Miljøorganisation til 3F og IDA: Gør alvor af de gode intentioner

DEBAT: 3F og IDA ønsker, at fagbevægelsen skal kæmpe for klimaet. Men hvis ikke det skal blive ved de gode intentioner, må de begynde at tage udfordringerne op, skriver Hans Henrik Samuelsen fra PLAN2B. 

Placeholder image
Fagbevægelsen skal indstille sig på, at der med den bæredygtige omstilling vil være områder, hvor arbejdspladser forsvinder, for eksempel på olieplatforme i Nordsøen.
Foto: /ritzau/NF
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Hans Henrik Samuelsen
Sekretariatsleder, PLAN2B

Per Christensen (3F) og Thomas Damkjær Petersen (IDA) beskriver 10. januar i Altinget, at vejen til det bæredygtige samfund er en holdsport.

De kunne ikke have mere ret, for hvis det bæredygtige samfund skal blive til virkelighed, skal alle med.

Imidlertid står fagbevægelsen over for et dilemma. Et dilemma, som 3F's faglige og politiske grundlag udmærket illustrerer. Et dilemma. som kræver et grundlæggende opgør.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til debat@altinget.dk

I 3F ønsker man at være det fællesskab, der sikrer medlemmernes rettigheder og muligheder for indflydelse på arbejdsmarkedets udvikling. 3F ønsker altså at deltage aktivt i den forandring, verden står over for.

Endvidere skriver forbundet, at man ønsker at udvikle nye produktionsmetoder, transportformer, vedvarende energikilder og måder at håndtere affald på, som sikrer miljøet for de kommende generationer. Internationalt set vil man arbejde for et bæredygtigt samfund i balance med mennesker og natur.

Hvis en bæredygtig omstilling for alvor skal udfoldes, handler det ikke bare om at producere de samme produkter på en anderledes måde. Givet vil der være ting, vi som samfund og borgere er tvunget til at opgive. Det vil sige, at noget arbejde skal ophøre.

Hans Henrik Samuelsen

Med sådanne formuleringer burde vejen mod det bæredygtige samfund være banet. Problemet er imidlertid, at disse intentioner ikke integreres i 3F's virke, som overordnet set går ud på at sikre attraktive løn- og arbejdsforhold for medlemmerne.

Imens arbejdsforhold kan integreres i en bæredygtig omstilling, foreligger der ikke nogen garantier for lønningsposen i en verden, der skriger på markante ændringer i vores forbrugsmønster.

Spørgsmålet er, om fagbevægelsen overhovedet kan acceptere denne virkelighed og hvordan?

Styring og forståelse
For at svare på det spørgsmål er det vigtigt at pointere, at vi uanset hvad står over for en række forandringer.

Der hersker nemlig ikke tvivl om, at vores nuværende udviklingsspor på sigt vil være en fysisk umulighed.

Spørgsmålet er blot, om forandringerne skal være opbyggende i bæredygtig retning og dermed styret af os selv, eller om forandringerne skal være forårsaget af den udvikling, der er i fuld gang, og som leder os mod et mere ekstremt klima, mangel på fosfor i landbruget, lukning af vandboringer og mere plastik end fisk i havet?

At fortsætte ud af vores nuværende spor skaber ikke grobund for styring og forståelse. Med fagbevægelsens fulde fokus på en bæredygtig omstilling vil man ikke bare hæve forståelsesniveauet for selve omstillingen og nødvendigheden af den, men potentielt set også styrke fællesskabet og sammenhængskraften i samfundet.

Ved at bevæge sig væk fra en vildledende og meningsløs vækst-tankegang, vil man synliggøre, hvor afhængige vi igennem arbejdet er af hinanden.

Hensyn til alle faggrupper
Det er vigtigt at pointere, at en bæredygtig omstilling ikke handler om mere, men om at skabe en balance.

Budskabet bør være, at ingen faggruppe efterlades uden en støttende håndsrækning, når grønt erstatter sort.

Heri ligger et af de vigtigste argumenter for fagbevægelsens engagement, for når alt forandres, vil der som pointeret være brug for solide erfaringer med varetagelse af menneskers sociale og økonomiske sikkerhedsnet.

Spørgsmålet er blot, om fagbevægelsen for alvor kan tage sådan en udfordring på sig?

Set i et historisk perspektiv og dermed de forandringer, fagbevægelsens organisering har iværksat, kan en bæredygtig omstilling være indbegrebet af fagbevægelsens ansvarsområde. Det er den bare ikke i dag.

Pointen er her, at økonomien står i vejen, eller rettere, at man ligefrem er endt i en situation, hvor man har underlagt sig den.

