Læs alle højdepunkterne fra 15 timers åbningsdebat i Folketinget

ÅBNINGSDEBAT: Se alle højdepunkterne fra Folketingets åbningsdebat. Hvis du vil blive klogere på, hvordan åbningsdebatten foregår, kan du læse mere her.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Redaktionen

Artikel blev opdateret løbende under åbningsdebatten torsdag d. 3. oktober og er derfor skrevet i omvendt kronologisk rækkefølge. 

Klokken 01.17: Debatten er slut - tak for i dag
Efter mere end 15 timers åbningsdebat, er det sidste ord sagt. Det betyder også, at livebloggen lukker her. Vi takker for, at I læste med. 

Klokken 01.10: Frederiksen vil sætte den offentlige sektor fri
Mette Frederiksen bebuder, at regeringen vil arbejde for at afbureaukratisere det offentlige.

"Vi leder ikke længere den offentlige sektor længere. Vi styrer den," siger hun.

Frederiksen vil afgive kontrol fra Folketinget til den lokale faglighed. 

"Spørgsmålet er, om vi tør," siger hun.

Klokken 01.00: Frederiksen: Burkaen er absurd
Pernille Vermund (NB) citerer et afsnit i Thomas Larsens portrætbog om Mette Frederiksen, hvor hun udtaler sig kritisk om radikal islam.

Mette Frederiksen langer fra talerstolen blandt andet ud efter kønsopdelt svømning, modvilje mod håndtryk til kvinder og burkaen.

Sidstnævnte mener hun er en absurd genstand, der er designet til at "udviske" kvinders identitet. 

Klokken 00.47: Pape er bekymret for løft af arveskatten
Konservatives Søren Pape Poulsen ærgrer sig over, at regeringen lægger op til at hæve arveskatten på virksomhedsoverdragelser. Det vil gå ud over de familieejede virksomheder, frygter han. 

"Nogle af dem må sige, at de er nødt til at sælge virksomheden, fordi de ikke har råd til at give den videre," siger han og tilføjer:

"Det kan ikke være statsministerens ønske. Det nægter jeg at tro." 

Klokken 00.40: Skipper: Borgerne skal kunne mærke den første finanslov
Pernille Skipper (EL) har fået henvendelser fra borgere, der ikke kan forstå, at der skal spares i deres kommuner, efter at der er kommet en ny og venstreorienteret regering til.

"De kunne ikke mærke den første økonomiaftale. De skal kunne mærke den første finanslov," siger hun og efterspørger samtidig et løft af psykiatrien.

Mette Frederiksen deler bekymringen for psykiatrien, men taler også om mere forebyggelse, der skal sikre, at færre danskere får behov for psykiatrisk behandling.

Klokken 00.35: Olsen Dyhr taler minimumsnormeringer
SF-formand Pia Olsen Dyhr gentager partiets mærkesag om at få indført minimumsnormeringer i dagsinstitutionerne. 

Men forslaget om minimumsnormeringer er ikke "groet i vores have", siger Mette Frederiksen. 

Klokken 00.28: Østergaard: Finanslovsudspillet gør ingen glade
Morten Østergaard (RV) anklager regeringens finanslovsforslag for at være uambitiøst.

Han tror, at Frederiksen "ud fra et lighedsprincip" har designet udspillet til ikke at gøre nogen glade, fordi hun ikke kan gøre alle glade. Konkret savner Østergaard blandt andet, at regeringen har sat penge af til klimaet og uddannelserne. 

Frederiksen gentager, at hun ikke kan nå i mål med alt det, hun gerne vil på den første finanslov. Hun er blandt andet ked af, at der ikke er afsat penge til psykiatrien, de demente og fertilitetsbehandling. 

Klokken 00.20: Ikke optaget af placering af udvisningsdømte
Kristian Thulesen Dahl (DF) vil vide, hvor regeringen påtænker at placere de udvisningsdømte udlændinge, der skulle have været indkvarteret på Lindholm.

"Jeg har ikke stærke holdninger til, hvor det skal være," svarede Frederiksen.

Hun er mere optaget af at få flere til at rejse hjem. En del af løsningen på det er at gøre de udvisningsdømtes ophold i Danmark, så dårligt som muligt, mens de er her, sagde hun. 

Klokken 00.17: V: Udspillet gør Danmark fattigere
Partiernes ordførere har i en sidste runde mulighed for at stille spørgsmål til statsministeren.

V-formand Jakob Ellemann-Jensen anklager regeringens finanslovsudspil for at gøre Danmark fattigere i en tid, hvor den internationale økonomi ser ud til at blive mere usikker.

Det er Mette Frederiksen bestemt ikke enig i. Hun mener, at regeringen styrker erhvervslivet ved at sikre bedre uddannelser.

Klokken 00.12: Frederiksen vil give undskyldning til Grønland
Da det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam tidligere talte, efterspurgte hun en undskyldning fra Danmark for opførslen på Grønland under kolonitiden. 

Det sagde Søren Espersen ikke kommer til at ske på Dansk Folkepartis vagt. Men Frederiksen var af en anden holdning. 

"Jeg mener, at den bør falde. (...) Vi bør forholde os til alt det, der ligger bag os, lige så meget som det fantastiske, der ligger foran os," sagde hun. 

Klokken 00.08: Klimakrisen skal løses i arbejdstøjet
Frederiksen nåede også forbi et af dagens største temaer i sin afslutningstale. Hun henvendte sig til de borgerlige partier, der har tilsluttet til reduktionsmålet på 70 procent i 2030. 

"Vi løser ikke klimakrisen ved at være pessimister eller dystre. Vi gør det på den gode gammeldags danske måde: Ved at trække i arbejdstøjet," sagde hun.

Hun vil sikre, at CO2-reduktion ikke kommer til at gå ud over danske arbejdspladser, vækst og virksomheder, fortalte hun. 

Klokken 00.00: Vi når ikke det hele på én gang
Mere alvorligt blev det, da Mette Frederiksen talte om de af Socialdemokratiets løfter, der ikke umiddelbart ser ud til at blive indfriet med den første finanslov. 

"Jeg har aldrig på noget tidspunkt sagt, at vi kan gøre det hele på én gang," sagde hun. 

Klokken 23.46: Frederiksen runder debatten af med grineflip
Sjúrður Skaales præstation på talerstolen efterlod statsminister Mette Frederiksen flad af grin. Hun var nødt til at tørre øjnene, inden hun kunne indlede sin afrundende tale.

"Gennem mine tyve år i Folketinget, kan jeg ikke huske en stor debat herinde, hvor der har været så god en stemning," sagde hun.

Hun talte om regeringens resultater i løbet af de seneste måneder og kom ind på indkøbet af elefanter og kameler. Hun fik et spontant grineflip, da hun ville fortælle, at den indkøbte kamels navn er Ali. 

"Vi lagde hårdt ud. Vi købte fire elefanter. Hvad vi ikke vidste, da vi gik i gang med det køb, var, at den ene af elefanterne havde en ven. En bedste ven faktisk. En kamel, som hed Ali," sagde hun.

"Det var forkert at adskille de to. Derfor fik vi faktisk Ali med i købet. Så derfor kan jeg berolige Dansk Folkeparti. Det blev Alis tur," sagde hun med henvisning til DF's kampagne, om at regeringen har ført politik til fordel for Ali og ikke Arne.

