Martin Lidegaard: Corona handlings­lammer dansk politik uden grund

KOMMENTAR: Den største omkostning ved corona kan blive den politiske handlingslammelse på alle andre områder, skriver Martin Lidegaard.

Alt handler om corona. Du kan ikke åbne en avis eller noget andet medie, uden at covid-19 springer dig i hovedet.

Nye og gamle analyser, tal og fortællinger vendes og drejes i en uendelighed. Møder man endelig en nabo eller en glemt ven, er temaet også corona. Borgen og det politiske liv er størknet i corona.

Og det er selvfølgelig ikke så underligt. Vi deltager alle i en historisk nedlukning af Danmark. Det må og skal fylde. Problemet er bare, at resten af historien ikke står stille.

Alle de udfordringer, som vi stod med før corona, er ikke forsvundet. Tværtimod. Flere af dem vil slå endnu hårdere igennem, i takt med at samfundet – forhåbentlig – åbner. 

Derfor burde dansk politik for længst være i omdrejninger igen. Og forstå mig ret: Jeg mener rigtig politik. Det er klogt, at Folketinget har besluttet at skrotte striben af ligegyldige samråd, beslutningsforslag og mindre tilpasninger af eksisterende love frem til sommer. Dem vil ingen næppe savne.

Men den vigtige politik, den politik, der skal tilpasse og ruste den danske model til nye tider, kan ikke vente. Og her burde intet være til hinder for at komme i gang.

Embedsapparatet er intakt og arbejder på fuld skrue hjemmefra. Politikerne burde gøre det samme. Ingen tvivl om, at der arbejdes solen sort i Statsministeriet, Finansministeriet og de direkte virusberørte ressortministerier.

Men resten af regeringen og Folketinget står bomstille. Uden grund. Om lidt er der kun to måneder tilbage af den forlængede politiske sæson, og derefter risikerer alt at stå stille til næste finanslov. Medmindre vi beslutter noget andet, og det bør vi.

Mindst tre områder presser sig på.

For det første har et samlet Christiansborg garanteret danskerne handling på klimaområdet. Det kan vel være, at corona vil ændre på de virkemidler, som vi kan og skal anvende, men målet må stå intakt, og det haster med at få vedtaget en klimahandlingsplan.

Det burde ingenlunde være umuligt, som jeg har vist i mit tidligere bud på en plan. Klimaet venter ikke, ligesom både erhvervsliv og borgere har krav på at vide, hvad de har at holde sig til.

Klimaindsatsen er ikke en bagatel i dansk økonomi. Det bliver en fundamental faktor de kommende år, som industri og landbrug selv så flot har lagt op til.

Derfor bør de kende deres rammebetingelser hurtigst muligt. Læg dertil, at også den europæiske klimaindsats tilrettelægges i disse måneder. Skal Danmark have medindflydelse, er det nu.

For det andet står vi over for en markant større arbejdsløshed, der igen vil gøre den største svaghed i den danske model åbenlys.

Der er stadig – efter 70 års velfærdsstat – over 20 procent af de unge, der ikke får gennemført en ungdomsuddannelse, og mellem 10 og 20 procent af voksne danskere, der ikke er tilknyttet arbejdsmarkedet.

Når økonomien får et slag, er det altid de mindst uddannede og svageste grupper, der rammes hårdest. Hvordan får vi grundlæggende reformeret hele værdikæden inden for uddannelsessystemet fra ABC til ph.d., så flere unge kan få chancen?

Og hvordan indretter vi et mere enkelt skattesystem, der inviterer alle til deltagelse på arbejdsmarkedet? De spørgsmål vil for alvor trænge sig på, når coronakrisen letter.

Hvilket fører til den tredje faktor: Den ekstreme situation med corona har også udstillet den demografiske udvikling, det voksende antal ældre og de mange nye teknologiske muligheder, der lægger et gevaldigt pres på vores universelle sundhedssystem, ældrepleje og pensionssystem.

Hvert år pumper vi politikere flere midler i den offentlige sektor og forlanger stadigt mere af vores offentlige medarbejdere. Alligevel vælger stadigt flere velstillede danskere flere private ydelser til, fordi de ikke har tillid til, at den offentlige sektor kan levere.

Problemet er strukturelt og handler både om, at vi grundlæggende ikke har tilpasset vores økonomi til de nye tider og den voksende forsørgerbyrde – og derudover bruger pengene forkert på alt for meget bureaukrati og kontrol. Det er alle politikere enige om, og dog har vi ikke formået at gøre noget ved det. 

Så der er nok at tage fat på, og så har jeg slet ikke nævnt udligningsreformen, en ny europapolitik, hele det udenrigspolitiske område og meget, meget andet.

Skulle vi så tage at komme i gang?

-----

Martin Lidegaard (født 1966) er folketingsmedlem for Radikale Venstre og formand for Udenrigspolitisk Nævn. Han er tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger. Lidegaard har desuden tidligere været formand for den grønne tænketank Concito. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Benny Damsgaard: Grønne investeringer kickstarter ikke økonomien Benny Damsgaard: Grønne investeringer kickstarter ikke økonomien Næste artikel Mattias Söderberg: Rige lande må ikke glemme de katastroferamte ulande Mattias Söderberg: Rige lande må ikke glemme de katastroferamte ulande
Forskningsminister: ”Nu binder vi os til den grønne mast”

Forskningsminister: ”Nu binder vi os til den grønne mast”

INTERVIEW: Forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen har talt for at få mere politisk kontrol med fordelingen af forskningsmidlerne. Den skal skubbes i en grøn retning, mener hun og regeringen. Nu siger hun, at hun også vil følge mere med i, om pengene så kommer ud og gøre gavn for den grønne omstilling. Hvis ikke, skal der sadles om fra politisk side.