Lars Aagaard til Dansk Fjernvarme: Nyt grundbeløb er ikke løsningen på faldende forsyningssikkerhed

ENERGI: Hvad kan man lære af en varm sommer? Åbenbart to meget forskellige ting, hvis man spørger Dansk Energi og Dansk Fjernvarme. Begge er dog enige i, at forsyningssikkerheden skal på dagsordenen.

Foto: Dansk Energi
Klaus Ulrik Mortensen

Meget har været sagt og skrevet om den danske sommer anno 2018.

Blandt andet argumenterede Dansk Fjernvarme i et interview sidste uge på Altinget for, at den øgede import af udenlandsk strøm er en tikkende bombe under den danske forsyningssikkerhed.

Og at svaret ifølge vicedirektør Kim Behnke er at finde en erstatning for det milliardstore grundbeløb til de gasfyrede kraftvarmeværker, som ellers bortfalder 1. januar 2019.

Ingen kobling mellem forsyningssikkerhed og grundbeløb
Men sådan en kobling kan man ikke lave, kritiserer administrerende direktør i Dansk Energi, Lars Aagaard. Han mener, at der er tale om to ubeslægtede problemstillinger.

Mange af de små gasmotorer står i Jylland. Og det er ikke i Jylland, at vi har et problem. Her har vi masser af vindkraft og stærke udlandsforbindelser.

Lars Aagaard
Adm. direktør, Dansk Energi

"Jeg er ganske enig i, at vi skal tage forsyningssikkerheden alvorligt. Og denne sommer har vist, at sol, vind og vandkraft ikke kan fylde det hele, så vi har brug for nogle kraftværker til at fungere som strategiske reserver," siger han og tilføjer:

"Men kæden hopper af, når Kim Behnke kobler spørgsmålet om forsyningssikkerhed med behovet for at bevare en milliardstøtte til de decentrale kraftvarmeværker. Vi skal have et marked, som aflønner dem, der stiller reserverne til rådighed. Det er alle mod alle i et markedsstyret system."

Gasmotorer ikke modne til pension
I interviewet med Altinget forklarede Kim Behnke, hvordan især juli måned understregede, at Danmark har gjort sig for afhængig af udenlandske energikilder.

"Først så vi, at faldende vandstand lammede den norske vandkraft. Efterfølgende har manglen på kølevand betydet, at det ene europæiske land efter det næste har måttet lukke atomkraften ned. Og nu står vi så i den situation, som vi ellers hele tiden har fået at vide var urealistisk: nemlig, at vi ikke kan hente vores elforbrug fra udlandet," sagde han.

Og i det perspektiv er det galimatias, at energiaftalen fra juni måned pensionerer en lang række decentralt placerede gasmotorer, som ellers kunne levere strøm til nettet, når vinden beslutter sig for ikke at blæse.

0:000:00