Klokken 23.27: Sjúrður Skaale går på talerstolen
Den anden færing Sjúrður Skaale stiller på op på talerstolen. Han fortæller en meget underholdende anekdote om den bygd på Færøerne, som han kommer fra - og som det nyvalgte socialdemokratiske folketingsmedlem Bjørn Brandenborgs bedstemor har boet i.

Klokken 23.19: Hvorfor valgte Færøerne Jerusalem?
SF's Karsten Hønge vil vide, hvorfor Færøerne har valgt at placere sin repræsentation i Israel i Jerusalem og ikke i Tel Aviv. Det er med til at "puste til ilden" i en ustabil region, mener SF-ordføreren.

Joensen svarer, at Landstyret på Færøerne har aftalt at placere ambassader i lande som Japan og Israel, og at der ikke står noget om Jerusalem i den aftale.

Klokken 23.11: En "reformliderlig radikal speltgeneral"
Radikale Venstre har delt et sjovt klip fra tidligere på Twitter. 

Klokken 23.08: Edmund Joensen går på
Det færøske folketingsmedlem Edmund Joensen valgt for Sambandsflokkurin taler og sætter fokus på klimaforandringerne. 

Klokken 22.54: Elbæk siger tak, Espersen er forarget
Den grønlandske MF’ers tale vækker dybe følelser i folketingssalen. En rørt Uffe Elbæk (ALT) tager ordet alene for "af hjertet" at sige tak.

Bagefter tager en “meget chokeret” Søren Espersen (DF) ordet.

“En undskyldning kommer aldrig til at ske, så længe Dansk Folkeparti har noget at skulle have sagt,” sagde han og fortsatte:

“Jeg synes det er en meget hadefuld tale, som ordføreren bidrager med. Det er over stregen, det er en fornærmelse. Jeg synes, at man burde udtrykke taknemmelighed for det danske folk, som har taget Grønland til sig med stor varme og kærlighed.”

Aki-Matilda Høegh-Dam blev meget berørt af sin optræden og stod til sidst med tårer i øjnene på talerstolen.

Klokken 22.32: Aki-Matilda Høegh-Dam taler 
Det andet grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam valgt for Siumut går på talerstolen. Hun sætter fokus på, hvordan kolonitiden stadig har betydning for Grønland.

Hun efterspørger en officiel undskyldning fra den danske stat for 50’ernes eksperimenter med tvangsfjernelser af børn fra Grønland til Danmark. Den skal komme fra statsminister Mette Frederiksen, mener hun. 

“Jeg mener, at det er personen, der kan snakke på vegne af den danske stat, der skal give undskyldningen,” sagde hun. 

Klokken 22.12: Katastrofefond til Grønlands børn
Aaja Chemnitz Larsen satte i sin ordførertale fokus på børns vilkår på Grønland, hvor problemerne med voldtægter, vold og incest er omfattende.

Hun foreslår at afhjælpe problemet med en katastrofefond på i alt 100 millioner kroner, der skal fokuseres en tidlig indsats for småbørnsfamilier. 

"Når forældre selv har oplevet seksuelle overgreb eller omsorgssvigt, så får de også nogle børn i nogle familier, som måske ikke får den bedste start," sagde hun. 

Klokken 22.04: Messerschmidt: Godt, hvis Trump har skabt realisme
Aaja Chemnitz Larsen sagde fra talerstolen, at hun oplever et skift i retorikken, når det handler om Grønlands selvstændighed. Der er ifølge den grønlandske ordfører kommet mere realisme i grønlandsk politik. 

“Det er sådan at 70 procent vil være selvstændige, men på sigt og i forskellig grad. Hvis vi for eksempel skal opkøbes af Trump, tror jeg ikke, at det giver selvstændighed,” sagde hun.

Det fik Morten Messerschmidt til at kvittere med følgende:

“Det kan jeg nogle gange være vanskeligt at finde på noget positivt at sige om den for tiden siddende præsident i DC, men hvis han virkelig har medvirket til at styrke forståelsen af, at selvstændighed måske ikke er vejen at gå, så er det da rigtig godt.”

Klokken 21.48: Aaja Chemnitz Larsen indtager talerstolen
Det første af de to grønlandske folketingsmedlemmer går på. Det er Aaja Chemnitz Larsen, der valgt for partiet Inuit Ataqatigiit. 

Klokken 21.29: Mere morgensang og dansk litteratur
Morten Messerschmidt tager Alex Vanopslagh på ordet og spørger, om kampen mod åndelig fattigdom også kan tages i familierne og i folkeskolen.

“Kunne man forestille sig, at den åndelige fattigdom kunne bekæmpes i folkeskolen også med en liberalistisk opbakning i form af mere morgensang, mere fokus på dansk litteratur, dansk historie, højere betoning af disciplin overfor uvorne elever,” sagde Morten Messerschmidt.

Og her var der et vist åndeligt fællesskab mellem de to ordførere. 

“Jeg tror da helt bestemt, at et øget fokus på dannelse i folkeskolen er en af de vigtige ting. Helt bestemt. Hvilke sange de skal synge om morgenen, tror jeg ikke, at jeg skal blande mig i,” sagde Vanopslagh. 

Klokken 21:20: Skal vi plante træer eller kravle i træer?
Venstres Morten Dahlin lykønskede Alex Vanopslagh med debuten på talerstolen. Og så stak han lidt til Liberal Alliances historik med at kravle i træer.

“Kan hr. Alex Vanopslagh be- eller afkræfte, om vi sammen i næste valgperiode kommer til at bruge lidt mere tid på at plante træer, og lige mindre tid på at klatre i træer?” spurgte Morten Dahlin.

Til det svarede Alex Vanopslagh til stor morskab i salen følgende:

“Jamen det er jo i sandhed en munter aften. Jeg vil egentlig bare minde om, at fordelen ved, at Liberal Alliance kravlede højt op i træet, det var jo at vi endte i en regering sammen med Venstre, og så har de jo også prøvet at være i en regering, hvor der var liberale politikere med.”

Klokken 21.03: Reduktion på 67 eller 70 procent
Det nyvalgte socialdemokratiske folketingsmedlem Bjørn Brandenborg vil vide, om Liberal Alliance bakker op om 70 procents CO2-målet.

“Absolut. Det kan jeg bekræfte. Det er naturligt, at Danmark som et rigt land og har overskud også har overskud til at gøre de rigtige ting herunder at nedbringe sit CO2-udslip,” svarede Vaopslagh og tilføjede:

“Jeg vil gerne indrømme, at jeg vil hellere have, at Danmark når 67 procent, og at det så er på en måde, hvor der ikke er et eneste ton CO2, der så bliver udledt i et andet land i stedet for, end at nå 70 procent, og så det meste bare bliver udledt i et andet land."

Klokken 20.53: Alex Vanopslagh tager ordet
Liberal Alliances politiske leder, Alex Vanopslagh, går på talerstolen og kalder det en ydmyg oplevelse.

Han har noteret sig, at han selvom han ikke er leder af Folketingets største parti, er han ikke længere den mindst erfarne partileder.

"For efter Jakob Ellemann-Jensen er blevet formand for Venstre, ja så er jeg ikke længere den mest uerfarne. Så hvis Ellemann har brug for råd, ja så kan han trygt komme til mig," jokede Vanopslagh.

