Lilleholt: Alt den procentdiskussion trætter mig

ENERGI: Hvis jeg siger 50 procent vedvarende energi i 2030, så overbyder oppositionen straks med et højere tal. Skal vi ikke komme lidt ud over den diskussion, spurgte energiministeren på konference, hvor han løftede lidt af sløret for regeringens udspil til ny energiaftale.

Foto: Katja Holm/Altinget
Morten Øyen

Regeringen har gjort målet for andelen af vedvarende energi i 2030 helt centralt for den kommende energiaftale, men ifølge regeringens energiminister er den diskussion slet ikke så afgørende.

Fakta
Altinget og Klimarådet afholdte torsdag fælles energipolitisk konference på Nationalmuseet i København med fokus på forhandlingerne om en kommende energiaftale.

Blandt talerne er energiminister Lars Chr. Lilleholt (V), Klimarådets formand, Peter Birch Sørensen, samt deltagere fra industrien, Energikommissionen og en række af partiernes energiordfører.

Om Klimarådet 
Klimarådet er nedsat i medfør af klimaloven, der blev vedtaget af Folketinget i 2014 og har til formål at etablere en overordnet strategisk ramme for Danmarks klimapolitik med henblik på at overgå til et lavemissionssamfund i 2050.

Klimarådet har siden 2015 givet anbefalinger til regeringen i form af årlige hovedrapporter suppleret med enkeltstående analyser af udvalgte klimapolitiske problemstillinger.

Kilde: Klimarådet og Altinget

Det fortalte han ved en konference i Nationalmuseets festsal torsdag, hvor Klimarådet og Altinget have sat fokus på forhandlingerne om en kommende energiaftale.

Regeringen har sat et mål om, at vedvarende energi skal fylde mindst 50 procent af det samlede energiforbrug i 2030. Og en ny energiaftale skal vise vejen dertil.

Men ifølge Klimarådet bør målet hæves til 55 procent, og blandt flere oppositionspartier ønsker man endnu højere mål.

Der er meget procentdiskussion. Og det kan godt trætte mig engang imellem.

Lars Chr. Lilleholt (V)
Energiminister

”Jeg vil da gerne op på 55 procent. Det vil da være dejligt, hvis vi kommer dertil. Men det kommer ikke til at fremgå i regeringens udspil. Der vil det være målet om mindst 50 procent,” sagde energiminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Træt af procentdiskussion
Bliver målet senere højere, vil det være drevet af, at teknologiudviklingen tillader til, tilføjede ministeren.

”Der er meget procentdiskussion. Og det kan godt trætte mig engang imellem. Hvis jeg siger 50 procent, så siger oppositionen 60 procent, og Klimarådet siger 55 procent. Skal vi ikke komme lidt ud over diskussionen om, hvilken procent vi lige lander på? Der er sat en retning,” sagde Lilleholt.

Og retningen er i virkeligheden det vigtige, ifølge ministeren.

Står snart i ny situation
For priserne på vedvarende energi falder så drastisk, at mange nu opererer med, at der fra 2025 ikke længere vil være behov for at støtte vedvarende energi som for eksempel vindmøller.

0:000:00