Analyse af 
Erik Holstein

Løkkes rokade bliver ingen gamechanger

ANALYSE: Den lille rokade ændrer kun marginalt ved regeringens chancer for genvalg, men udskiftningen af Esben Lunde med Jakob Ellemann understreger Løkkes forsøg på at tegne en grønnere profil. Ellemann bliver svær at erstatte som politisk ordfører.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Erik Holstein

Mette Frederiksen (S) er fortsat favorit til at vinde næste valg. Det var hun i går, og det er hun efter dagens ministerrokade, der hverken har omfang eller indhold til at ændre ved styrkeforholdet.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) valgte den minimalistiske løsning, hvor der ikke blev rokeret internt mellem ministrene. Løkke begrænsede sig til de bundne opgaver med at finde erstatninger til de to fratrådte ministre og til den afgående gruppeformand Søren Gade (V).

Absolut ingen havde gættet på iværksætteren Tommy Ahlers som ny uddannelses- og forskningsminister, mens det til gengæld var ventet, at Jakob Ellemann-Jensen omsider blev belønnet for sin overbevisende indsats som politisk ordfører.

Nyt image
Dermed får regeringen et es som miljø- og fødevareminister i stedet for den afgående minister Esben Lunde Larsen (V), der var kendt for sine legendariske bundplaceringer i ministermålingerne.

Skiftet passer fint med VLAK-regeringens forsøg på at tegne en grønnere profil efter nogle år med en nærmest demonstrativ prioritering af landbrugsinteresser frem for miljøinteresser. Men der er meget langt hjem for regeringen på de grønne områder, og der skal en drastisk ændring af politikken til, før Løkke kan gøre sig håb om at få del i de grønne stemmer.

Jakob Ellemann appellerer til nogle af de storbyvælgere, som Venstre har det så svært med. Men en politisk ordfører er normalt langt mere synlig end en miljø- og fødevareminister, så der er også ulemper ved at gøre den mediestærke Ellemann til minister.

Det jyske bagland
Eva Kjer Hansen (V) appellerer til et helt andet segment end Ellemann. Hendes base er det jyske landbrugsområde, der også var Esben Lunde Larsens base. Det er et område, hvor Løkke selv står svagt, og her har han brug for typer som Kjer og Lunde.

Alligevel er valget af Eva Kjer Hansen som minister for fiskeri og ligestilling bemærkelsesværdigt. Eva Kjer har ikke været udpræget loyal, siden hun måtte gå af som miljø- og fødevareminister, eksempelvis var hun parat til at bryde partidisciplinen og stemme mod tildækningsforbuddet. Og det bliver interessant at se, hvordan hun vil arbejde sammen med Konservative, der reelt fyrede hende som minister for to år siden.

Tvivlsomme erfaringer
Den politisk ukendte Tommy Ahlers kan være et frisk pust som uddannelses- og forskningsminister, selvom det altid er en satsning at udnævne en politisk amatør til minister. Det er ikke, fordi historien flyder over med succesrige fortilfælde, og under alle omstændigheder har Ahlers slet ikke Søren Pinds (V) politiske tyngde.

Karen Ellemann (V) har været en populær minister, og hvis hun som ventet bliver valgt til ny gruppeformand, får Venstre en ganske anden type på posten end forgængeren Søren Gade. Det er svært at se Karen Ellemann knække fingre på genstridige gruppemedlemmer, men hun er vellidt, og hun regnes ikke for at tilhøre en fastlåst fløj.

Samlet set giver regeringsrokaden nogenlunde balance mellem plusser og minusser, og den bliver på ingen måde en gamechanger. Men det gør rokader sjældent.

Uden effekt
I sin sidste periode som statsminister skiftede Poul Nyrup Rasmussen (S) ministre i et rasende tempo, uden det fik nogen positiv effekt, da valget kom. F.eks. sad der i løbet af et enkelt år tre forskellige sundhedsministre, men alligevel blev sundhedsområdet ved med at være et kritisk punkt for SR-regeringen helt frem til valget i 2001.

Anders Fogh Rasmussen (V) brugte indsættelsen af Connie Hedegaard (K) som miljøminister til at signalere en ny linje. Fogh ville korrigere kursen, fordi VK-regeringen var kommet ud af trit med vælgernes mere miljøbevidste holdninger. Lidt i stil med den ændring, VLAK-regeringen forsøger nu. Det eliminerede for en tid et af oppositionens angrebspunkter, men det var helt andre ting, der afgjorde valget i 2005.

Kortsigtet gevinst
Indskiftningen af Thorkild Simonsen (S) som indenrigsminister i 1997 er det eneste eksempel fra nyere tid, hvor en ministerudskiftning kan have skubbet de sidste nødvendige stemmer over til den siddende regering.

Simonsen var i modsætning til forgængeren Birte Weiss (S) en udlændingepolitisk strammer, og skiftet blev udlagt, som om SR-regeringen havde forstået bekymringen hos vælgerne. Et halvt år senere genvandt Nyrup magten med det yderste af neglene. Men Simonsens indsættelse var mest kosmetik, og regningen kom i 2001.

En ministerrokade får kun afgørende effekt, hvis den kombineres med et konsekvent politisk skifte, og det er Løkkes lille rokade ikke i nærheden af.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00