Michael Kristiansen: Alt er vendt på hovedet efter klimavalget 2019

KOMMENTAR: De unge og de venstreorienterede har sat klimaet på den politiske dagsorden i en grad, så det er blevet vigtigste politiske pejlemærke. Socialdemokratiet nåede at omfavne klimaet i tide, mens Venstre står tilbage på perronen, skriver Michael Kristiansen.

Danmark spiller lige nu en dominerende rolle på FN's topmøde om klima og energi. Regeringens målsætning om 70 procents reduktion af CO2 er globalt enestående, regnemodellerne er under forandring i Finansministeriet, erhvervslivet omfavner statsministeren, og selv Dansk Folkeparti er blevet "klimatosser".

Alt er vendt på hovedet, ingen ved præcist, hvordan det skal lade sig gøre, men engagementet er enormt, og ve den, der ikke spiller positivt med.

Politisk er det hele sket på ganske få måneder, og folketingsvalget 2019 ser ud at blive lige så skelsættende og politisk definerende som folketingsvalget i 2001. Og det allermest interessante er, at det slet ikke stod i de politiske drejebøger. Æren for den politiske klimarevolution er alene de unges, aktivisternes og det folkelige pres, det medførte, som helt erobrede valgkampen og sendte ikke mindst Dansk Folkeparti ud i en politisk dødsspiral.

Dermed er kontrasten til 2001 også afgørende. Her var der helt klart også tale om et folkeligt pres og opgør, der manifesterede sig i Venstres og Anders Fogh Rasmussens jordskredssejr, men opgøret havde ulmet i mange år, og udlændingespørgsmålet var allerede en vigtig og voldsom politisk kampplads.

Klimaspørgsmålet havde slet ikke haft samme politiske tyngde, før det lige pludselig eksploderede i foråret 2019 og ændrede den politiske diskurs fundamentalt.

Som en ellers normalt politisk funky kommentator og analytiker skrev som overskrift på en klumme i Politiken kort forud for valgudskrivelsen: "Nu skal jeg afsløre en hemmelighed: Folketingsvalget 2019 bliver ikke et klimavalg. Beklager!"

Det blev det så! Og det blev mere end det. Det blev et af den nye regerings mest markante pejlemærker og helt nydefinerende for opbygningen af både regering og centraladministrationen.

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) er placeret helt centralt og langt mere magtfuldt end nogen tidligere minister på dette område. Der er oprettet et grønt koordinationsudvalg, hvor alle større beslutninger skal ”klima-godkendes”, og finansministeren er gået i gang med at kigge ministeriets udskældte – og gammeldags – regnemodeller efter for at få indregnet klimapåvirkninger som et naturligt og relevant element.

Inden valget blev sådanne krav og ønsker mest opfattet som lidt tåget venstrefløjssnak …

Aftalen om 70-procentsreduktionen blev jo rent faktisk indgået mellem Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, mens Morten Østergaard og De Radikale meldte afbud til "delaftaler" uden økonomisk dækning (men partiet var selvfølgelig enig i målsætningerne).

Spørger man de tilstedeværende, er tallet 70 procent så heller ikke resultatet af nogen større videnskabelig eller faglig proces, men først og fremmest udtryk for, at tallet skulle være så højt, at der ikke var tvivl om det unikke ambitionsniveau – og så måtte realismen og den økonomiske side kommer bagefter. Og tak for det. For det er netop det, at ambitionen virker uopnåelig, der er blevet selve drivkraften i målsætningen.

Den politiske fortjeneste for dette er i høj grad venstrefløjens – og ikke mindst Pia Olsen Dyhr og Pernille Skippers. Og selvfølgelig også Radikale. Men igen. At denne aftale blev indgået så hurtigt og smertefrit, skyldes alene det folkelige pres og de unges optagethed af klimaet, som alle politikerne oplevede i valgkampen og derfor kunne og turde levere så ambitiøst på.

Tag bare statsministeren. Der er et stykke vej fra den Mette Frederiksen, som lægger erhvervslivet ned på DI's topmøde i sidste uge med sit overbevisende engagement og overskud i klimaspørgsmålet, og den Mette Frederiksen, der havde mere end svært ved at tage de unge alvorligt, der meget tidligt i valgkampen satte spørgsmålstegn ved partiets røde rosers klimaaftryk. Den fejl ville Statsministeren ikke begå i dag …

I politik er timing altafgørende. Poul Schlüter ramte Tysklands genforening helt skævt, og Venstre overtog hele den politiske frihedsrus efter Murens fald. Nyrup og Socialdemokratiet kiksede totalt på udlændingepolitikken, og partiet drev rodløst rundt i små 20 år, indtil Mette Frederiksen fik stoppet den politiske blødning.

