Debat

Linea Søgaard-Lidell til Pelle Dragsted: Et salg af Ørsteds vindforretning er sund fornuft

Et salg af Ørsteds vindforretning vil ikke have konsekvenser for strømmen i Danmark eller Ørsteds pengekiste. Derimod er det godt for alle parter at gøre virksomheden fri af statslig indblanding, skriver Linea Søgaard-Lidell (V).

Det er ramme alvor, når Venstre foreslår et salg af Ørsted. Det er faktisk sund fornuft, skriver Linea Søgaard-Lidell (V). 
Det er ramme alvor, når Venstre foreslår et salg af Ørsted. Det er faktisk sund fornuft, skriver Linea Søgaard-Lidell (V). Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix/Venstre
Linea Søgaard-Lidell
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Siden Venstre foreslog at sælge Ørsteds vindforretning, har røde politikere forsøgt at overgå hinanden i dramatiske udbrud - blandt andre Enhedslistens Pelle Dragsted blev tilsyneladende noget chokeret og troede, at der var tale om en ”joke.”  

Men forslaget er ikke bare ramme alvor. Det er faktisk sund fornuft at sælge Ørsteds vindforretning til en pålidelig køber. De penge, som staten har bundet i Ørsted, kan nemlig bruges meget mere effektivt og betimeligt – og uden at vi går på kompromis med vores forsyningssikkerhed.

Vindmøller er ikke kritisk infrastruktur

Lad os først få fakta på plads: Den danske stat ejer i dag aktiemajoriteten i Ørsted, som blandt andet ejer og driver en række store vindfarme i Nordeuropa, USA og Taiwan.

Langt hovedparten af Ørsteds energiproduktion bliver afsat i udlandet, og over 70 procent af Ørsteds samlede omsætning i 2021 kommer fra Storbritannien, Tyskland og Holland. Samme billede gør sig gældende for Ørsteds konkurrenter, som også afsætter strøm på mange andre markeder end deres hjemmemarkeder.

Ørsted skal i dag stole på skiftende flertal for at have de finansielle muskler til at være en global frontløber

Linea Søgaard-Lidell (V)
Folketingskandidat, medlem af Europa-Parlamentet

Vindparkerne er således ikke kritisk infrastruktur – i modsætning til for eksempel selve elnettet. Et salg af Ørsteds vindforretning til en af Ørsteds konkurrenter, et konsortium af pensionskasser eller endda en amerikansk kapitalfond, vil ikke føre til mindre strøm i det danske elnet. Den nye ejer vil, nøjagtig ligesom Ørsted, ønske at få mest muligt ud af deres aktiv og levere mest mulig el til elnettet for at øge aktivets værdi.

Ørsteds pengekiste bliver altså ikke mindre af, at aktierne skifter ejer. Tværtimod. For Ørsted skal i dag stole på skiftende flertal for at have de finansielle muskler til at være en global frontløber. Den kapital rejser de nok bedre uden statslig indblanding.

Sagt med andre ord får vi ikke mindre (grøn) energi af at sælge Ørsted. Til gengæld frigør vi penge til at investere i andre klimaprojekter nu.

Læs også

Brug midlerne dér, hvor de skaber størst værdi

Jeg er uenig med Pelle Dragsted i, at Danmark alene bør finansiere den grønne omstilling ved at optage gæld, som han – om alt går vel – vil servicere med løbende udbytte fra Ørsted.

De seneste måneders rentestigninger har mindet selv Socialdemokrater om, at gæld ikke er gratis. Dragsted får det til at lyde risikofrit at eje aktier købt på skatteborgernes risiko med lånte penge.

Den ekstra likviditet kan gøre en større positiv forskel for den grønne omstilling andetsteds

Linea Søgaard-Lidell (V)
Folketingskandidat, medlem af Europa-Parlamentet

Samtidig glemmer han, at ethvert gældsforhold er en kontrakt, som skal overholdes, mens der ikke er en garanti for at modtage udbytte. Det kræver, at Ørsted har mulighed for det, og at den uafhængige bestyrelse finder det forsvarligt. Set i det lys er det i mine øjne Venstres forslag, som er det sikre valg.

Dragsted har ret i, at Danmark ikke bliver rigere af et salg. Men han overser, at den ekstra likviditet kan gøre en større positiv forskel for den grønne omstilling andetsteds. Og at vi, ved at investere ekstra i den grønne omstilling, vil mindske vores afhængighed af fremmede magter.

Det er åbenlyst, at vi står i en alvorlig energikrise – og at energi er sikkerhedspolitik. Det kræver prioriteringer til fordel for danskerne og klimaet.

Hvis ikke man ønsker at sende regningen videre til vores børn, skal vi finde pengene et andet sted, og det synes rimeligt at forlange, at den danske stats værdier bruges, hvor de skaber mest mulig værdi – både når det gælder klimaomstillingen og vores fysiske sikkerhed.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Linea Søgaard-Lidell

MF (V)
cand.public. (Aarhus Uni.)

Pelle Dragsted

Politisk ordfører, MF (EL)
BA i historie (Københavns Uni. 2001), master i retorik og formidling (Aarhus Uni. 2016)

0:000:00