Martin Rossen skifter Statsministeriet ud med Danfoss

NAVNE: Efter ni års samarbejde med statsminister Mette Frederiksen (S) forlader Martin Rossen sin post som særlig rådgiver og stabschef i Statsministeriet. Han skal være senior vice president i Danfoss.

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

En af Slotsholmens mest markante magtskikkelser siger nu farvel til Statsministeriet og dansk politik.

Martin Rossen forlader sin stilling som stabschef og særlig rådgiver i Statsministeriet. Han skal i stedet være senior vice president i Danfoss.

Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Med 44-årige Martin Rossens farvel mister Mette Frederiksen en af sine allertætteste sparringspartnere. Rossen har været en central del af statsminister Mette Frederiksens inderkreds i en lang årrække, hvoraf han i de seneste ni år har haft et tæt samarbejde med hende som særlig rådgiver og stabschef i Socialdemokratiet og senere i Statsministeriet.

“Martin og jeg har kendt hinanden i 25 år, vi er tætte venner, og han har været min nærmeste rådgiver, fortrolige og sparringspartner i de seneste ni år," udtaler Mette Frederiksen i pressemeddelelsen.

Afgørende andel i S-valgsejr
Gennem sit samarbejde med statsministeren har han spillet en afgørende rolle i både ledelsen af Socialdemokratiet op til folketingsvalget og det efterfølgende koordineringsarbejde, da partiet overtog regeringsmagten.

Efter regeringsdannelsen fik Rossen plads i to af regeringens magtfulde udvalg: Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget, hvilket vakte en del opsigt, da det var første gang, en rådgiver fik en plads i de politiske udvalg.

"Martin har en meget stor andel i, at det lykkedes Socialdemokratiet at genvinde regeringsansvaret ved folketingsvalget sidste år, og at regeringen har kunnet sætte en klar politisk retning for vores arbejde. Det kræver en langsigtet strategi, tydelige prioriteter, øget koordination og planlægning – et arbejde, som Martin har både udviklet og igangsat," udtaler Mette Frederiksen.

Rossen var en af dem, der fik en særlig tak, da Mette Frederiksen holdt sin tale, da det stod klart, at Socialdemokratiet havde vundet regeringsmagten ved folketingsvalget.

Dokumentation

Blå bog: Martin Rossen
Født 10. september 1975

2019 – nu: Stabschef, særlig rådgiver for statsminister Mette Frederiksen, Statsministeriet
2015 – 2019: Stabschef for Socialdemokratiet
2014 – 2015: Rådgiver for justitsminister Mette Frederiksen
2011 – 2014: Særlig rådgiver for beskæftigelsesminister Mette Frederiksen
2008 – 2011: Kommunikationsdirektør, Microsoft Danmark ApS
2007 – 2008: Partner og medejer, Radius Kommunikation A/S
2006 – 2007: Afdelingschef, TDC A/S, Koncern Kommunikation
2002 – 2006: Kommunikationsrådgiver og lobbyist, TDC A/S
2001 – 2003: Leder af International afdeling, DUF

Kilde: Statsministeriet.


0:000:00