Martin Lidegaard: Frygten for en oste­klokkeeffekt i dansk klimapolitik er rigtig og forkert

KOMMENTAR: Høje ambitioner for klimaet herhjemme og et stærkt internationalt engagement for samme er ikke modsætninger, men hinandens forudsætninger, skriver Martin Lidegaard.

I de seneste uger har en del kritiske stemmer fra både erhvervslivet og Folketinget advaret mod en såkaldt osteklokkeeffekt i dansk klimapolitik.

Flere af Danmarks største virksomheder har ført an, mest udtalt ved formanden for Novo Nordisk Fonden, Lars Rebien Sørensen, der blev bakket op på lederplads i flere aviser.

Ifølge kritikerne kan de høje danske klimaambitioner føre til en situation, hvor vi lukker os om os selv og glemmer at kæmpe for klimaet ude i den store verden, hvor det virkelig batter noget.

Ifølge kritikken er der en risiko for, at danske virksomheder bliver overreguleret og stillet dårligere end deres udenlandske konkurrenter, selv om de faktisk relativt set gør det bedre for klimaet.

Derudover risikerer man højere omkostninger ved at tage store reduktioner herhjemme, der kunne fås billigere ude i den store verden.

Endelig påpeges det, at Danmarks egne udledninger af CO2 er så uendeligt små i forhold til resten af verden, at det ikke giver mening med dansk enegang og en kunstig nationalt orienteret kappestrid, mens det egentlig er et stærkere internationalt samarbejde, som situationen skriger på.

Kritikken er forkert – og rigtig.

Forkert, fordi hele Danmarks internationale tyngde på klimaområdet bygger på, at vi selv går foran.

Vores politiske og diplomatiske gennemslagskraft er således 100 procent afhængig af, at vi har selvstændige erfaringer inden for området, både når det handler om regulering, teknologi og systemudvikling.

Det er hamrende svært at gennemføre en grøn omstilling på kort tid, og det er endnu sværere at gøre det omkostningseffektivt. Men det er præcis det, som Danmark har gjort inden for grøn energi, og det er derfor, at EU, Kina, USA og alle de andre store aktører i disse år selv tager initiativ til at høre på vores erfaringer.

Det er kun, fordi vi på ganske få år ene land har reduceret prisen på havvind med 60 procent og i dag har både et af de grønneste og billigste elsystemer i Europa, at vi er interessante og kan påvirke andre.

Hvis vi stopper med ambitionerne nu, vil vores mulighed for at påvirke andre lande forsvinde. Tværtimod er der brug for at presse på for at gå ind i næste fase, hvor vi skal udvikle helt nye måder at bruge den billige grønne el på – for eksempel til flybrændstof – og dermed gå i gang med en tilsvarende ambitiøs omlægning af transport, landbrug og industri.

Det er, som om der stadig i nogle kredse er en opfattelse af, at det bliver ekstremt dyrt for Danmark og forbundet med store omkostninger at gå forrest i den grønne omstilling.

Men alle vores hidtidige erfaringer tilsiger vel, at det ganske rigtigt koster investeringer at gå foran, men at det har vist sig at komme tifold igen, hvis man gennemfører omstillingen klogt og kobler den til resten af verden, som vi ved skal samme vej.

Det fører mig til den del af kritikken, som er rigtig, nemlig at det selvfølgelig er fuldstændig afgørende, at Danmark satser stort og også langt mere på det internationale klimasamarbejde.

En langt mere vidtgående dialog, indsamling af erfaringer og koblinger til andre lande vil gøre det billigere at opnå vores egne mål – ligesom der bør arbejdes langt mere målrettet på at sprede danske landvindinger til resten af verden, hvis det for alvor skal batte noget i den globale reduktion af CO2.

Det kan derfor ikke understreges nok, hvor vigtigt det bliver, at Danmark sætter flere ressourcer af til grønt diplomati. Det gælder i Bruxelles, hvor muligheden for indflydelse er størst, og hvor det europæiske regelsæt i vidt omfang vil definere, om det bliver en omkostning eller en god forretning for Danmark at gå forrest.

Det gælder for det danske myndighedssamarbejde over for verdens vækstlande, hvor Danmark kan få kæmpestore klimapolitiske gevinster, som vi har set i Kina, Mexico, Sydafrika og mange andre lande, men også stor erhvervspolitisk og udenrigspolitisk glæde af satsningen.

Endelig gælder det de internationale klimaforhandlinger, hvor kampen for CO2-reduktioner også er koblet til kampen for tilpasning til de klimaforandringer, som vi ikke kan nå at stoppe, herunder øget klimabistand.

For alle disse indsatser gælder, at det er umådelig glædeligt, at regeringen nu har udnævnt en dygtig og ambitiøs klimaambassadør med et stærkt mandat.

Men det bliver mindst lige så vigtigt, at der afsættes de fornødne ressourcer inden for både udenrigstjenesten, bistanden, Klimaministeriet og andre ressortministerier til at udvikle og udøve det grønne diplomati.

Og her ville det være særdeles velkomment, hvis erhvervslivets kritik kunne skabe eftertanke hos regeringen i de aktuelle finanslovsforhandlinger.

-----

Martin Lidegaard (f. 1966) er folketingsmedlem for Radikale Venstre og formand for Udenrigspolitisk Nævn. Han er tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger. Lidegaard har desuden tidligere været formand for den grønne tænketank Concito. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Carolina M. Maier: Har vi stadig brug for ideologier? Carolina M. Maier: Har vi stadig brug for ideologier? Næste artikel Steen Gade: Løkke-regeringens aflysning af 2020-klimamålet skal ikke ske igen Steen Gade: Løkke-regeringens aflysning af 2020-klimamålet skal ikke ske igen
  • Anmeld

    Jens Voldby Crumlin

    Industriledere og politikeres osteklokke

    Det er absurd når hele diskursen omkring en ambitiøs klimaindsats går på hvor meget det koster og hvad vi kan tjene på det. Det afslører med skræmmende klarhed at budskabet fra klimavidenskaben ganske enkelt ikke er sivet ind i Industriledere og politikeres osteklokke. Så tag dog og læs og FORSTÅ hvad konsekvenserne bliver af fortsat at ignorere klimavidenskaben. Her et lille uddrag fra ingeniørens omtale af den nyeste FN rapport:
    Ifølge forfatterne vil det være ødelæggende for den globale økonomi, biodiversiteten på kloden og vores fødevaregrundlag. Og hvis vi ikke investerer voldsomt i klimabeskyttelse- og tilpasning, så styrer vi direkte mod krig og ustabilitet, lyder det i rapporten.
    https://ing.dk/artikel/ny-fn-rapport-verden-styrer-mod-temperaturstigning-paa-langt-15-grad-230484

  • Anmeld

    Allan Christensen · Kemiingeniør

    Vækst - og disrespekten over for alle, der har ydet en indsats for at begrænse denne og dens forventede ødelæggende konsekvenser for klimaet, biodiversiteten og vore efterkommeres fremtidsudsigter.

    Det er en ulykke af dimensioner, om det mod forventning skulle vise sig at pesticider og anden traditionel udviklet ny teknologi ikke har bidraget til en økologisk mindre uansvarlig produktion - og til at vi på så kort tid har kunnet få så mange lønforhøjelser, dyrtidsportioner, ekspansive finanslove, vækststimulerende tiltag, grønne omstillinger og cirkulære økonomier med så uventet få ødelæggende konsekvenser for klimaet, biodiversiteten og vore efterkommeres fremtidsudsigter.