Lidegaard lover ny forsyningspligtregulering

EL: Reguleringsudvalgets første anbefalinger er blevet offentliggjort og skal nu drøftes i forligskredsen bag energiaftalen. Ny lovgivning vil blive fremlagt hurtigst muligt, lyder det fra Martin Lidegaard (R).
Foto: Folketinget
Morten Øyen
Allerede i efteråret kan der blive fremsat lovforlag til en forsyningspligtregulering. Det fremgår at et svar fra klima- og energiminister Martin Lidegaard til de konservatives Mike Legarth.

Spørgsmålet om ny regulering var på dagsordenen i Klima- og Energiudvalget i sidste uge, efter Reguleringsudvalgets har offentliggjort en række anbefalinger til den fremtidige forsyningspligtregulering. Ifølge udvalgets vil den kommende engrosmodel betyde store ændringer på rammerne for detailmarkedet for elektricitet. Derfor anbefaler udvalget, at der ses på at ændre forsyningspligten.

Det skal nu drøftes mere indgående af forligskredsen bag energiaftalen.

"Herefter fremsættes de nødvendige lovforslag til gennemførelse af den fremtidige forsyningspligtregulering snarest muligt," skriver Martin Lidegaard.

I svaret fremgår det, at ministeren stræber efter et forholdsvis hurtigt forløb, så branche og forbrugere "har mulighed for at forberede sig, inden den anbefalede ikrafttræden i oktober 2014".

Fakta
Energiaftalens "reguleringsudvalg" skal ifølge energiaftalen gennemføre et dybdegående eftersyn af reguleringen af den danske elforsyningssektor med henblik på at sikre incitamenter til grøn omstilling, omkostningseffektivitet, konkurrence og forbrugerbeskyttelse. Analysen og anbefalingerne af den fremtidige regulering af forsyningspligten er det første resultat af udvalgets arbejde. Udvalget skal afslutte hele sit arbejde i 2014.

Meldingen fra ministeren kommer, efter flere af aktørerne på energiområdet har efterlyst hurtig handling. Forbrugerrådet og Dansk Energi har blandt andet sendt et fælles brev til ministeren og Klima- og Energiudvalget, hvor de peger på, at en ny reformpakke vil kræve et stort arbejde: Der skal udvikles en ny elpristavle, datasystemer og sagsgange i selskaberne tilpasses, medarbejdere oplæres, og der skal laves et omfattende nyt kommunikationsmateriale.

"Det har derfor stor betydning, at såvel Folketing og minister sikrer, at den nødvendige lovgivning kommer på plads i efterårssamlingen 2013," skriver Vagn Jelsøe fra Forbrugerrådet og Lars Aagaard fra Dansk Energi i brevet.

0:000:00