Resten af talen brugte han på at tale om "åndelig fattigdom". Alex Vanopslagh besøgte for et par uger siden en enlig mor på kontanthjælp, og det satte tanker i gang for den nye partileder. 

“Når først systemet har gjort en afhængig og passiv, kan det blive svært at vende tilbage til livet igen. Hvis aldrig man har kendt glæden ved at have et ansvar, ja så er det jo sin sag at få at vide, at man bare skal tage sig sammen. Hvis først man er fanget i den åndelige fattigdomsfælde, ja så kan det være svært at slippe væk,” sagde Alex Vanopslagh i sin debut på talerstolen.

Klokken 20.40: Vermund afviser at tilslutte sig klimaloven
Pernille Vermund bliver spurgt, om Nye Borgerlige vil tilslutte sig flokken af partier, der går ind for en CO2-reduktion på 70 procent i 2030. 

“Når vi ikke vil tilslutte os klimaloven og 70-procents reduktionsmålet, er det fordi, at vi i forvejen har en Paris-aftale, som er ret vidtgående,” sagde Vermund og fortsatte: 

“Når vi skal gå længere, så betyder det, at danske familier, danske virksomheder og danskere i det hele taget skal spændes hårdere for. Det vil være, som det altid er, når man lægger byrder ned over et samfund: De svageste vil få det hårdere." 

Klokken 20.08: Læger skal vurdere, om man er nedslidt
Socialdemokratiets politiske ordfører, Jesper Petersen, vil vide, hvordan Nye Borgerlige forholder sig til debatten om tidlig tilbagetrækning.

Pernille Vermund går ind for, at nedslidte danskere skal have adgang til tidligere pension. 

“Hvis vi vil have et velfærdssamfund, skylder vi de mennesker, der er syge og nedslidte, en ordentlig behandling,” sagde hun:

"Men det skal være en lægefaglig vurdering og ikke kommunale sagsbehandlere, der vurderer, om man er nedslidt eller ej." 

Det tolker beskæftigelsesministeren på Twitter som en åbning fra Nye Borgerlige.

Klokken 19.57: Pernille Vermund går på talerstolen
Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, er næste i talerækken. Hun vil bruge sin taletid på at præsentere, hvem Folketingets nye parti, Nye Borgerlige, er, siger hun. 

Klokken 19:48: Går danske klimareduktioner forud for de europæiske reduktioner?
Rasmus Nordqvist bliver spurgt, om han foretrækker, at Danmark reducerer sit klimaaftryk eller at det samlede europæiske eller internationale aftryk mindskes. 

"Jeg accepterer ikke den præmis, at det hedder enten eller. Vi skal handle herhjemme, og vi skal handle ude i verden," svarede Rasmus Nordqvist.

Klokken 19:48: SF's Jacob Mark efterspørger finanslovsudspil fra V

Klokken 19.36: Hvor skal der spares på forsvaret?
Rasmus Nordvist bliver spurgt, hvor Alternativet vil skære, hvis udgifterne til Forsvaret højst må udgøre én procent af BNP, som Alternativet har foreslået.

“Det er over en bred kam. Vi har blandt andet været ude og sige, at man ikke skal bruge et svimlende beløb på bombefly. Vi vil arbejde på nedrustning frem for på oprustning,” svarede Rasmus Nordqvist.

Klokken 19.30: Har Alternativet konsuleret olielandene i Mellemøsten?
Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt vil høre, om Alternativet har sikret sig, at de olieproducerende lande i Mellemøsten også vil stoppe produktionen af olie, hvis Danmark stopper olieudvindingen i Nordsøen. 

Dansk olie bliver nemlig ifølge DF-ordføreren produceret mere bæredygtigt end noget andet sted i verden. 

"Alternativet er jo kendt for nogle helt særlige kommunikative evner. (...) Så jeg vil gerne vide, om Alternativet har brugt de evner til at konsultere de folk i Mellemøsten, der også producerer olie, for at finde ud af, om de også har tænkt sig at holde op med at bruge og producere olie," sagde Messerschmidt og fortsatte:

“Hvis ikke man har brugt sine hyperkommunikative evner ud i den retning, så vil vi til den tid stå i den lidt barokke situation, at verden stadig vil  efterspørge olie, men at den mest klimavenligt producerede olie ikke er tilgængelig."  

Klokken 19.16: Elskerinde eller fast partner?
Morten Østergaard har hørt, at Alternativet har beskrevet sig som en “elskerinde” for regeringen, der kan komme og gå til og fra forhandlingsbordet, som det passer dem. 

Men Radikale Venstre "er mere til faste forhold end flygtige relationer," sagde Østergaard og spurgte om ikke en udfordring af klimaforandringernes kaliber kræver et mere "fast forhold". 

“Vi vil i den grad gerne være konstruktiv samarbejdspartner både til støttepartierne og til regeringen,” svarede Nordvist.

Klokken 19:12: Thulesen Dahl: Hvad med krydstogtskibene?
Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti var “oprigtigt nysgerrig” på, hvordan Alternativet vil sætte ind over for de mange krydstogskibe, som ligger til kaj i Københavns havn.

“Nu står jeg jo over for en af de fremmeste repræsentanter for den grønne kamp, så hvorfor forsøger Alternativet i Københavns Kommune ikke at dæmme op for krydstogtturismen, i stedet for kun at slå på bilisterne?” spurgte partiformanden.

Til det svarede Rasmus Nordqvist:

“Nu sidder jeg jo ikke til budgetforhandlinger i Københavns Kommune. Jeg står til åbningsdebat i Folketinget. Men jeg er da glad for din interesse i dilemmaet. Vi har behov for en landsdækkende handlingsplan på søfarten.”

Klokken 19.00: Alternativets politiske ordfører Rasmus Nordqvist går på
Efter spisepausen er folketingsmedlemmerne tilbage i salen. Alternativets politiske ordfører Rasmus Nordqvist tager ordet.

"Handling på klimakrisen skal altid være en no-brainer," indleder han. 

Han er tilfreds med, at alle Folketingets partier undtaget Nye Borgerlige har tilsluttet sig målet om en CO2-reduktion på 70 procent i 2030.

"Det, der før blev udlagt som utopi og drømmeri, er nu regeringens officielle politik," siger han. 

Klokken 17.30: Vil Konservative forbedre forholdene for børnene på Sjælsmark?
Radikales Samira Nawa spurgte K-formand Søren Pape Poulsen, om de vil være interesserede i at forbedre forholdene for børn på udrejsecenter Sjælsmark. 

"Det kommer an på, hvad vi skal. Noget af den her debat kom også ud af den der kartoffel-sag. Altså, må man spise en kartoffel eller ej. Jeg ved godt, det lyder barskt, men der er jo også nogle forældre, som bruger deres børn som gidsler i stedet for at rejse hjem. 

Til det svarede Samira Nawa:

"Vi gør jo det i Danmark, at vi varetager barnets tarv. Og det handler ikke bare om en kartoffel, men om børns psykiske tilstand."

Klokken 17:15: Søren Pape fortryder at have kaldt Enhedslisten 'aparte'
Konservative bød i weekenden regeringen op til dans, så de sammen kunne undgå Enhedslistens "aparte" krav.

Det ordvalg beklagede Søren Pape fra talerstolen over for Enhedslistens Mai Villadsen.

