Debat

Medlemmer af Ungeklimarådet: Tre nye klimaerhvervsskoler er for uambitiøst

Alle skoler og uddannelser skal være grønne. Regeringen bør hæve ambitionsniveauet for klimaets og de unges skyld. De unge på erhvervsskolerne uddanner sig til at blive nøglen til den grønne omstilling, skriver Carl Emil Lind og Nadia Gullestrup.

Den grønne omstilling og bæredygtighed skal ind på alle skoler, fordi alle elever og lærlinge skal kunne arbejde inden for den grønne omstilling, skriver Carl Emil Lind og Nadia Gullestrup.
Den grønne omstilling og bæredygtighed skal ind på alle skoler, fordi alle elever og lærlinge skal kunne arbejde inden for den grønne omstilling, skriver Carl Emil Lind og Nadia Gullestrup.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Carl Emil Lind Christensen
Nadia Gullestrup
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringen har foreslået, at der etableres tre klimaerhvervsskoler. Klimaskolerne skal være "kraftcentre for den grønne omstilling med fagligt stærke miljøer for grøn omstilling og bæredygtighed".

Det lyder alt sammen meget godt, og vi deler regeringens ambition om at uddanne flere til at bygge den grønne fremtid. Vi er helt enige om, at erhvervsuddannede spiller en central rolle i den grønne omstilling. 

Men vi er ikke enige i regeringens løsning på problemet. Vi tror ikke, at tre nye klimaerhvervsskoler bringer os tættere på mål. Det er uambitiøst.

I værste fald kan det føre til, at færre bliver uddannet til den grønne omstilling. For hvis du laver tre grønne skoler, hvad så med resten? Er de sorte? Og tror vi på, at vi kan tiltrække flere elever til skoler, der får ry for at "uddanne til fortiden"? Svaret er naturligvis nej.

Rekrutteringsproblemer bliver kun større

I virkelighedens verden skal en mekaniker både kunne skrue på tunge dieselbiler og på Teslaer.

Men vil regeringen have, at der er én slags mekanikerlærling, der går på en klimaskole, og en anden slags på en sort fortidsskole?

De eksisterende rekrutteringsproblemer bliver kun større med regeringens forslag, og vi frygter, at det vil være dødsstødet for mange af de mindre erhvervsskoler, der skal være med til at sikre faglærte overalt i landet uanset postnummer.

Det hjælper os ikke i kampen for flere faglærte i klimakampen. Det er der brug for, hvis vi skal føre de teknologier ud i livet, som skal hjælpe os med den grønne omstilling.

Alle skoler og uddannelser skal være grønne

Hvis vi skal have en chance for at håndtere de buldrende klimaudfordringer, er det helt afgørende, at alle mekanikere lærer både at skrue på diesel- og elbiler i løbet af deres uddannelse, så de alle sammen bliver klædt på til at være blandt fremtidens klimakrigere, som kan holde den grønne transport kørende.

Det gælder alle faglærte. Tømrerne skal bygge i mere bæredygtige materialer, og vindmølleoperatørerne skal rejse den ene vindmølle efter den anden.

Kære regering: Lyt til os unge – alle erhvervsskoler har brug for et bredt grønt og økonomisk løft for klimaets skyld

Carl Emil Lind og Nadia Gullestrup
Medlemmer af Ungeklimarådet

Det er en krumtap i vores erhvervsuddannelser, at de er brede uddannelser, der er udviklet i samarbejde med arbejdsmarkedets parter.

Det gør, at eksempelvis tømrerne ikke er uddannet til kun at sætte solceller op, og at de derfor ikke skal starte forfra, når teknologien udvikler sig. Det gør vores arbejdsmarked fleksibelt, så vi kan løse morgendagens udfordringer.

Få bæredygtighed ind på alle skoler

Brede kvalitetsuddannelser er vores løftestang for, at de faglærte bliver ved med at være relevante på arbejdsmarkedet i en grønnere og grønnere udvikling med konstant nye krav til industri, transport og byggeri.

Derfor mener vi, at den grønne omstilling og bæredygtighed skal ind på alle skoler, fordi alle elever og lærlinge skal kunne arbejde inden for den grønne omstilling. Det er nemlig smedenes, vvs'ernes, industriteknikernes og mekanikernes sorte hænder, der skal bygge fremtidens grønne løsninger.

Tre klimaskoler er for uambitiøst. Alle skoler og uddannelser skal være grønne, og alle skoler skal have et løft. Regeringen burde hæve ambitionsniveauet for klimaets og de unges skyld, for de unge på erhvervsskolerne uddanner sig til at blive nøglen til den grønne omstilling.

Kære regering: Lyt til os unge – alle erhvervsskoler har brug for et bredt grønt og økonomisk løft for klimaets skyld.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carl Emil Lind Christensen

Formand, Metal Ungdom, næstformand, DSU, medlem, Ungeklimarådet,
i lære som industriteknikker

Nadia Gullestrup

Forperson, Ungeklimarådet, EU-ungedelegeret, FN
BA, miljøøkonomi (Københavns Uni. 2021), påbegyndt kandidaten i miljøøkonomi

0:000:00