Lilleholts embedsmænd fik udvandet CO2-beregning af Finansministeriet

KLIMAKAMP: Hvornår vil det danske CO2-budget være opbrugt, hvis Danmark skal yde sit ligelige bidrag til Parisaftalens klimamål? Lilleholts embedsmænd havde et svar, men Finansministeriet fik svaret til at forsvinde, viser aktindsigt fra Dagbladet Information.

Finansminister Kristian Jensen (V) og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) i samtale i Folketingssalen i en pause i afslutningsdebatten 30. maj.
Finansminister Kristian Jensen (V) og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) i samtale i Folketingssalen i en pause i afslutningsdebatten 30. maj.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Morten Øyen

Skal Danmark yde sit ligelige bidrag til Parisaftalens klimamål, så vil danskernes CO2-budget, regnet fra 2016, være opbrugt om otte år.

Sådan lød det i et udkast fra klimaminister Lars Chr. Lilleholts (V) embedsværk til et svar til SF’s Pia Olsen Dyhr, som havde stillet spørgsmålet til ministeren tilbage i april.

Svaret kom dog ikke frem til SF-formanden – i stedet gik der otte måneder, hvor svaret måtte en tur forbi departementschefen i Finansministeriets bord – inden Lilleholt kunne svare Pia Olsen Dyhr, at han ikke fandt hendes spørgsmål meningsfuldt og derfor ikke ville regne på det.

Det viser aktindsigt foretaget af Dagbladet Information.

Klager til præsidiet
Sagen får nu Pia Olsen Dyhr til at klage til Folketingets øverste ledelse – Præsidiet. Der er en svarfrist på fire uger på udvalgsspørgsmål i Folketinget, og SF-formand beskylder Finansministeriet for at forhale sagen og politisere.

”Der har ikke været problemer med at lave beregningerne, og spørgsmålet var ikke meningsløst. Det er helt uacceptabelt, at Finansministeriet af politiske grunde både trækker sagen i langdrag og leverer et svar, der på ingen måde er fyldestgørende. De kunne sagtens lave beregningerne, men de ville ikke,” siger Pia Olsen Dyhr til Information.

Information har bedt Energi-, Forsynings-, og Klimaministeriet om en forklaring på forløbet.

”Vi bestræber os altid på at svare hurtigt og punktligt. Det er ikke sket i dette tilfælde. Dette skyldes travlhed og intern koordinering. Det beklager vi,” lyder svaret i mailen til Information.

0:000:00