Massive udsving i ministeriers energibesparelser

RANGLISTE: Ny evaluering af statens energispareindsats viser, at målet stadig er et godt stykke væk. Men også, at de store udsving i ministeriernes energiforbrug i høj grad skyldes mangelfuld data.

Foto: Colourbox
Klaus Ulrik Mortensen

En ny midtvejsevaluering af statens energispareindsats viser, at ministerierne stadig er et godt stykke vej fra at nå målet om en 14 procents reduktion fra 2006 til 2020.

Evalueringen, som er udarbejdet af Cowi for Energistyrelsen, konkluderer, at den gennemsnitlige besparelse på tværs af alle ministerier fra 2006 til 2015 er på 10,4 procent.

Men rapporten viser også, at der er enorme forskelle på indsatsen i de enkelte ministerier.

Eksempelvis præsterer Miljø- og Fødevareministeriet en reduktion i energiforbruget på hele 51 procent. Hvorimod Finansministeriet befinder sig i den anden ende med et dokumenteret forøget energiforbrug på 24 procent.

Ressortomlægninger forstyrrer baseline
Altinget har bedt Energistyrelsen forklare, hvad der forårsager de voldsomme udsving i ministeriernes energispareindsats.

Og det viser sig, at forklaringen er mere oplagt end som så. Faktisk må man i en vis udstrækning konkludere, at sammenligningen på tværs af ministerierne ikke har stor værdi.

Hovedparten af afvigelserne skyldes således, at antallet af bygninger - og dermed også opvarmede og belyste kvadratmeter - har ændret sig markant i nogle ministerier.

Eksempelvis har Finansministeriet overtaget driften af den statslige it i alle de øvrige ministerier. Men i det hele taget er der siden 2006 sket en lang række ressortomlægninger blandt ministerierne. Og da de energimæssige konsekvenser af disse omlægninger ikke er regnet med i midtvejsevalueringen, anbefales det derfor at tage beregningerne med en betydeligt gran salt.

0:000:00