Hun spurgte ind til Konservatives udmelding om, at de vil tilslutte sig Enhedslistens "aparte" krav om at nedbringe udledningen af CO2 med 70 procent i 2030.

"Er forudsætningen for Konservative, at den grønne omstilling skal skabe vækst?" spurgte hun.

Og det blev et klart ja fra Søren Pape.

Klokken 17.07: Flygtninge i job skal vende hjem igen
Morten Østergaard (R) vil vide, om Konservative kan støtte regeringen og støttepartiernes politik om, at flygtninge, der har været i beskæftigelse i mindst to år, kan få lov at blive i Danmark, selvom de mister deres flygtningestatus.

Men det vil Søren Pape Poulsen ikke.

"De er jo flygtninge. Hvis vi skal have danskerne til at bakke op om, at vi skal hjælpe folk, der har brug for hjælp, så er det rigtig vigtigt, at vi holder fast i, at de mennesker, der er stærke og har fået et job, skal vende hjem, når dagen kommer," sagde han. 

Klokken 17.06: Opfordring til samarbejde bliver vel modtaget
Søren Pape Poulsen afsluttede sin ordførertale med en håndsrækning til regeringen ved at citere Sebastians 70'er-klassikker.

"Måske ku' vi. Måske ku' vi finde noget at bruge hinanden til," lød det fra Pape Poulsen. Både signal og sangvalg blev mødt med roser fra Socialdemokratiets politiske ordfører.

Klokken 16.57: K-formand Søren Pape går på talerstolen 
Konservatives formand Søren Pape Poulsen har noteret sig, at regeringen vil spille ud med en nærhedsreform. Men han har svært ved at se det nære i regeringens politik.

"Der er noget i finanslovsudspillet, jeg ikke synes er så nært eller trygt," siger han og nævner blandt andet, at regeringen vil sænke koblingsprocenten til friskolerne. 

Han foreslår, at der skabes nærhed med flere lokale politimænd, bedre vilkår for de familiejede virksomheder og flere familielæger. 

Klokken 16.34: Der er fundet vikarer for Joy Simonsen
Statsministeren har midt under åbningsdebatten delt en vigtig nyhed, om hvem der skal overtage kirke- og kulturminister Joy Simonsens (S) opgaver, når hun fredag går på barsel. 

Udviklingsminister Rasmus Prehn (S) overtager kulturministeriet, mens transportminister Benny Engelbrecht (S) overtager kirkeministeriet. 

Klokken 16.17: Enhedslisten vil ikke have afstemning om EU – endnu
SF's Karsten Hønge vil vide, om Enhedslisten mener, at Danmark skal have en folkeafstemning om EU-medlemsskabet. Det mente Enhedslisten i 2016, da briterne stemte for Brexit, men det er anderledes nu.

"Vi synes ikke, at der skal være en folkeafstemning nu. Indtil vi ved, hvad konsekvenserne er, og vi har lært ordentligt af Brexit. Hvis man skal have en folkeafstemning, skal man vide, præcis hvad man stemmer om," sagde Skipper fra talerstolen, inden hun slog fast:

"Enhedslisten er modstander af EU."

Klokken 16:10: Hvad skal der ske med de beboere, der skulle have været på Lindholm?
DF-formand Kristian Thulesen Dahl vil vide, hvor de mennesker, der skulle have været bosat på Lindholm, i stedet skal indkvarteres. 

"Morten Østergaard fablede om, at de her mennesker, der skulle have boet på Lindholm, skulle spredes rundt om i landet, men det bliver vi jo ikke klogere af. Hvad mener Enhedlisten, der skal ske med de her mennesker?" spurgte han.

Både Venstres Jane Heitmann og Dansk Folkepartis René Christensen krævede også svar på, hvor Enhedslisten mener, at de mennesker, som skulle have haft tålt ophold på øen Lindholm, skal hen, nu, hvor projektet er droppet igen. 

"Det er ikke afklaret endnu," sagde Pernille Skipper.

"Men de skal jo ikke rende frit omkring, som I får det til at lyde, som om er vores politik," sagde Pernille Skipper.

Klokken 16.07: Skipper: Vi kommer nok ikke til at diktere udlændingepolitikken
Pernille Skipper bliver af Karsten Lauritzen (V) spurgt, om hun forventer at sætte markant præg på udlændingepolitikken under S-regeringens ledelse. 

Men Skipper har noteret, at der er et bredt flertal bag den udlagte linje i udlændingepolitikken.

"Det er desværre en af de ting, som der består et flertal for," sagde hun.

Det betyder ikke, at Enhedslisten ikke vil søge indflydelse på området. 

"Jeg regner med og håber på, at vi kan få overbevist Socialdemokratiet om andre kloge ting. Men jeg medgiver, at det nok ikke bliver Enhedslisten, der dikterer udlændingepolitikken. Desværre." 

Klokken 15.54: Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, indtager talerstolen
Enhedslistens politiske ordfører indleder sin tale med at rose de borgerlige partier for at have tilsluttet sig 70 procents reduktionsmålet.

"Selv hr. Kristian Thulesen Dahl er sprunget ud som en af os vanvittige klimatosser," sagde hun. 

Men hun vil se handling bag ordene.

"Jeg håber bare ikke, at det bliver ligesom, når man laver en facebook-begivenhed og beder sine venner om at komme og hjælpe med at flytte om søndagen, og de så alle sammen melder sig til. Men når det så bliver søndag formiddag, så er man pludselig blevet syg," sagde hun og fortsatte:

"Jeg håber faktisk at hele højre side af folketingssalen ikke bare siger 70 procent, men også melder sig ind i forhandlingerne og får lavet en klimalov," sagde hun. 

Klokken 15.11: Vi får minimumsnormeringer og afskaffer kontanthjælpsloftet - bum!
Kristian Thulesen Dahl citerer Pia Olsen Dyhr for i valgkampen at have sagt, at der var to ultimative krav SF-krav til regeringen.

"Vi støtter ikke en finanslov med mindre vi lykkes med minimumsnormeringer og en afskaffelse af kontanthjælpsloftet. Bum," sagde Olsen Dyhr ifølge Kristian Thulesen Dahl dengang.

Thulesen Dahl vil have bekræftet, om det stadig er SF’s politik.

"Det er det selvfølgelig. Det er også derfor, at vi er så glade for, at der i forståelsespapiret står, at kontanthjælpsloftet bliver afskaffet med ydelseskommissionen, og at vi skal indføre minimumsnormeringer i Danmark. Bum," svarede Olsen Dyhr. 



Klokken 15.08: SF kommer med tomme trusler
Ellen Trane Nørby (V) takker SF-formand Pia Olsen Dyhr for "at være præcis på, at det skal være børnenes finanslov".

Det står "i skærende kontrast" til det finanslovsudspil, S-regeringen fremlagde i går, siger hun.

"SF’s gruppeformand til 24syv sagt, at man er klar til at vælte regeringen, hvis ikke de levere på kravet om at sikre minimumsnomeringer i daginstitutionerne.  Står SF fast på det?" sprugte Ellen Trane Nørby. 

Pia Olsen Dyhr slår fast, at "det vil tage tid" at indføre minimumsnormeringer.

"Så det var altså bare tomme trusler, det som SF’s gruppeformand sagde i 24syv," konstaterer Nørby.