Økonomisk udfordring
Oftest fremføres nutidens økonomiske vækstparadigme som løsningen på fremtidens problemer. Det gør sig gældende, når erhvervslivet, politikere, men også fagbevægelsen skal fremhæve fremtidens behov. Måske er man uenig om regnemetoden, men økonomien og dermed fokuseringen på vækst forbliver det styrende element.

Desværre er der ikke meget, der tyder på, at vi bliver lykkeligere af flere biler, bøffer og boliger.

I stedet er der meget, der peger på, at øget lighed er en af grundpillerne i hverdagens glæder. Det kræver en ny og langt mere solidarisk form for kontrol over økonomien, som gavner samfundet og fællesskabet i højere grad end virksomheder og deres aktionærer.

Det vil sige en økonomi, hvor vækst ikke er et mål i sig selv. Læg eksempelvis mærke til, hvor ofte ’vækst’ i den offentlige debat bruges som argument for fremgang uden en eneste henvisning til, hvad det er, vi skal have mere af.

Accepten af denne upræcise talemåde er i sig selv nedbrydende, idet den truer vores forståelse for vores fundament.

En præmis for kontrollen over økonomien er et bæredygtigt naturhensyn, hvor tilbagelevering af ressourcer kommer i fokus. Et system, hvor naturen kommer før økonomiske hensyn. Hvor økonomien underlægges omgivelsernes begrænsninger.

I nutidens konstante fokus på vækst, konkurrence, effektivitet og billigere produkter tilsidesættes omgivelsernes begrænsning, men også følgevirkninger såsom øget arbejdspres som hovedårsagen til stress og overanstrengelse.

Det er ikke just noget, der gavner folkesundheden, og det er derfor noget af det, vi skal af med. Endvidere er der heller ikke meget, der tyder på, at konkurrence er ensbetydende med kvalitet, hvilket ellers er noget, fremtidens samfund har brug for. Ud fra et naturhensyn giver det nemlig god mening at lade produkter holde længere, og med den viden, vi har i dag, synes denne kvalitet ikke at være en konkurrence, men nærmere en beslutning.

Arbejdets udfordringer
Hvis en bæredygtig omstilling for alvor skal udfoldes, handler det ikke bare om at producere de samme produkter på en anderledes måde. Givet vil der være ting, vi som samfund og borgere er tvunget til at opgive. Det vil sige, at noget arbejde skal ophøre.

Men selv om der eksempelvis ikke vil være mange arbejdspladser på og i forbindelse med olieplatforme i Nordsøen, vil en bæredygtig omstilling skabe tusinder af job i den kollektive transport, industrien, energisektoren, byggefagene, fiskeriet, landbruget og skovbruget.

Udfasningen af vores brug af fossile brændstoffer og skabelsen af en udbredt genanvendelseskultur vil uden tvivl have grundlæggende implikationer for arbejdets art og i forlængelse heraf, hvordan arbejdet organiseres.

Hvem omstiller sig til hvad og hvordan? Beslutninger af så grundlæggende karakter og med så mange valg bør være så demokratiske som overhovedet muligt.

Hvor meget energi skal vi have til rådighed, og hvordan skal den fordeles? Hvad skal vi spise? Accepterer vi, at dyrearter udryddes? Transporterer vi os kollektivt eller individuelt?

Nogle fag skal opbygges, andre nedbrydes
Hvis organiseringen af den bæredygtige omstilling rodfæstes i fagbevægelsen, kræver det først og fremmest en fagbevægelse, der er parat til at italesætte det, som kan kaldes det nødvendige arbejde. Det er en samtale, der sætter fokus på de områder, hvor der skal skæres ned, inklusive det, vi bliver nødt til at holde op med.

Det vil kræve et hidtil uset samarbejde imellem opbyggende og nedbrydende fag, hvor balancen imellem dem identificeres.

I bund og grund er det et regnestykke, hvor tilgængelige ressourcer og forbrug skal balancere. Skal vi udvide Kastrup lufthavn, må noget andet give plads. Skal der gødskes mere på markerne, må vi ofre liv i åer og hav. Hvordan genopbygger vi vores forbrug og/eller forbruger det, vi har opbygget? Det er ikke en nem øvelse, men første skridt leder til det næste.

I den forbindelse må man ikke glemme, at fagbevægelsen består af mennesker og deres idémæssige fundament. Her har man mere end noget andet sted en helt grundlæggende forståelse af individ og fællesskab.

I den optik vil det være fagbevægelsens ansvar at skabe rammen for, at alle lønmodtagere tager ansvar for deres arbejdsplads, hvilket set i lyset af de forskellige sektorers råderum og påvirkning af hinanden må gøres igennem et samarbejde på tværs af fag.


    Politik har aldrig været vigtigere
    Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
    Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser