Mattias Söderberg: Et blakket klimarygte tager tid at vaske rent

Klimadebatten har aldrig tidligere været så intensiv, som den er lige nu. Vi er i en positiv situation i Danmark, hvor danskere, organisationer, firmaer og politikere kappes om at blive del af den grønne bølge. Det er godt.

Men når alle verdens lande mødes til klimatopmøder i FN-regi, er det alligevel svært at blive enige om de nødvendige ambitiøse mål og handlinger. Men hvorfor er det sådan?

For at finde svarene er vi nødt til at kigge tilbage i klima-historien.

Klimadebatten begyndte ikke med, at Greta Thunberg satte sig foran den svenske rigsdag. Heller ikke, da foregangslande som Danmark begyndte at vedtage klimalove. Klimadebatten er faktisk meget ældre.

Gennem tiden har der været så mange pæne ord om grøn omstilling og klimastøtte. Alligevel er der ikke sket ret meget.

Mattias Söderberg

Den begyndte, hvis vi holder os til den politiske debat, med et FN-topmøde i Rio de Janeiro i 1992. I Rio blev verdens lande enige om, at klimaforandringerne er en alvorlig trussel, som skal håndteres i fællesskab. Her blev understreget vigtigheden af at igangsætte handlinger og initiativer hurtigst muligt.

Der var mange pæne ord i Rio. Og mange løfter. Men hvis vi kigger på de efterfølgende år, er de fine ord desværre ikke blevet fulgt op af tilstrækkelig handling. Derfor er det ikke gået som ønsket, og det globale udslip er ikke mindsket men derimod øget.

En stor del af begrundelsen for dette er, at mange udviklingslande har oplevet økonomisk vækst og udvikling, og at brugen af gamle teknologier har betydet øgede udslip.

Netop derfor talte man allerede i Rio – for 27 år siden – om behovet for at støtte udviklingslandene ved at sikre en mere bæredygtig vækst og udvikling. Den støtte blev der dog ikke meget af.

Tiden gik, og verdens lande blev ved med at mødes i FN-regi. Hver gang kunne man konkludere, at situationen blev værre, og hver gang blev man enige om, at nu skal vi gøre noget: Det er tid til handling.

Alligevel blev lande, både rige og fattige, ved med at investere i teknologier, der øger udslip, og de rige landes klimastøtte til udviklingslandene … ja, den var stadigvæk svær at se. Det var på trods af, at man på det tidspunkt kun kiggede på udviklingsbistanden og endnu ikke en specifik klimastøtte.

Et konkret finansieringsmål relateret direkte til klimastøtte begyndte først at tage form på FN-topmødet i København i 2009, hvor de rige lande lovede at give 100 milliarder amerikanske dollar per år fra 2020 – ud over udviklingsbistanden, vel at mærke.

Pengene skulle sætte skub i den grønne omstilling og klimatilpasningen i udviklingslande, så de også kunne komme med på den grønne bølge.