økonomiske samarbejde.

Associeringsaftalen med EU indebærer, at Georgien kan eksportere lettere til EU, hvis man tilpasser sig det indre markeds standarder. Det er man på vej til, men der er store udfordringer, blandt andet for de mange små og mellemstore virksomheder i Georgien, og få af dem har fundet vej til det indre marked.