Mellemfolkeligt Samvirke sætter klimaaktivist i front for foreningen

NAVNE: Hun forsker i aktivisme og er selv klimaaktivist. Nu er Stine Krøijer valgt til at stå i spidsen for Mellemfolkeligt Samvirke og vil arbejde for, at indsatsen mod ulighed og støtten til sociale bevægelser styrkes.

Stine Krøijer på feltbesøg i Ecuador i 2016. Nu er hun forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke.
Stine Krøijer på feltbesøg i Ecuador i 2016. Nu er hun forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke.Foto: Mike Kollöffel/Mellemfolkeligt Samvirke
Birgitte Søe

Mellemfolkeligt Samvirke har fået en ny forkvinde for medlemsforeningen, og valget er faldet på Stine Krøijer.

Den nye forkvinde vil arbejde for at øge indsatsen mod uligheden, der er en del af klimakrisen. Derudover skal støtten til sociale bevægelser og unges politiske aktivisme styrkes. 

Stine Krøijer overtager posten fra Helle Munk Ravnborg, der har været forkvinde i foreningen gennem de seneste seks år.

Det skriver Mellemfolkeligt Samvirke i en pressemeddelelse.

Mellemfolkeligt Samvirkes øverste beslutningsorgan, Rådet, udpegede den nye forkvinde på et møde i weekenden 24.-25. maj. 

Forsker og forkvinde
Stine Krøijer er lektor i antropologi på Københavns Universitet, hvor hun blandt andet forsker i unge, politisk aktivisme samt klima- og miljøkonflikter i Latinamerika og Danmark. 

”Organisationen har gennem de seneste år haft et vigtigt fokus på ulighed og diskrimination, senest med en flot koncert for mangfoldighed på Rådhuspladsen. Jeg vil være med til at udvikle organisationens arbejde omkring bæredygtig økonomi – altså hvordan sociale bevægelser nedefra kan skabe svar på udfordringerne omkring ulighed og bæredygtighed,” forklarer Stine Krøijer.

Det er ikke kun Stine Krøijer, der glæder sig over den nye konstellation. Også generalsekretæren for Mellemfolkeligt Samvirke, Tim Whyte, glæder sig til, at samarbejdet begynder. 

”Det er et enormt stærkt kort for Mellemfolkeligt Samvirke, at Stine Krøijer nu som forkvinde skal være med til at styrke vores fokus på at støtte op om de unge, der allerede er på gaden i arbejdet med de afgørende kriser, verden står over for – herunder klimakrisen,” siger Tim Whyte i pressemeddelelsen. 

0:000:00