Lilleholt: Vi skal se ud over den nationale næsetip

DEBAT: Det kalder på europæiske løsninger, hvis EU’s-klimamål skal indfries, skriver energi- og klimaminister, Lars Christian Lilleholt (V). Først handler det dog om at forhandle gode rammer på plads for Danmark i aftalen.

Af Lars Christian Lilleholt (V)
Energi-, forsynings- og klimaminister

Hele verden jublede i december sidste år, da det lykkedes at lande en global klimaaftale i Paris. EU gik forrest i forhandlingerne og påtog sig et af de mest ambitiøse klimamål i verden på mindst 40 procent CO2-reduktion i 2030 i forhold til 1990. Nu skal EU sætte handling bag ordene og fordele klimaopgaven og regningen imellem EU-landene.

Danmark har i EU-Kommissionens forslag til fordelingen af klimaindsatsen inden for de ikke-kvotebelagte sektorer – der særligt dækker over landbruget, transport og boliger – fået et af de højeste klimamål om at reducere CO2-udledningen med 39 procent frem mod 2030 i forhold til 2005. Det er en kæmpe opgave, der bliver definerende for vores overordnede energi- og klimapolitik de næste 15 år.

Danmark er et af de lande i EU og hele verden med den mest ambitiøse grønne omstilling, og vi er et af de lande i EU, der har leveret de største resultater, når det handler om at omstille vores økonomi til vedvarende energi og nedbringe CO2-udledningerne. Derfor kan det måske undre, hvorfor Danmark skal spændes så hårdt for vognen frem mod 2030?

De bredeste skuldre må bære
Forklaringen er, at klimamålene først og fremmest fordeles efter landenes velstandsniveau og dermed evnen til at betale, fremfor at se på hvor langt hvert land er med sin grønne omstilling. Fordelingen ud fra velstandsniveau og evnen til at betale er et fundamentalt princip i EU’s klima- og energipolitik, som også lå til grund for, at Danmark fik et af EU’s højeste reduktionsmål, da vi forhandlede byrdefordelingen frem mod 2020.

De bredeste skuldre skal bære det tungeste læs. Det er et solidarisk princip i EU, som vi anerkender. Men man må sige, at Danmark går forrest med meget på skuldrene. Beregninger fra Dansk Energi har peget på, at selv hvis vi skiftede hver og en af de 1,6 millioner benzinbiler i Danmark ud med elbiler i 2030, så ville vi stadig mangle en tredjedel af reduktionen for at leve op til kravet fra EU. Det siger lidt om de udfordringer, vi står over for. Løsningerne skal være kloge og omkostningseffektive.

Derfor arbejder vi samtidig for, at man i højere grad også målretter EU’s klimaindsats mod de lande og sektorer, hvor potentialet for billige reduktioner rent faktisk er størst, og at vi får mere fleksibilitet, i forhold til hvordan vi løser opgaven, så vi kan bevare vores konkurrenceevne og ikke presser danske arbejdspladser ud af landet.

Kvoterne skal udnyttes
Jeg hæfter mig derfor også ved, at EU-Kommissionens forslag indeholder elementer, der giver større fleksibilitet til at indfri vores mål på en mere omkostningseffektiv måde. Det kan vise sig at gøre Danmarks betydelige udfordring mere overkommelig.

For det første er der på dansk initiativ blevet åbnet for, at vi kan bruge kvoter fra EU’s kvotehandelssystem til at indfri vores mål. Det betyder, at vi kan styrke klimaindsatsen i energisektoren frem for at sætte gang i de dyreste tiltag for landbrug, transport eller boligområdet.

For det andet har EU-Kommissionen anerkendt Danmarks store udfordring med at mindske udslippet fra vores konkurrenceudsatte landbrugssektor, der i Danmark udgør en betydeligt større andel af udledningerne end de fleste andre EU-lande. Derfor lægger EU-Kommissionen også op til, at vi får en betydelig adgang til at regne tiltag, der mindsker udledningerne af CO2 fra for eksempel landbrugsjord, med i klimaindsatsen. Det kan potentielt gøre en stor forskel for Danmark.

For det tredje vil vi arbejde for at forbedre mulighederne for at købe udledningsrettigheder i andre medlemslande. For eksempel har mange af de central- og østeuropæiske lande mange udledningsrettigheder og gode forudsætninger for at gennemføre billige klimatiltag, men mangler pengene til at gøre det.

Danmark kan hjælpe med omstillingen
Danmark kan være med til at medfinansiere deres grønne omstilling ved at købe de udledningsrettigheder, de får til overs, så de får flere penge til at lave grøn omstilling. På den måde sker indsatsen der, hvor vi får mest klima for pengene. Det er en win-win-mulighed for både klimaet, Danmark og de lande, vi køber udledningsrettigheder fra.

Det er dog vigtigt at understrege, at der på nuværende tidspunkt er tale om forslag fra EU-Kommissionen, der først skal forhandles på plads i EU. Lige nu handler det derfor først og fremmest om at få forhandlet de bedst mulige rammer for Danmark på plads, før vi begynder at spekulere i, hvordan vi konkret skal indfri målet.

En ting står dog klart. Når det kommer til de instrumenter, vi kan tage i brug, skal vi se ud over den nationale næsetip. Skal vi mindske udledningerne fra for eksempel transport, kræver det at teknologiudviklingen får et ordentligt skub. Men det er altså nu engang begrænset, hvad vi selv i Danmark kan gøre for at drive udviklingen af de nye teknologier.

Derfor skal vi fortsat præge de øvrige lande til at fastlægge ambitiøse fælles EU-tiltag, der kan hjælpe os på vej. Det kan eksempelvis ske ved, at EU strammer reguleringen af kravene til bilproducenterne om at reducere CO2-udledningen og ved at udvide reguleringen, så den også dækker tunge køretøjer. 

Forrige artikel L&F: Lad os ramme 2030-klimakursen i første hug L&F: Lad os ramme 2030-klimakursen i første hug Næste artikel Radikale: Venstre skal holdes fast på energiforliget Radikale: Venstre skal holdes fast på energiforliget
  • Anmeld

    Peter Mogensen

    Kynisk udnyttelse af et fejlslagent system

    CO2 kvote systemet har vist sig ineffektivt. Priserne på kvoter er alt for lave for at opnå det nødvendige mål og bunden er allerede en gang gået ud af markedet.

    Det Venstre og Lars Christian Lilleholt forsøger her er sådan set blot at udnytte denne fiasko til at gøre mindre end nødvendigt.

    Hvis man virkelig tog klimaproblemet seriøst, så ville man se hvordan Danmark bedst kunne skubbe på et evt. moment for at fremme løsningen globalt. Det ville indeholde både at fastholde Danmarks eget fald i udslip, men også at presse på internationalt for at få et reelt velfungerende system, hvor afbrænding af fossile brændsler betaler de reelle omkostninger for fremtidige generationer og ikke bare tørrer regningen af på vores efterkommere ved at dumpe biprodukterne i atmosfæren.

    Ideelt at erstatte de ineffektive CO2-kvoter med en provenu-neutral kulstof-afgift på fossilt kulstof, hvor provenuet udbetales som dividende til befolkningen.

    Peter Mogensen
    http://retsforbundet.dk