"Vi er klare i mælet. Vi har leveret minimumsnormeringer i forståelsespapiret, i kommuneaftalen og vi kommer til at levere det i finanslovsaftalen," svarede SF-formanden.

 

Klokken 15:00: SF-formand Pia Olsen Dyhr går på talerstolen
Denne finanslov skal være børnenes tur. Sådan lyder det fra SF-formand Pia Olsen Dyhr. SF kræver minimumsnormeringer i landets børneinstitutioner. Regeringen og støttepartierne har aftalt, at der minimum inden 2025 skal sikres et minimum af voksne i landets børnehaver og vuggestuer. Men det er ifølge Pia Olsen Dyhr for sent.

"Vi skal i gang med at sikre minimumsnormeringer nu. Det skal være Storms tur nu, det skal være Villums tur, det er Idas tur, det er Maries tur, og det er Olivers tur. Helt ærligt, det er børnenes tur," sagde Pia Olsen Dyhr fra talerstolen.

Klokken 15.52: Ingen konkrete arbejsudbudsreformer udover udenlandsk arbejdskraft
LA-formand Alex Vanopslagh vil vide, hvilke konkrete arbejdsudbudsreformer eller skattelettelser Radikale Venstre har i idéposen ud over lettere adgang til Danmark for udenlandsk arbejdskraft.

Morten Østergaard nævnte ingen, men hæftede sig ved, at der i regeringen og støttepartiernes forståelsespapir står, at der skal gennemføres politik, der hæver det økonomiske råderum. 

Klokken 14.49: Radikale fremlægger finanslovsforslag
Hvordan vil Radikale finansiere alt det, de vil på næste års finanslov? Og vil de komme med forslag, som ikke øger uligheden? Det vil Enhedslistens Rune Lund gerne vide.

"Det vil åbenbare sig på mandag, hvor vi fremlægger vores finanslovsforslag," svarer Østergaard.

Han varsler, at der blandt andet vil være en erhvervspakke.

Klokken 14.39: Østergaard afviser at hæve skat på aktieindkomst
Venstres Torsten Schack Pedersen vil vide, om Radikale Venstre vil lægge stemmer til at hæve aktieindkomstbeskatningen. 

Det er regeringens ambition, men det vil hæmme virksomhedernes adgang til kapital til at skabe vækst og gennemføre den grønne omstilling, frygter Schack Petersen.

"Vi har samme analyse. Det er vigtigt at kapitalbeskatningen ikke stiger. Vi ønsker at styrke investeringerne. Og derfor har vi ingen forslag til eller ønsker om at hæve kapitalbeskatningen," svarede Østergaard. 

Klokken 14.32: Nye Borgerliges forslag er "ubehageligt"
Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, bemærker, at Radikale Venstre har sine rødder i højskolebevægelsen, "der bygger på frihed". 

Hun henviser herefter til en oplevelse, som det radikale folketingsmedlem, Ida Auken, for nyligt havde, hvor hun mødte en muslimsk imam, der nægtede at give hende hånden. 

"Mener hr. Morten Østergaard, at mere islam i det danske samfund vil betyde mere eller mindre frihed?" spurgte Vermund. 

"Jamen velkommen til fru Pernille Vermund her i Folketingssalen" indledte Morten Østergaard sit svar. 

Han slog fast, at han mener, der er en "grundlæggende frihedsrettighed, at folk må tro på det, de vil".

Pernille Vermund kritiserede Østergaard for ikke at svare og stillede igen sit spørgsmål. 

Morten Østergaard slog fast, at han ikke mener, at religion "hverken gør fra eller til", fordi det er forskelligt, hvordan folk tolker deres tro. 

Men det er "ubehageligt" og "i fundamental strid med grundlæggende danske værdier", når Nye Borgerlige mener, at alle mennesker med muslimsk baggrund skal nægtes statsborgerskab, lød det fra Østegaard. 

Klokken 14.29: Nordsøolie indtil 2052 
Alternativets Rasmus Nordqvist vil vide, om Radikale Venstre vil skære to år af den syvende udbudsrunde af tilladelser til at hente olie op af nordsøen. Tilladelsen er givet og strækker sig frem mod 2052, hvilket er to år efter, at Danmark skal være CO2-neutral.

"Nej, for når man indgår aftaler med den danske stat, skal man kunne regne med dem," svarede Østergaard. 

Klokken 14.17: Grønne afgifter skabte de gule veste - men er en del af løsningen
Lisbeth Bech Poulsen (SF) spørger Morten Østergaard, om Radikale Venstre er klar til at indføre nye afgifter, der kan finansiere den grønne omstilling uden, at det får social slagside.

"Vi har jo alle sammen set, hvad der er sket i Paris med De Gule Veste og vreden over, at dem der har mindst føler, at de skal bære den økonomiske byrde," sagde Lisbeth Bech Poulsen.

"Man skal nok være lidt varsom med at lave den hurtige analyse af, hvad der skete i Frankrig. Men man kan i hvert fald sige, at det var grønne afgifter på benzin, som var en del af diskussionen. Det mener vi nu alligevel er en del af løsningen," lød det fra Østergaard.

Klokken 14.15: Hvad skal der ske efter Lindholm?
Regeringen har sammen med støttepartierne, heriblandt Radikale, aftalt at skrotte den tidligere regerings planer om at oprette et nyt udrejsecenter på øen Lindholm. 

"Hvad skal der ske med de kriminelle og afviste asylansøgere, der skulle være sendt til det nye udrejsecenter?" spørger DF-formand Kristian Thulesen Dahl. 

Han spørger, om det er Radikales hensigt, at "farlige mennesker" nu skal lukkes ud i det danske samfund. 

Morten Østergaard siger, at de afviste og kriminelle asylansøgere skal "spredes ud i mindre faciliteter", og at det ikke er partiets hensigt at skabe utryghed i lokalsamfundene.

Klokken 14.10: Radikale står fast på aftale om aktiesparekonto
Tommy Ahlers tager ordet for første gang i debatten. 

Han spørger den radikale leder, om han kan garantere, at Radikale vil stå ved den aftale, partiet indgik i sidste valgperiode med de borgerlige partier om at hæve loftet over aktiesparekonoten til 200.000 kroner og hæve investorfradraget til 800.000 kroner. 

"Radikale Venstre står ved alle de aftaler, vi har lavet. Ikke mindst dem, som er ved at blive indfaset," svarer Morten Østergaard.

Klokken 14.04: Glæde over V-udmelding om klimamål

Tidligere på dagen gjorde den nye V-formand, Jakob Ellemann-Jensen, det helt klart, at Venstre tilslutter sig de røde partiers mål om at reducere CO2-udspillet med 70 procent i 2030.

Den udvikling vækker glæde på Twitter, hvor DI-direktør, Tine Roed, kalder udmeldingen for uhyre vigtig for dansk erhvervsliv. 

Den udvikling kan du læse om her: V går med på regeringens klimamål

Klokken 14.00: Radikales leder, Morten Østergaard, går på talerstolen
Radikales leder, Morten Østergaard, roser statsminister Mette Frederiksen for at sætte fokus på tilliden mellem borgere og politikere i sin åbningstale. 

Han henviser til en undersøgelse foretaget af Mandag Morgen, som viser, at vælgernes tillid til politikerne er steget for første gang i mange år. Han advarer imod, at Danmark tager den grundlæggende tillid for givet.

"Kurven er ikke knækket, men et fald er stoppet."

