Martin Lidegaard: Sådan får klimahandlingsplanen et Joachim von And-perspektiv for erhvervslivet

KOMMENTAR: Med tsunamien af engagerede partnerskaber og rapporter bør det være muligt at samle Folketing, erhvervsliv og civilsamfund om klimahandlingsplanen, skriver tidligere klimaminister Martin Lidegaard (R).

Allerførst: Af hjertet tak til Klimarådet, til erhvervslivets partnerskaber, til Energinet og til mange, mange andre for deres fantastiske engagement og værdifulde arbejde.

I har alle bidraget til at gøre den politiske opgave lettere, når vi nu skal finde 19 millioner ton CO2-reduktion for at nå 70 procents reduktion i 2030.  

Den opløftende konklusion på tværs af alle rapporter er, at det er muligt, at det er til at betale – og at det har et Joachim von And-agtigt stort perspektiv for dansk erhvervsliv.

Der er altså ikke tale om en omkostning, hvis vi gør det intelligent, men om en nødvendig og attraktiv investering.

Og hvordan skal det så gøres? Her er et groft bud, baseret på det mønster, der tegner sig, når man læser de mange gode bidrag.

Jeg tager udgangspunkt i Klimarådets rapport, herunder deres godt tænkte forslag om at dele en klimahandlingsplan op i en implementeringspakke, som vi vedtager straks dette forår, og en udviklingspakke, som vi bliver enige om at arbejde videre med i samme ombæring.

I strakspakken bør der aftales indsatser inden for følgende områder:

Bygninger, herunder øget energieffektivisering, mere fjernvarme, flere varmepumper, et farvel til alle individuelle oliefyr og til langt de fleste gasfyr i 2030. Her er samfundsøkonomien god, og de fleste danskere vil opleve den samme eller lavere energiregning. Reduceret CO2 vil være 1,5 millioner ton.

El og fjernvarme, herunder sortering og bæredygtig anvendelse af plast i en ny affaldsstrategi, stop for udbygning med yderligere biomasse og indførelse af lovpligtige kriterier for bæredygtighed på eksisterende biomasseanlæg.

Hurtigere udfasning af eksisterende kul (2025) samt minimum 50 procents udfasning af olie og gas i el- og fjernvarmeproduktion. Udfasning af kul i 2025 vil kræve, at vi allerede dette forår beslutter at nedsætte afgiften på overskudsvarme yderligere og en kraftig reduktion eller fjernelse af elvarmeafgiften samt en geotermipakke, alt sammen for at gøre det muligt at etablere forskellige alternativer til kullet i Aalborg, Aarhus og Odense.

For havvind foreslår Klimarådet, at der frem mod 2030 skal udbygges med cirka tre gigawatt havvind ud over det allerede aftalte. Denne udbygning er selve motoren i den grønne omstilling, da den nye grønne el skal erstatte de fossile brændsler i varme og transport.

På sigt skal der bygges endnu mere havvind til produktion af grøn brint og grønne brændsler – en udvikling, som vi også bør tage fat på nu. Kigger man på Energinets indspil, kunne en mulighed derfor være på kort sigt (før 2025) at udvælge nogle strategiske placeringer til mere sol og vind på land – med lokal opbakning – og så på mellemlang sigt satse på etablering af to energiøer i henholdsvis Østersøen (først) og Nordsøen (op til 2030).

Da vores seneste forbindelser til England og Holland har taget otte til ti år at bygge, kræver den vision, at vi meget hurtigt får aftalt de nødvendige udlandsforbindelser. Lykkes det, er perspektiverne til gengæld enorme, både klimapolitisk, geopolitisk og erhvervspolitisk. CO2-reduktion i 2030 vil være 1,7 millioner ton.

For industrien foreslår Klimarådet en reduktion på cirka 25 procents CO2 i 2030 i forhold til i dag. Men i industriens egne partnerskaber er der lagt op til langt større reduktioner gennem energieffektivisering, elektrificering og anvendelse af biogas.

Det gælder både i den almindelige fremstillingsindustri og i den energiintensive industri, der selv påtager sig at finansiere de første 30 procents reduktion. Det bør derfor være muligt at nå i hvert fald 50 procents reduktion med en støttepulje, som foreslået af Dansk Industri selv, og dermed en CO2-reduktion på 4 millioner ton.

For landbruget foreslår Klimarådet at udtage de første 50.000 hektarer kulstofrige lavbundsjorde, mens landbrugspartnerskabet selv lægger op til mere og gør opmærksom på, at også disse yderligere udtag ud over de første 50.000 hektarer er billige med en CO2-skyggepris på cirka 156 kroner per ton – hvis vi vel at mærke uden videre accepterer landbrugets egen prisfastsættelse.

