Vælgerne: S-ledet regering er bedst til grøn politik

MÅLING: Flest danskere ser en Socialdemokratisk regering som bedst til at håndtere miljø- og klimapolitik. Også mange blå vælgere. "Den borgerlige regering er kommet bagefter på den grønne dagsorden," mener den politiske kommentator for Altinget. 

Foto: Anita Graversen / Ritzau Scanpix
Freja Søgaard

En regering ledet af Socialdemokratiet vil være bedst til at håndtere den grønne politik.

Det siger et flertal af vælgerne i en ny Norstat-måling. Her sætter 50 procent af vælgerne deres grønne tiltro til Socialdemokratiet, mens blot 22 procent tilslutter sig en borgerlig ledet regering. 28 procent har svaret ”ved ikke”.

Erik Holstein, politisk kommentator for Altinget, mener, at den omdiskuterede landbrugspakke kan være en del af grunden.

”Den borgerlige regering er kommet bagefter på den grønne dagsorden. På miljøområdet kaster landbrugspakken lange skygger, fordi den førte til en langt større udvaskning af kvælstoffer end påstået,” siger han og fortsætter:

Den borgerlige regering er kommet bagefter på den grønne dagsorden

Erik Holstein
Politisk kommentator for Altinget

”I klimapolitikken blev regeringen beskyldt for ikke at være ambitiøs nok af den daværende formand for Klimarådet, som klimaministeren derefter udskiftede. Kedelige sager, der underminerer den grønne profil.”

LA har prioriteret landbruget længe
Det er ikke kun rød bloks vælgere, der ser en Socialdemokratisk regering som bedst til at håndtere miljø- og klimapolitik. Både et snævert flertal af Konservative og Liberal Alliances vælgere peger også på den røde regering som bedst til det grønne politikområde.

Ifølge Holstein kan det skyldes, at Liberal Alliance i lang tid har prioriteret landbrugets interesser over miljøet.

”Partiet var ikke ligefrem i front på klimadagsordenen. Men LA har forsøgt at revidere politikken i mere grøn retning. Det er klogt af dem, for LA har mange unge vælgere, der tit lægger stor vægt på miljø og klima,” siger han.

Når det kommer til Konservative fortæller Holstein, at partiet længe har forsøgt at slå sig op som det grønne parti i blå blok.

0:000:00