Politikkerne skal blive bedre til at tale om egen politik end at finde fejl i de andres, mener Østergaard. 

"Vi er her for at gøre en forskel. Vi er her heller ikke for regeringens skyld, selvom vi er meget bevidste om, at det er vores skyld, at regeringen er her," sagde han. 

Klokken 13.57: Hvad mener DF om, at S vil dække udgifter til flere børn og ældre?
"Hvad mener hr. Kristian Thulesen Dahl om, at regeringen i sit finanslovsudspil lægger om til at dække udgifterne til de demografiske udfordringer?" spørger Rasmus Stoklund (S). 

Kristian Thulesen Dahl siger, at Dansk Folkeparti hele tiden har ment, at det er fornuftigt at dække det demografiske træk. Han understreger samtidig, at han mener, at der skal bruges flere penge på de ældre. 

Han slår fast, at Dansk Folkeparti vil bruge deres mandater til at få indflydelse, hvor det er muligt.

Klokken 13.41: Vanopslagh: Hvilke skattelettelser vil DF lave med LA? 
Liberal Alliances nye formand, Alex Vanopslagh, indleder sin kommentar til Kristian Thulesen Dahl med at beklage det dårlige samarbejde mellem partierne i den sidste valgperiode.

Han spørger Thulesen Dahl, hvilke skattelettelser Dansk Folkeparti kan forestille sig at lave med Liberal Alliance og foreslår selv et højere opsparingsfradrag, så ældre som eksempelvis arbejderen Arne Juhl får bedre mulighed for at bestemme egen tilbagetrækningsalder.

Men der lader ikke til at være stor appetit på skattelettelser hos Thulesen Dahl.

"Jeg ved godt, at Liberal Alliance er gået til valg på en i egen optik i hvert fald mere ambitiøs skattepolitik end Dansk Folkepartis. Men det gør vel heller ikke noget, at vi er lidt forskellige?," svarer Thulesen Dahl.

Klokken 13:37: Hvorfor prioritere fremmede lande over ældre, spørger Vermund
"Kan hr. Kristian Thulesen Dahl ikke godt forstå, at der sidder ældre borgere derude, der undrer sig over, at Dansk Folkeparti vil bruge 8 milliarder kroner på fremmede lande?" spørger Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund. 

Hun henviser til en artikel fra den 13. september 2019, hvor man ifølge Vermund kan læse, at "DF vil bruge halvdelen af den årlige udviklingsbistand" på klimatiltag i andre lande.

DF-formanden slår fast, at pengene skal bruges på at sikre, at flygtninge og migranter bliver i deres egne lande. 

"Og det tror jeg sådan set, at rigtig mange ældre vil glæde sig over," svarede Kristian Thulesen Dahl.

Klokken 13:30: Dansk Folkeparti står ved velfærdsforliget
"Jeg tror, der er nogle mennesker derude, der har meget svært ved at forstå, at Dansk Folkeparti er så meget efter andre om at lægge en konkret model på bordet, men samtidig vælger at stemme for at lade pensionsalderen stige," siger Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper.

Kristian Thulesen Dahl slår fast, at Dansk Folkeparti er et parti, der står ved de aftaler, man indgår. Det indebærer også velfærdsforliget fra 2006, som lader pensionsalderen stige. Men han understreger samtidig, at partiet gerne vil deltage i forhandlinger om, hvordan man kan forbedre forholdene for nedslidte.

Klokken 13.10: DF-formand: Der findes ikke en retfærdig model for ret til tidlig pension
Christian Rabjerg Madsen (S) spørger, om DF-formanden ser et behov for at indføre en ret til tidligere pension for nedslidte.

Kristian Thulesen Dahl (DF) slår fast, at han mener, at der er behov for sådan en ordning, og at han siden 2006 har gjort sig de tanker. Men han understreger samtidig, at han har måttet indse, at man ikke kan lave en retfærdig model.

Christian Rabjerg Madsen konkluderer, at Dansk Folkeparti gerne vil stille sine mandater til rådighed, hvis regeringen fremlægger en retfærdig model.

"Er I mus eller mænd, når det kommer til at række en reelt hjælpende hånd?" spørger SF’s Karsten Hønge om samme emne.

DF-formanden slår fast, at partiet er klar til at gøre mere for nedslidte, men at Socialdemokratiet må lægge en konkret model på bordet, inden han kan tage stilling.

Klokken 13.07: "Mette Frederiksen minder mig om Helle Thorning-Schmidt"
Kristian Thulesen Dahl (DF) slår fast, at den nye regering har gennemført "ti lempelser men ikke en eneste stramning", siden den tiltrådte i juni til trods for, at Mette Frederiksen i valgkampen lovede, at hun ville holde hånden under den stramme udlændingepolitik.

Han henviser til, at Helle Thorning-Schmidt (S) også i sin valgkamp i 2011 lovede danskerne en stram udlændingepolitik, men alligevel endte med at gennemføre en række lempelser "til stor glæde for hr. Morten Østergaard".

DF-formanden slår fast, at Dansk Folkeparti – "surprise" – vil holde skrapt øje med udlændingepolitikken.

Klokken 13.00: Kristian Thulesen Dahl indtager talerstolen.
Mødet genoptages og Dansk Folkepartis formand har nu talerstolen. 

Kristian Thulesen Dahl siger, at Mette Frederiksens åbningstale var "flot fremført", men at hun "kom med flere spørgsmål end svar".

Klokken 12.00: Folketingsmedlemmerne holder pause.
Mødet genoptages klokken 13.00, hvor DF-formand Kristian Thulesen Dahl går på talerstolen.

Klokken 11:54: Pernille Skipper: Jeg er allerede i Danmarks liberale parti
Inden frokostpausen nåede Pernille Skipper lige at tage til genmæle for Jan E. Jørgensen, som med hentydning til Skippers korte fortid i Venstres ungdomsparti, på lettere ironisk vis foreslog Skipper at vende hjem igen.

Klokken 11.50: Ellemann påpasselig med at ændre offentlighedslov
SF’s Karina Lorentzen spørger Ellemann til offentlighedsloven, som alle partier på nær V og S er modstandere af.

"Hvis vi har mulighed for at forbedre offentlighedsloven, vil vi gerne se på det. Men man skal passe på med at komme fra regering til opposition og så pludselig kræve en større gennemsigtighed, end da man selv sad i regering. Det vil jeg afholde mig fra," svarer han og sender en lun stikpille til statsminister Mette Frederiksen på forreste række:

"Jeg kan se, at statsministeren sætter pris på det."

"Der skal være en balance. Man skal også som regering have et arbejdsrum, hvor man kan tale sammen, uden at blive kigget over skuldrene," pointerer Ellemann.

Klokken 11.42: Vil Venstre nedlægge regionerne?
Christian Rabjerg Madsen (S) spørger Venstres formand, om det fortsat er partiets holdning, at regionerne bør nedlægges.

Jakob Ellemann-Jensen siger, at det ærgrer ham, at debatten handler om struktur frem for den kvalitet, borgerne møder i sundhedsvæsenet. Han glæder sig til at drøfte emnet med sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Jeppe Bruus (S) kritiserer V-formanden for ikke at svare på spørgsmålet og spørger igen: "Vil Venstre nedlægge regionerne?"

