L&F svarer igen på kritik fra klimaministeren

GENMÆLE: I et brev stilet til klimaminister Rasmus Helveg Petersen (RV) går Landbrug & Fødevarer påny til modangreb mod kritik af landbrugets klimaindsats.

Sine Riis Lund

De har udsendt nyhedsbrev og svaret igen i medierne, og nu har Landbrug & Fødevarer også sendt et brev direkte stilet til klimaminister Rasmus Helveg Petersen. Erhvervsorganisationen er godt og grundigt træt af ministerens fremstilling af dansk landbrug som en fodslæbende klimasynder.

Direktør Lars Hvidtfeldt fra Landbrug & Fødevarer tager derfor en række konkrete kritikpunkter fra ministeren, blandt andet fremsat i en kronik i Berlingske, og svarer igen.

Rasmus Helveg Petersen har blandt andet udtalt, at det danske landbrug har en vældig positiv selvståelse af deres egen klimaindsats, men at han endnu har til gode at se, at landbrugets klimaindsats kan ses i tallene.

Her påpeger Lars Hvidtfeldt, at landbruget fra 1990 til 2012 har reduceret deres emission med 23 procent ifølge en emissionsopgørelse fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet.

Større andel af drivhusgasser
Desuden henviser Lars Hvidtfeldt til, at internationale sammenligninger baseret på livscyklusanalyser viser, at dansk landbrug ligger blandt de allerbedste.

I sin kronik i Berlingske skriver Rasmus Helveg Petersen, at Danmark har lavet et nationalt mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 40 procent i 2020. Han konstaterer, at landbruget desværre står for en stadig større andel af udledningen. 

"Vores fremskrivning viser, at landbruget kommer til at brede sig fra 21 procent af landets samlede udledning af drivhusgasser til 27 procent i 2020. Hvis landbrugets udledninger fortsætter uhindret, vil man over de kommende år gå fra at stå for en femtedel, til en fjerdedel og til en tredjedel af samtlige udledninger af drivhusgasser i Danmark. Det kan hverken branchen eller Danmark stå model til," skriver han.

Udledning er uundgåelig
Denne udmelding undrer Landbrug & Fødevarer.

"Jeg står helt uforstående over for dette synspunkt. Det er helt givet, at den biologiske produktion i landbrugs- og fødevareerhvervet vil vedblive med at have en udledning af drivhusgasser. Sådan er den biologiske, faktuelle virkelighed," skriver Lars Hvidtfeldt og henviser til, at klimakommissionen i en rapport også beskriver, at selv med en omstilling til 100 procent vedvarende energi vil der være en rest af udledninger fra andre sektorer.

0:000:00