Lidegaard tvivler på grønne transportmål

CO2: Klimaminister Martin Lidegaard (R) er i tvivl om, om det er en god idé med specifikke mål for transportsektorens CO2-udledning. Regningen til erhvervslivet kan blive rasende dyr, lyder det. DI glæder sig over ministerens fokus på økonomien.
Martin Lidegaard er ikke overbevist om, at grønne transportmål er en god idé.
Martin Lidegaard er ikke overbevist om, at grønne transportmål er en god idé. Foto: Christian Stæhr
Hjalte T. H. Kragesteen
Skal Danmark have grønne målsætninger for transportsektoren?

Klimaminister Martin Lidegaard er skeptisk:

"Det er interessant, om det overhovedet er en god idé at fastsætte specifikke mål. For vi skal ikke tvinge os selv til noget, der kan blive rasende dyrt," sagde han mandag under en tale ved konferencen "Fremtidens Transport VI" i Ingeniørernes Hus i København.

Pointen er, at CO2-reduktioner i transportsektoren ofte bliver forbundet med at være dyrt i forhold til eksempelvis energi- og landbrugssektoren, og at regningen for den grønne omstiling derfor kan blive større end nødvendigt med et særligt klimamål på transportområdet.

Og det med at passe på prisen er væsentligt, hvis man skal fastholde den nuværende situation i klimapolitikken, hvor der er bred opbakning politisk og hos erhvervslivet, lød det. Martin Lidegaard lagde således vægt på, at man i Danmark er i en "ret unik situation", hvor der er aktiv støtte til en ambitiøs klimapolitik fra industrien og erhvervslivet.

Det er vigtigt, at man husker, at transportvirksomhederne har en bundlinje. At man er nødt til at kunne tjene penge, hvis man skal kunne lave de nødvendige investeringer i ny teknologi.

Michael Svane
Branchedirektør, DI Transport

"Det betyder rigtig, rigtig meget. Både for muligheden for at lave brede forlig, mens også for at få resten af Europa med. Derfor er vi nødt til at tage de nødvendige økonomiske hensyn. Man kan ikke lave en ambitiøs og bred klimapolitik, hvis ikke det hensyn indgår. Og det er jeg blevet en smule klogere på," sagde han.

Han gjorde opmærksom på, at det ikke kun er i Danmark, hvor der er en diskussion om grønne transportmål. På EU-niveau er der i dag en målsætning om 10 procent vedvarende energi i transportsektoren i 2020, men ifølge ministeren diskuterer man også i EU-regi, om der overhovedet skal være et specifikt transportmål fremadrettet. Eller om transportsektoren i stedet skal indgå som en integreret del af EU's samlede klimapolitik.

"Det vil så betyde, at hvis det er billigere at reducere gennem energibesparelser i bygninger, så gør vi det først," sagde Martin Lidegaard, der dog påpeger, at det bestemt ikke er et nemt spørgsmål:

"Her vil nogen sige, at man så ikke får gang i den teknologiudvikling, som transportsektoren har brug for. Det er ikke nogen enkelt diskussion."

Køreplan for grøn transport på vej
Tidligere har transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) sagt til Altinget.dk, at der ikke er grønne mål for transportsektoren på tegnebrættet, men at hun ikke vil afvise idéen fuldstændig. Men selvom de to ministre ikke er udpræget tilhængere af grønne transportmål, så er de begge enige om, at omstillingen af transportsektoren ikke ligger stille.

0:000:00