Jakob Ellemann siger, at det er patienterne, der er afgørende for ham. Det er ikke et mål i sig selv for Venstre at nedlægge regionerne. Han understreger, at han gerne støtter en model, hvor regionerne består, hvis den samtidig sikrer bedre behandling for patienterne.

Klokken 11.38: Vanopslagh får røffel for rekvisit
Alex Vanopslagh tager en tavle i brug med illustration af to typer Venstre – henholdsvis 2015-Venstre og 2019-Venstre. Sidstnævnte parti er mindre liberalt, mener han og spørger, hvilket Venstre Jakob Ellemann ønsker at repræsentere.

Stuntet udløser dog hurtigt en røffel fra Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S):

"Vi er tilbageholdende med rekvisitter i Folketingssalen, men lad gå."

Klokken 11.32: Ellemann: Min 82-årige mor har netop gået Caminoen
Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, spørger, om Venstre vil bakke nyt K-forslag op. Konservative har foreslået, at pensionister, der er gået på pension, men som vælger at vende tilbage på arbejdsmarkedet ikke længere skal modregnes i deres pension.

Jakob Ellemann-Jensen fortæller, at hans 82-årige mor netop har gået Caminoen, og understreger, at der er behov for alle friske ældre på arbejdsmarkedet.

Klokken 11.30: Formanden irettesætter MF’erne med et grin

Henrik Dam Kristensen siger til forsamlingen, at de skal huske at være stille i salen:

"Der har været lidt hyggestemning under de her spørgsmål, og det har været ganske fint. Men vi har præciseret over for de nye folketingsmedlemmer, at man ikke må ytre sig i folketingssalen, og nu kan de få en forkert opfattelse af det. Så jeg vil bare sige, det er den regel, der gælder, men jeg lod den gode stemning passere denne her gang," siger han.

Klokken 11.26: EL: Bliver Venstre liberal igen?
Den tidligere VLAK-regering indførte allerflest indgreb i ytringsfriheden siden Anden Verdenskrig, påpeger Pernille Skipper og henviser til blandt andet håndtryks- og burkalov. Er Venstre igen parat til at leve op til sit navn som Danmarks Liberale Parti, spørger Skipper.

"Det er vigtigt at være liberal. Nogle gange kan ting blive for firkantet. Jeg er ikke liberalist, men liberal. Jeg tager udgangspunkt i fornuft fremfor ideologi. Tildækningsforbuddet har været svært for os. Jeg vil ikke bestemme, hvad folk skal have på, men jeg vil heller ikke leve i et samfund, hvor man skjuler sig og ikke ser hinanden i øjnene," svarer Jakob Ellemann-Jensen.

Klokken 11.25: Skippers freudian slip udløser latterbrøl
Pernille Skipper fortaler sig og ønsker Jakob Ellemann tillykke med formandsposten i Enhedslisten, hvilket udløser høje latterbrøl i salen.

Klokken 11.19: Østergaard til Ellemann: Ønsker Venstre det brede samarbejde?
Radikales leder, Morten Østergaard, spørger Venstres nye formand, om Venstre fortsat vil være et parti, der søger det brede samarbejde.

Jakob Ellemann slår fast, at han ønsker et bredt samarbejde. Han vil stille partiets mandater til rådighed der, hvor de kan bidrage til at skubbe Danmark i "den rigtige retning".

Morten Østergaard "er glad" for den nye partiformands ord og roser tilslutningen til målet om 70 procents CO2-reduktion. Tilslutningen får også ros af SF's Signe Munk. 

Klokken 11.11: Ellemann fremsætter forslag

På vegne af oppositionen fremsætter Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, en tekst til vedægt, hvor Folketinget blandt andet opfordrer regeringen til at droppe de planlagte "lempelser på udlændingepolitikken".

Klokken 11.07: Ellemann om grøn omstilling
"Hvis Danmark fortsat skal være et foregangsland for andre lande, skal vi vise, at grøn omstilling og økonomisk vækst og personlig frihed sagtens kan gå hånd i hånd, uden det bliver dyrere at blive dansker," siger Jakob Ellemann-Jensen.

Jakob Ellemann-Jensen tilslutter sig målet om 70 procents reduktion af CO2-udspil, men han slår fast, at han ikke lover at støtte alle de initiativer, regeringen vil fremlægge, før man kender det konkrete indhold af forslagene.

Klokken 11.01: Ellemann taler for første gang som Venstres formand
Jakob Ellemann-Jensen lægger ud med at kommentere på statsministerens åbningstale, som, han mener, var "alt for dyster og pessimistisk".

"Jeg bliver glad, når det går godt i Danmark. Danmark er et fantastisk land, og vi har mulighederne for at gøre det bedre," siger han. 

Klokken 10.57: Radikale: Har regeringen glemt uddannelsesloftet?
Katrine Robsøe, der er nyvalgt medlem for Radikale, spørger, hvorfor regeringen ikke har lagt op til at fjerne uddannelsesloftet i sit finanslovsudspil.

Jesper Petersen siger, at det fortsat er Socialdemokratiets ønske at afskaffe uddannelsesloftet. Men han slår fast, at alt ikke kan løses på én gang, og at regeringen derfor har prioriteret at fjerne omprioriteringsbidraget på uddannelser.

Klokken 10.52: Pia K. går til S på udlændingepolitikken

Klokken 10.46: Støjberg: Hvilke friskoler skal have mindre tilskud?
Venstres næstformand, Inger Støjberg, spørger, hvorfor regeringen planlægger at reducere tilskuddet til friskoler, nu hvor Mette Frederiksen har bebudet, at hun vil være "børnenes statsminister". Hvilke konkrete friskoler er det, regeringen vil skære i tilskuddet til? Det skaber utryghed blandt børn og forældre, siger Støjberg.

Jesper Petersen (S) svarer, at der er afsat 75 millioner kroner på finansloven til at sikre, at friskoler, der ligger langt fra en by med en folkeskole, ikke vil blive berørt på samme måde som dem, der ligger tæt på en folkeskole. Skoler, der ligger i socialt udsatte områder, vil heller ikke blive berørt.

Klokken 10.44: S vil se på Grønlands politi
Aaja Chemnitz Larsen (IA), der sidder på et af de grønlandske mandater i Folketinget, er næste i rækken.

Hun påpeger, at politiet i Grønland har massive rekrutteringsudfordringer og dårligere lønforhold end danske betjente, og spørger til, om regeringen vil tage ansvar for det.

"Ja, vi har et medansvar, og det skal vi have til at fungere bedre. Det er vigtige pointer at få frem, og det vil justitsministeren adressere," svarer Jesper Petersen (S).

Klokken 10.39: Vermund taler for første gang i Folketingssalen

Formand for Nye Borgerlige Pernille Vermund taler for første gang i Folketingssalen. Hun spørger Jesper Petersen (S), hvor længe regeringen planlægger at vente på en europæisk løsning for et nyt asylsystem. Hun henviser til, at Socialdemokratiet har sagt, at man ønsker at gentænke asylsystemet.

Jesper Petersen svarer, at regeringen er i gang med grundige overvejelser om et nyt asylsystem – blandt andet med andre EU-lande.

Klokken 10.37: Gift ved første blik
Pernille Skipper (EL) bed mærke i, at Jesper Petersen i sin ordførertale refererede til DR's populære datingprogram 'Gift ved første blik', da han talte om Venstres nye ledere, Ellemann og Støjberg.