Nu har Frederiksen succesfuldt omfavnet klimasagen, mens Venstre har kæmpet internt og endnu ikke har meldt nogen position ud. På DI's topmøde måtte Troels Lund Poulsen agere "vikar" uden nogen klar vision, og reelt er der jo ingen ledige eller interessante positioner tilbage til Jakob Ellemann-Jensen. Klimatoget har forladt perronen.

Men det er faktisk Venstres egen skyld. For Socialdemokratiet havde netop ikke taget klimasagen til sig, i det omfang regeringen nu gør.

På spindoktor Martin Rossens berømte strategitavle dukkede klima ganske vist op på et tidspunkt som det nye og det mulige fremadrettede projekt, og partiet spillede også ud med et ganske progressivt klima- og miljøudspil i 2018, men det var ikke her valgsejren skulle besejles.

Situationen i Venstre var lidt anderledes. Hensynet til landbruget i den smalle V-regerings tid brændemærkede reelt Venstre gennem hele perioden, på trods af at ikke mindst statsministeren blev mere og mere grøn.

Men nogen vindersag troede man ikke, at dagsordenen kunne blive, og en lille episode fra en reception i Udenrigsministeriet fortæller det meget rammende. Her mødte jeg den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, og vi faldt i snak med forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen – strategerne bag Venstres valgsejr i 2001 og partiets dominans af dansk politik siden.

Jeg forsøgte mig med en stilfærdig påpegning af, at udlændingekortet nok var lidt slidt, og at ikke mindst de unge orienterede sig helt anderledes. Jeg blev nærmest blæst omkuld: Når valget kom, så var alt ved det gamle, det var udlændinge, udlændinge og atter udlændinge.

Det var det så ikke! Det blev et klimavalg.

Det var så heller ikke erhvervslivets fortjeneste. Og det er måske den sidste tanke værd. For statsministeren har jo ret, når hun flere gange i den seneste tid har gentaget og påpeget, at erhvervslivet er langt foran politikerne på klimadagsorden.

Erhvervslivet har så bare glemt, eller har ikke formået, at fortælle om danske virksomheders investeringer, ansvar, opfindelser og udvikling. Men det er vist også slut nu, hvor DI's topmøde med hippiesang og tårnhøje ambitioner og målsætninger har forpligtet erhvervslivet til investeringer og ansvar, og pensionskasserne lover svimlende milliardinvesteringer.

Men æren for at klima bliver de kommende årtiers politiske pejlemærke er de unges og de rødes.

-----

Michael Kristiansen (f. 1962) er journalist og tidligere pressechef i partiet Venstre og tidligere særlig rådgiver for daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. Han er medvært i programmet Tirsdagsanalysen på TV 2 News og driver kommunikationsbureauet Kristiansen+Partners. 

Forrige artikel Pelle Dragsted: Radius-salg markerer et opgør med 25 års privatiserings-iver Pelle Dragsted: Radius-salg markerer et opgør med 25 års privatiserings-iver Næste artikel Nikolaj Saadat: DI er ikke regeringens grønne ven Nikolaj Saadat: DI er ikke regeringens grønne ven
  • Anmeld

    Bente Petersen · Direktør Detox Consult IVS

    Efter valget

    yep toget er gået... når sådan noget sker some beskrevet ovenfor... er det aldrig planlagt... Men sker når folk med godt udviklet sans for hvad der skal til for at få gang i en masse gode ting, ikke bare for dem selv men for os alle... når de kommer til... det er en sjældent at finde nogen der evner det... men Mette Frederiksen evner det .. hun har ønsket om at Danmark skal være endnu bedre at leve i... for danskerne... man kan se at hun kan lide mennesker... hun er organisatorisk dygtig ... hun taler ordentligt til alle, ikke ned men med... også dem hun er uenige med.. hun er ikke bange for at indse sine fejl og lære af dem, skifte mening... hun er dygtig til at samarbejde.. og hun kan begejstre... alt det er ikke almindeligt i en politkker... så lad os være glade for vi har fået sådan en pige som statsminister !!! Og lad os håbe hun bliver ved med at være sådan en god og inspirerende leder af Danmark.