Minister: Mere nordisk samarbejde skal give nye klimaløsninger

SYNERGI: Der er et uudnyttet potentiale for nordisk samarbejde om klimaløsninger, mener minister for nordisk samarbejde Mogens Jensen. Han overvejer at bruge  det danske formandskab til blandt andet at udbrede de danske klimapartnerskaber til hele Norden.

I den nye rapport 'State of the Nordic Region 2020' understreges det, at de nordiske lande blandt andet bør intensivere samarbejdet inden for grønne teknologier.
I den nye rapport 'State of the Nordic Region 2020' understreges det, at de nordiske lande blandt andet bør intensivere samarbejdet inden for grønne teknologier.Foto: Colourbox
Karl Emil Frost

De nordiske lande bør rykke endnu tættere sammen for bedre at ruste sig til at møde klimaudfordringerne.

Det mener minister for nordisk samarbejde Mogens Jensen (S).

Fælles for de nordiske lande er, at de alle har klimaambitioner, som rækker ud over deres internationale forpligtelser. Og det skal regionen udnytte ved at stå sammen, mener han.

"Norden er verdens 11.- eller 12.-største økonomi med et kæmpe internt marked. Hvis Norden rykker sammen, har vi en langt kraftigere stemme."

Hvis Norden rykker sammen, har vi en langt kraftigere stemme.

Mogens Jensen (S)
Minister for nordisk samarbejde

I en ny rapport fra forskningsinstitutionen Nordregio konstateres det nemlig, at det nordiske samarbejde rummer et uudnyttet potentiale for at udvikle nye klimaløsninger.

De nordiske landes officielle samarbejde foregår gennem Nordisk Ministerråd, som Danmark i år har formandskabet for. Og ifølge ministeren giver rapporten blik for, hvordan landene her kan blive bedre til at samarbejde om klimaløsninger.

"Vi kan se, hvor de svage punkter er, og hvor landene kan forbedre sig, når det gælder klimaindsatsen og spørgsmålet om vedvarende energi, siger Mogens Jensen, der også er minister for fiskeri og fødevareområdet – især landbruget skal de kommende år udlede færre klimagasser.   

Allerede til foråret får Danmark brug for al tilgængelig viden om udvikling af klimaløsninger, når regeringen skal forsøge at lande en aftale om en klimahandlingsplan, der skal understøtte målet om at sænke klimagasserne med 70 procent inden 2030.

Kan lære af hinanden
I den nye rapport understreges det, at landene bør intensivere samarbejdet på de områder, hvor de hver især har særlig ekspertise.

Dokumentation

Nordisk Ministerråd

Nordisk Ministerråd danner rammerne om de nordiske landes officielle samarbejde og omfatter Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige samt Færøerne, Grønland og Åland.


0:000:00