"Som eksperterne i 'Gift ved første blik' altid minder om: Brylluppet er den nemme del. Det svære starter, når hverdagen rammer," sagde Jesper Petersen.

"Vi har hørt de kække bemærkninger og det skæve smil. Men hvem er gommen egentlig? Hvad står han for," spurgte han.

Klokken 10.36: Alternativet efterlyser svar om Nordsøolien
Alternativets Rasmus Nordqvist genoptager Pernille Skippers spørgsmål til Nordsøolien.

"Jeg synes, S som folketingsgruppe også må have en holdning til det her. Hvornår skal vi slukke for hanen og stoppe med at suge olie op af Nordsøen?" spørger Rasmus Nordqvist.

Jesper Petersen svarer, at man ikke er fast besluttet:

"Inden vi træffer så grundlæggende en beslutning, skal vi have lov til at tænke os om – både som regering og parti. Det handler om store milliardbeløb og arbejdspladser. Men jeg kan forsikre Nordqvist om, at vi har de samme klimabriller på."

Klokken 10.32: Søren Pape Poulsen kritiserer planer om hævet arveafgift

Søren Pape Poulsen (K) spørger, hvorfor regeringen lægger op til at hæve bo- og arveafgiften for generationsskifte i private virksomheder. Han spørger, hvorfor regeringen ønsker at hive penge ud af familieejede virksomheder – og dermed dræne dem for kapital – for at putte dem i statskassen.

Jesper Petersen (S) svarer, at Socialdemokratiet kun finder det rimeligt, at man beskatter nye ejere for den værdi, der er i den virksomhed, de overtager ejerskabet af.

Klokken 10.29: S bliver presset på spørgsmålet om Nordsøolien
Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, spørger Jesper Petersen, hvad Socialdemokratiet mener om at stoppe den ottende udbudsrunde for olieudvinding i Nordsøen.

Jesper Petersen svarer, at det er en beslutning, som regeringen vil overveje grundigt.

Klokken 10.25: Jacob Mark efterlyser penge til minimumsnormeringer 
Jacob Mark (SF) spørger Jesper Petersen (S), hvorfor regeringen ikke har afsat en eneste krone på finansloven til at finansiere minimumsnormeringer i dagsinstitutionerne.

Jesper Petersen henviser til de 2,1 milliarder kroner, der er afsat i forhandlingsreserven, som regeringen i drøftelse med støttepartierne vil prioritere – for eksempel på minimumsnormeringer, hvis der er enighed om det. Derudover henviser han til den aftale, regeringen har indgået med kommunerne, hvor man har sendt flere penge til kommunerne.

Klokken 10.22: Hvorfor sparer S på uddannelse?
Radikales leder Morten Østergaard stiller spørgsmål til S. Radikale har været glade for, at S har sagt, de vil satse på uddannelse.

"Men vi var lidt overraskede over det finanslovsudspil, der kom fra regeringen i går. Det var ikke lige det, vi havde drømt om. Der var besparelser på folkeskolerne, på de frie skoler og på de samfundsvidenskabelige og de humanistiske uddannelser. Så: Skal man satse eller skal man spare på uddannelse? Hvad er socialdemokraternes politik egentlig, når det kommer til uddannelse?"

"Vi skal satse på uddannelse," svarer Jesper Petersen.

Han argumenterer med, at regeringen lægger op til at stoppe de besparelser – det såkaldte omprioriteringsbidrag - der har været på uddannelse under V-regeringen.

Det er ikke godt nok, mener Østergaard.

"Hvis befolkningen skal have tillid til os, så skal der være en sammenhæng mellem det, vi skriver ned i forståelsespapirer og det, vi siger, vi vil gøre, og det vi gør. Vi vil ikke spare på uddannelse og lægge stemmer til det," siger han.

Klokken 10.18: Kristian Thulesen Dahl spørger til Arne
Kristian Thulesen Dahl (DF) spørger Jesper Petersen, hvornår regeringen vil fremlægge en konkret model for differentieret pensionsalder.

Jesper Petersen fortæller, at der til foråret vil ligge en model for ret til tidlig pension for nedslidte på bordet til foråret. Han opfordrer Dansk Folkeparti til at stille deres mandater til rådighed i en forhandling.

Klokken 10.14: Hvornår sparer S på konsulenterne, spørger V
Sophie Løhde (V) spørger, hvorfor regeringen ikke har indregnet konsulentbesparelser i dens finanslovsforslag. Hun henviser til, at Socialdemokratiet i valgkampen lovede at spare i alt tre milliarder kroner på konsulentforbrug i det offentlige.

Jesper Petersen understreger, at det fortsat er regeringens planer at spare på konsulenter i det offentlige.

Klokken 10.08: Jesper Petersen er på talerstolen
Socialdemokratiets politiske ordfører Jesper Petersen stiler fra start sin åbningstale til Venstres nykårede formand Jacob Ellemann-Jensen og efterspørger, hvad han egentlig mener om klimaet, velfærden og udlændingepolitikken.

"Ellemann har tidligere været på kant med sit nuværende parti på grund af tonen i udlændingedebatten. Mener han stadig det? Og efter først at have underfinansieret velfærden i en årrække, foreslog Venstre et velfærdsløfte på 69 mia. kr. til danskerne. Men også her har Jacob fået uld i mund. Så hvad mener han egentlig?" spørger Jesper Petersen retorisk fra talerstolen og fortsætter:

"Jacob Ellemann bedyrer som noget nyt, at Venstre skal være rasende ambitiøse på klimaområdet. Alligevel bakker han ikke op om co2-reduktionsmålet på 70 procent i 2030. Så hvad mener han reelt om klimaet i dag?"

Klokken 10.02: Stedfortræder for Sass godkendt
Henrik Sass Larsens stedfortræder, Tanja Larsson (S), er godkendt af et flertal i Folketinget.

Klokken 10: Velkommen til Altingets livedækning af Folketingets åbningsdebat
Godmorgen og velkommen. 

I dag, torsdag den 3. oktober 2019, samles folketingsmedlemmerne til den årlige maratondebat i forbindelse med åbningen af Folketinget. 

Mødet begynder officielt klokken 10.00.

Første punkt på dagsordenen er en indstilling fra Udvalget til Valgs Prøvelse, hvor Tanja Larsson (S) skal godkendes som stedfortræder som ordinært medlem for Henrik Sass Larsen (S), efter at han nedlagde sit mandat i september. 

I dag skal en række politiske ordførere og partiledere holde tale i Folketinget. Det drejer sig om følgende: 

  • Jesper Petersen, politisk ordfører for Socialdemokratiet
  • Jakob Ellemann-Jensen, partiformand for Venstre
  • Søren Pape Poulsen, partiformand for Konservative
  • Kristian Thulesen Dahl, partiformand for Dansk Folkeparti
  • Morten Østergaard, politisk leder for Radikale
  • Pia Olsen Dyhr, partiformand for SF
  • Pernille Skipper, politisk ordfører for Enhedslisten
  • Alex Vanopslagh, partiformand for Liberal Alliance
  • Rasmus Nordqvist, politisk ordfører for Alternativet
  • Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige

Du kan læse en plan for, hvordan åbningsdebatten forløber her

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jesper Petersen

Udenrigs- og udviklingsordfører (S), formand for Folketingets Skatteudvalg, fhv. minister
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2007)

0:000:00