Mellemfolkeligt Samvirke: Klimabistand skal ikke betales af de fattige

Af Tim Whyte
Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke

For et par uger siden talte jeg med en kollega fra Zambia. Hun fortalte, at hele landets energiforsyning er alvorligt udfordret, fordi floderne er ved at tørre ud. Derfor virker Zambias store vandkraftværker ikke længere.

Min kollegas beretning er et godt vidnesbyrd om, at regeringen løber fra regningen med sit forslag om at lade Danmarks udviklingsbistand stagnere og tilmed lade den normale fattigdomsbekæmpende bistand betale for tiltag, der skal afbøde klimaforandringerne i de fattige lande.

For ligesom andre udviklingslande har Zambia ikke alene brug for, at vi hjælper dem med at omstille og tilpasse til klimaforandringer, som de selv stort set intet ansvar har for. De har også fortsat hårdt brug for en økonomisk håndsrækning fra de rige lande i deres kamp mod en lang række fattigdomsorienterede udfordringer, som bliver forværret på grund af klimaforandringerne.

Det er svært at se fornuften i en finanslov, hvor støtten til Afrika skrumper. Det svarer til at spare penge på brandslukningsudstyr, mens skovbrandene udvikler sig lige uden for byen.

Tim Whyte
Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke

De har brug for solidaritet fra Danmark og verdens andre rige samfund, der har skabt de klimaforandringer, der påfører fattige mennesker i fattige lande enorme menneskelige lidelser og økonomiske tab fra tørke, oversvømmelser, voldsomt vejr og tabt landbrug.

Derfor er det både usolidarisk og grænsende til skamfuldt, at regeringen nøjes med at fastholde den danske udviklingsbistand på 0,7 procent af BNI og ovenikøbet vil tage pengene til en planlagt klimabistand fra disse 0,7 procent. På den måde kommer de fattige jo selv til at betale for den katastrofe, vi har påført dem.

Løftebrud
Men det er ikke kun usolidarisk. Det er også løftebrud:  På klimatopmødet i København i 2009 lovede Danmark sammen med resten af verden 100 milliarder dollars til at hjælpe de fattige lande med at tilpasse sig klimakatastrofen og omstille til en mere bæredygtig udvikling, end den, vi selv har gennemført.

Det skulle være nye penge, ud over udviklingsbistanden. Danmarks fair andel af løftet er fem milliarder kroner om året, og selvom vi hepper på regeringens ambitioner om at løfte den såkaldte grønne udviklingsbistand, så rækker de 600 millioner kroner, som regeringen foreslår i finanslovsudspillet ikke langt – slet ikke da pengene tages fra de midler, der er afsat til fattigdomsbekæmpelse.

Men, men, indvender regeringen, der er jo mange prioriteter, der skal tilgodeses i en finanslov. Enig, det har jeg fuld forståelse for, og ja, Afrika virker langt væk i forhold til vuggestuer og hospitaler her i Danmark.

Men er der noget, verdens to store og sammenhængende kriser – klimakrisen og den voksende ulighed – har lært os, så er det, at verdens lande er som forbundne kar. At Afrika kommer tættere og tættere på. Konsekvensen af manglende tilpasning og omstilling i Afrika bliver mærket i Danmark og Europa i de kommende år.