Lang række af erhvervsledere skal hjælpe regeringen med klimapolitikken
KLIMA: Regeringen har nedsat 13 klimapartnerskaber med erhvervslivet, der inden udgangen af februar skal give et første bud på, hvordan de enkelte sektorer kan bidrage til regeringens klimamål.
Morten Øyen
RedaktørEn lang række af Danmarks tungeste erhvervsfolk var onsdag samlet på Marienborg, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterede regeringens klimapartnerskaber med erhvervslivet.
De nye partnerskaber skal hjælpe politikerne med indspark til konkret politik til at indfri målet om at reducere drivhusgasserne med 70 procent i 2030.
”Jeg er glad for og stolt over de 13 klimapartnerskaber, vi kan præsentere, der hver især har stærke, kompetente erhvervsledere i spidsen. Sammen kan vi vise verden, at Danmark er både grønt, konkurrencedygtigt og solidarisk,” sagde Mette Frederiksen om de nye klimapartnerskaber.
Indspark til politikerne
Blandt de 13 topledere i spidsen for klimapartnerskaberne er 2 kvinder og 11 mænd, og de skal nu inden for hver deres erhvervsområde hjælpe regeringen med den konkrete klimapolitik, når politikerne med en ny klimalov i ryggen efter planen skal til at se på de konkrete initiativer til foråret.
I spidsen for klimapartnerskaber for energi- og forsyningsområdet er Ørsteds koncerndirektør, Henrik Poulsen, Dansk Energi er sekretariat, og med i partnerskabet er blandt andet De Frie Energiselskaber og Wind Denmark.
”70-procentsmålsætningen kræver, at alle sektorer bidrager markant, og vi er klar med ambitiøse indspark og ideer til, hvordan vi kan reducere både vores eget forbrug og bruge mere grøn strøm i andre dele af samfundet og i tiltag som Power to X, hvor vi kan producere enten brint eller ammoniak til andre sektorer,” siger Jan Hylleberg, administrerende direktør for Wind Denmark, i en pressemeddelse.
Først forslag til februar
Som optakt til forårets politiske klimaforhandlinger skal hver af klimapartnerskaberne, inden udgangen af februar 2020, udarbejde foreløbige overordnede bud på, hvordan de mener, hver sektor kan styrke den grønne omstilling, pege på mulige barrierer i rammevilkår og komme med forslag til regeringstiltag.
Disse bidrag skal fremlægges for Grønt Erhvervsforum – der også er en ny konstruktion, som består af lederne af klimapartnerskaberne, udvalgte ministre, eksperter og dele af fagbevægelsen – som vil afholde en konference i slutningen af februar.
Her kan du se listen over de 13 klimapartnerskaber, og hvilken topleder der er sat i spidsen for dem:
Landtransport og logistik
Jens Bjørn Andersen, CEO, DSV Panalpina
Service, it og rådgivning
Eva Berneke, CEO, KMD
Luftfart
Simon Pauck Hansen, CEO, SAS Danmark
Affald, vand og den cirkulære branche
Camilla Haustrup Hermansen, direktør og medejer, Plus Pack
Bygge- og anlægssektoren
Jesper Kristian Jacobsen, adm. direktør, Aarsleff
Life science og biotek
Lars Fruergaard Jørgensen, CEO, Novo Nordisk
Handel
Michael Løve, group CEO, Netto International
Produktionsvirksomhed
Mads Nipper, CEO, Grundfos
Finanssektoren
Torben Möger Pedersen, CEO, PensionDanmark
Energi- og forsyningssektoren
Henrik Poulsen, CEO, Ørsted
Det Blå Danmark
Søren Skou, CEO, Mærsk
Energitung industri
Michael Lundgaard Thomsen, managing director, Aalborg Portland
Fødevarefremstilling og landbrug
Jais Valeur, group CEO, Danish Crown