Landbruget afviser lyn-energiforlig

ENERGIFORHANDLINGER: Landbrug & Fødevarer forstår ikke Dansk Energis hastværk på energiområdet – og afviser idéen om trepartsforhandlinger.
Niels Th. Dahl
Det er langt bedre at få en god, langtidsholdbar energiaftale, end at lave lynløsninger inden nytår.

Det mener landbrugets interesseorganisation Landbrug & Fødevarer, der opfordrer den kommende røde regering til at få ro på, inden de haster en energiaftale igennem. Ifølge Landbrug & Fødevarer er det således bl.a. afgørende vigtigt, at den nødvendige nedsættelse af transportsektorens CO2-udslip tænkes sammen med energiaftalen:

"Altså hvis vi kan få en god aftale, vil vi selvfølgelig gerne have den hurtigt. Men det er vigtigere end hastigheden, at vi får en aftale, der er langtidsholdbar og rækker 10 år frem. Det betyder, at den også skal tage fat på transportområdet nu. Hvis vi ønsker en omstilling til et fossilfrit samfund, så skal det spor etableres med f.eks. bioraffinaderier og bioethanolproduktion i fuld skala," siger Søren Korsholm, der er klima- og energipolitisk chef i Landbrug & Fødevarer.

En sådan sammentænkning kan kræve mere tid end de tre måneder, der er tilbage af året - men er nødvendig for også at tænke den eftertragtede økonomiske vækst med i energipolitikken:

"Det vil kunne være med til at sikre, at vi også har en kommerciel platform for at kunne erstatte vores fossilbaserede produkter i fremtiden. Det vil sikre, at vi tænker vækstdelen med i sådan en aftale," siger Søren Korsholm.

Det er vigtigere end hastigheden, at vi får en aftale, der er langtidsholdbar og rækker 10 år frem.

Søren Korsholm
Klima- og energipolitisk chef i Landbrug & Fødevarer

Ingen trepartsforhandlinger, tak
Landbrug & Fødevarer er dermed ikke på linje med brancheorganisationen Dansk Energi og klimatænketanken Concito, der i tirsdags på Altinget | Energi & Klima efterspurgte et hurtigt energiforlig inden nytår. De mener begge, det er vigtigt at få energirammerne hurtigt på plads, og at man så derefter kan koncentrere sig om landbrugs- og transportdelen.

Søren Korsholm er derudover heller ikke tilhænger af den alternative forhandlingsmodel, som Dansk Energis direktør Lars Aagaard også foreslog over for Altinget | Energi og Klima: Nemlig at de bør tage form efter arbejdsmarkedets trepartsforhandlinger, som i højere grad inddrager de forskellige aktører i selve forhandlingerne. Han mener, det kun vil komplicere processen:

"Vi er ikke enige i ønsket om en slags trepartsforhandling på energiområdet. Parterne og aktørerne har allerede haft banen i to år, så det er jo ikke, fordi der er tvivl om holdningerne og idéerne på området. Et andet problem er, at der jo ikke findes nogen hovedorganisation, og så vil det blive rigtig mange parter om et meget stort bord. Det giver jo ikke nogen stor hastighed i sådan nogle forhandlinger, sådan som Dansk Energi åbenbart ønsker," siger Søren Korsholm og tilføjer:

"Regeringen bør selvfølgelig inddrage alle de relevante parter for erhvervslivet. Men hovedudfordringen er ikke kun at få idéer til, hvilke forskellige veje der er at gå - men derimod at få tingene sammentænkt og prioriteret."

0:000:00