Dertil kommer de ekstra gevinster, som vi får i form af mere natur, færre pesticider, mindre kvælstof i natur og drikkevand og mulighed for mere ekstensiv drift på nogle af de resterende jorde. Derfor bør der samtidig igangsættes et arbejde med at udvikle en langsigtet grøn strategi for landbruget.

Med udtagning af foreløbigt 100.000 hektarer plus ekstra tekniske indsatser i landbruget i forhold til blandt andet foder og gyllehåndtering, kan vi nå en relativ billig CO2-reduktion i samklang med erhvervet på 3,5 millioner ton CO2 inden 2030.

For transport er alle enige om, at den første og vigtigste indsats går gennem flere elbiler. Det vil kræve en aftale herhjemme om at fastholde en lempelig afgiftsstruktur for de første for eksempel 100.000 elbiler, som foreslået af Klimarådet, men også en markant stærkere indsats fra regeringen i EU.

Danmarks kunne være det land, der fremlægger et forslag med krav om elektrisk drive i alle biler i EU fra en bestemt dato og sender det til notifikation i Bruxelles. Det vil ikke være nemt for EU-Kommissionen at afvise det, og flere andre lande (og Europa-Parlamentet) må forventes at være stærkt interesserede.

Det kunne gøre elbilerne markant billigere gennem masseproduktion, ligesom fælles standarder kunne gøre det muligt at køre i bilerne på tværs af Europa. Derudover bør der allerede nu suppleres med mindre offentlige udbud af kørsel på brint og andre avancerede grønne brændsler. CO2-reduktionen vil i alt være på 2,3 millioner ton.

Med disse tiltag kan vi altså nå en CO2-reduktion på cirka 13 millioner ton ud af de 19 millioner ton, som vi skal nå i 2030, og vi når pænt langt allerede i 2025.

Prisen er umiddelbart overkommelig for statens finanser – skønsmæssigt en til to milliarder kroner om året med overgangsstøtte til industrien, køb af landbrugets jorde plus de umiddelbart nedsatte afgifter.

De penge bør kunne findes i foråret ved anvendelse af restmidler fra gamle forlig, råderum og anden finansiering.

Den største økonomiske regning kommer imidlertid frem mod 2030, i takt med at de fossile brændsler fases ud, og staten derfor mister indtægter fra de nuværende grønne afgifter.

Dette tabte provenu vil skulle indtænkes i udviklingspakken, der skal give de sidste seks millioner ton CO2-reduktion, og hvis køreplan også skal lægges fast i klimahandlingsplanen i foråret med henblik på senere implementering:

I indeværende år fremlægger regeringen en samlet plan for udvikling og tilpasning af det danske elnet til vedvarende energi på land, varmepumper og elbiler. Det vil sige både transmission, distribution og ladestandere.

Denne plan skal først føre til en politisk aftale og senere en aftale med energibranchen og systemansvaret om den nødvendige udbygning og de økonomiske vilkår herfor.

Planen finansieres over tarifferne og behøver med intelligent planlægning ifølge energipartnerskabet ikke samlet føre til højere tariffer i forhold til status quo, fordi mængden af strøm samtidig forøges markant.

Det besluttes at gennemføre en grøn skattereform. I forlængelse af anbefalingerne fra den nedsatte kommission om bilafgifter fremlægger regeringen derfor i efteråret et forslag til en tilpasning af skatter og afgifter til at understøtte det nye klimamål.

Afgiftsreformen skal som minimum indeholde en tilpasning af bilafgifterne og en finansiering af det langsigtede provenutab som følge af strakspakken, men den skal også indeholde et scenarie for indfasning af en mere enkel afgiftsstruktur i form af en CO2-afgift, som foreslået af blandt andet Klimarådet.

Også muligheden for afgift på biomasse vurderes. Partierne forpligter sig på, at pakken skal sikre en effektiv vej til klimareduktioner, social balance, en fortsat stærk konkurrenceevne og et samlet set hverken større eller mindre skattetryk end før.

Der fremlægges i efteråret en samlet analyse og plan for fremtidens gas. Det vil sige udbygningen af biogas og anvendelse af naturgasnettet, når en stor del af naturgassen forsvinder.

I dag bruger vi cirka 2,5 milliarder kroner om året i støtte til at producere 22 PJ-biogas, heraf en stor del til opgradering til naturgasnettet. Dette tal forventes at stige til cirka 3,5 milliarder om året til 30 PJ inden for det produktionsloft, som vi allerede har lovgivet om.

Hvis vi skal følge anbefalingerne fra blandt andre Klimarådet om væsentlig mere biogas, kan støtten nå helt op til seks milliarder kroner om året. Det er mange penge. Derfor skal vi se nøje på, hvordan det kan blive billigere.

Udbud er nødvendigt. Meget tyder også på, at biogas om få år vil kunne bruges til produktion af grøn metanol med betydeligt nedsat behov for støtte. Derfor kunne en vej frem være at indføre tilskudsmæssig ligestilling inden for det produktionsloft, som vi har aftalt, så den støtte, som ellers ydes til biogas, der opgraderes og afsættes til naturgasnettet, også vil kunne opnås, hvis biogassen leveres direkte til produktion af grøn metanol eller andre PtX-brændstoffer.

Under alle omstændigheder aftales det, at regeringen primo 2021 fremlægger en egentlig brintstrategi med en køreplan for skalering af forskellige former fra brintbaserede brændsler fra ren brint til P2X-former baseret på CCU – opsamling og genanvendelse af CO2 – herunder hvordan man bedst får startet en efterspørgsel, en effektiv produktion samt distribution med forskellige fyrtårnsprojekter i den offentlige efterspørgsel, i industrien og i transporten. Brint skal op i skala for at komme ned i pris.

Regeringen fremlægger også i 2021 en dansk strategi for udvikling af CCS. Det vil sige opsamling og lagring af CO2, der blandt andet vil kunne få den energitunge industri det sidste stykke vej til klimaneutralitet og vil kunne anvendes til større biomassefyrede kraftværker og affaldsværker. Der skal identificeres de første fyrtårnsprojekter samt forskning og demonstration på tværs af sektorer.

Som det fremgår, er der ikke nogen enkel vej til 70 procents CO2-reduktion. Men det er faktisk muligt, hvis vi tør lægge de ideologiske barrierer til side og koble en ny intelligent planlægning af vores energisektor med en enkel, effektiv og markedsorienteret afgiftsreform. Ingen af delene kan undværes. Det står klart med det materiale, som vi har til rådighed nu.

Til gengæld vil investeringen blive overkommelig og den mulige gevinst enorm i form af et bedre klima, teknologiudvikling i danske virksomheder, eksport af grøn el til Europa og systemeksport til alle andre dele af verden.

Lad os så komme i gang.

-----

Martin Lidegaard (født 1966) er folketingsmedlem for Radikale Venstre og formand for Udenrigspolitisk Nævn. Han er tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger. Lidegaard har desuden tidligere været formand for den grønne tænketank Concito. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Mattias Söderberg: Corona må ikke få os til at glemme Madrid-pagten Mattias Söderberg: Corona må ikke få os til at glemme Madrid-pagten Næste artikel Steen Gade: Landbruget er vort smertensbarn Steen Gade: Landbruget er vort smertensbarn
  • Anmeld

    Henning Bo Madsen · Formand Vestjyllands Energi- og Miljøforening

    Slip de konstruktive folkelige kræfter fri

    Der er brug en kovending i den politiske og administrative praksis og tankegang. Hvis det sker, så kan mål på energiområdet og transportområdet nås meget hurtigere end "eksperter", politikere og administratorer tror. Systemet skal omstilles til at arbejde med borgere, som vil investere tid og penge i grøn omstilling og ikke imod forbrugernes aktive deltagelse. Vi vil ikke reduceres til passive og altid betalende forbrugere, der sender penge til ejerne af multinationale selskaber.

    På solcelleområdet skal man blot fjerne alle de barrierer, som siden 2012 er bygget op for etablering af solcelleanlæg hos private og offentlige forbrugere. Private husstande, boligforeninger, kommuner og mulige solcellelav er blevet mødt med en forhindringsbane af barrierer, som har virket afskrækkende. Kun enkle tekniske krav, hurtig og positiv behandling af godkendelser. Simpel model for fast betaling for strøm leveret til nettet f.eks. gennemsnit af seneste 5 års engrospris. Uanset hvor mange penge forbrugerne investerer i produktion af solenergi og evt. tilhørende lagring er det bedre end at de bruger penge på store dyre importerede biler og turistrejser med fly til udlandet.

    Vindmøller på land små og store skal igen tillades forudsat at de er 80% ejet af lokale forbrugere med et begrænset antal andele hver eller af lokale fonde, kommuner, andelsselskaber. Økonomisk gevinst skal blive i området og ikke ende hos fjerne aktionærer eller selskaber i skattely.

    Lyt dog til forbruger- og miljøorganisationer. De vil ikke ødelægge samfundet - de vil forbedre det.