Minister i kovending om elbiler: Åben for at fortsætte lav afgift

U-VENDING: Registreringsafgiften på elbiler bliver højere fra januar. Men regeringen sadler nu om og melder sig parat til at se på, om den nuværende lave afgift skal fortsætte, sagde energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) i et samråd torsdag.

Sebastian Risbøl Jacobsen

Efter nytår bliver det dyrere at købe en elbil.

Registreringsafgiften på elbiler vil nemlig gradvist stige fra nytår og nå samme niveau som andre biler i 2020.

For få uger siden gjorde energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) det klart, at det ikke var regeringens ambition at ændre på det.

Men nu melder ministeren sig alligevel åben for at forlænge perioden med nedsat afgift og imødekomme krav fra en samlet opposition, som også regeringspartiet Liberal Alliance har udtrykt sig positivt om.

Det skete på et samråd torsdag. Her blev ministeren bedt om at forholde sig til, om regeringen vil lade registreringsafgiften stige fra 1. januar, eller om man er parat til at forlænge perioden med den lavere afgift.

”Regeringen er villig til at kigge på det her. Der gøres nogle overvejelser om, om der vil være fornuft i at gøre det fra 1. januar,” sagde Lars Christian Lilleholt.

Det ser vi på til efteråret
Det står i kontrast til gengivelsen af et svar på det samme spørgsmål i Børsen for få uger siden, hvor han blev taget til indtægt for netop ikke at ville forlænge perioden med lav afgift.

”Selv meget store beløb fra statskassen vil ikke skubbe særlig meget på antallet (af elbiler, red.) nu og her. Lav afgift på elbiler kommer ikke til at virke. På den lange bane er det jo heller ikke nogen holdbar løsning,” sagde ministeren ved den lejlighed.

Men på torsdagens samråd forklarede han Socialdemokratiets undrende klimaordfører, Jens Joel, at det altså udelukkende handlede om situationen på den ”noget længere bane,” og ikke om, hvad der skal ske umiddelbart efter 1. januar.

Dokumentation

Aftale om afgifter for elbiler

Regeringen indgik i april 2017 en aftale med S og R om at udskyde  indfasningen af de almindelige afgifter på elbiler. Enten indtil at der var solgt yderligere 5.000 elbiler opgjort fra 1. januar 2016 eller indtil 1. januar 2019.

I perioden frem til 2019 er registreringsafgiften for elbiler forblevet på 20 pct. af de almindelige afgifter plus bundfradrag. Efter 1. januar 2019 vil det stige til 40 pct. minus bundfradrag på 10.000 kr., i 2020 vil det være 65 pct., 90 pct. i 2021 og 100 pct. i 2022.

Kilde: Aftale om justering af aftalen om de fremtidige afgiftsvilkår for elbiler og brændselscellebiler


0:000:00