Modstandsgruppe: Messerschmidts klimanølen truer Danmark og demokratiet

Af Magnus L.H. Haslebo & Rune Langhoff
Stiftere af Modstandsgruppen Guerilla 

Dansk Folkeparti har flere gange angrebet menneskerettighederne, fordi partiet jo kun er optaget af de ‘rigtige danskeres’ ve og vel.

Magnus L.H. Haslebo & Rune Langhoff
Stiftere af Modstandsgruppen Guerilla 

I sit svar til os her i Altinget 4. september gør Messerschmidt to ting: Han forsøger at så tvivl om vores troværdighed, og han forsøger at fjerne fokus fra klimaet. Og det er lige så velkendt, som det er sølle. 

I den henseende er Dansk Folkeparti på hjemmebane, for det har de gjort i årtier. Først ville de ikke anerkende, at ødelæggelserne af klimaet selvfølgelig er menneskeskabte, mens de i dag - på trods af utvetydige advarsler fra FN - mener, at det ikke rigtig skulle være det værd at gøre en indsats. Men at argumentere således er enten idioti, eller også er det imod bedre vidende. 

Vi står i dag i den situation, at kloden allerede er opvarmet med 1,3 grader, og at verden som resultat deraf er gået grassat. Lige nu brænder Californien og Oregon og flere hundredetusinder er blevet evakueret.

Områder på størrelse med Sjælland, Fyn og Lolland tilsammen er nu gået op i røg, og det brænder stadig. 29 har mistet livet og mange flere vurderes forkortet som følge af indånding af røg.

Store økonomiske konsekvenser
I begyndelsen af året var det Australien, der brændte. Da nåede områder mere end fire gange Danmarks størrelse at brænde op, næsten 3.000 hjem det samme, 34 mennesker mistede livet, mens 1,25 milliarder dyreliv brændte op.

I øvrigt har vi nu i gennemsnit udslettet 68 procent af bestandene af de 4.392 arter af dyr, som WWF følger. Herhjemme kostede stormene Bodil og Allan 4,2 milliarder kroner, mens skybruddet i 2011 kostede 4,8 milliarder kroner, mens tørken i 2018 kostede landbruget seks milliarder kroner.

Der var i øvrigt også seks dage med varmegrader over de 32, og når det er så varmt, giver det fosterskader - nok bedst at planlægge graviditeter uden om somrene fremover. Selv herhjemme. 

Det er allerede slemt. Voldsomt slemt. Og det eneste, der skal til for, at det ikke bliver eksponentielt værre, er, at vi ikke gør, som for eksempel FN siger: At vi omgående og af hidtil uset omfang omstiller alle af samfundets sektorer, så de bliver bæredygtige.

Det stik modsatte af den business-as-usual og forhaling, som Dansk Folkeparti og Morten Messerschmidt prædiker. 

Civilisationskollaps
Problemet er, at forandring så langsom, at den tillader en nogenlunde uforandret samfundsindretning med dertilhørende fordeling af rigdom og privilegier, vil realisere det værst tænkelige scenarie: Mere end fire graders gennemsnitlig opvarmning i 2100.

Her vil så store landmasser være stort set ubeboelige, at kloden, ifølge klimaforskeren Hans Joachim Schellnhuber, blot kan understøtte én milliarder menneskeliv - måske blot 500 millioner.

Altså godt og vel syv milliarder færre mennesker end i dag. Og det vel at mærke ikke, hvor de fortrinsvis er bosiddende i dag. Men derimod heroppe i den nordligste del af den nordlige halvkugle. Canada, Skandinavien, Siberien med flere. Det er at betragte som et civilisations-kollaps. 

Dansk Folkeparti har flere gange angrebet menneskerettighederne, fordi partiet jo kun er optaget af de ‘rigtige danskeres’ ve og vel. Men selv i forhold til denne nationale vælgergruppering er deres kurs af utilstrækkelig business-as-usual håbløst naiv og virkelighedsfjern.

For når ødelæggelserne af klimaet alene frem mod 2050 vil skabe mellem 150 millioner og en milliard flygtninge, hvordan mon det så vil gå de europæiske demokratier og det europæiske samarbejde, der skælvede og rystede under den ene million, der som resultat af krigen i Syrien søgte tryghed i Europa?

Sikkerhedskrise
Klimakrisen er både en demokratikrise, en retfærdighedskrise, en ressourcekrise og en civilisationskrise, og så er det en sikkerhedskrise - et faktum, der for eksempel betyder, at Pentagon bruger massive ressourcer på at analysere effekterne af klimakatastroferne.

På trods af, at Donald Trump - i stil med Dansk Folkeparti - bruger megen af sin tid på at tale krisen ned. På at tale behovet for handling ned. På at flytte fokus rundt så hurtigt, som han ellers får lov til det. 

På trods af Trumps tilgang, kom Pentagon for nylig frem til, at klimakrisen vil få katastrofale konsekvenser for den nationale og globale sikkerhed. 

Vi taler altså her om, at et land, der anses for at have den mest frygtindgydende krigsmaskine, bestående af blandt andet næsten 6.300 tanks, 2.000 kampfly og næsten 6.000 helikoptere, er dybt bekymret også for sin egen nationale sikkerhed - og sine egne interesser. På grund af ødelæggelserne af klimaet. Dvæl måske et splitsekund der.

Og gå så videre: Er det hos Danmarks cirka 57 tanks, 30 kampfly og 34 helikoptere, at Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti, placerer deres tyrkertro? Er det hos deres nyligt foreslåede fire meter høje hegn?

Hvad godt skal det mon gøre, når blandt andet store dele af Sydamerika, Asian og Afrika vil blive stort set ubeboelig, når Mellemøsten vil, når Spanien, Italien og Grækenland vil, når vores drikkevand bliver en efterspurgt vare, når Rusland vil have fat i Grønlands mineraler? Når Mexico ramler sammen, når USA endegyldigt gør, når Indien, Bangladesh, og det sydlige Kina gør? 

Jo, det er formentlig rigtigt, at der også uden omgående og afgørende klimahandling vil bo mennesker, mange mennesker, i ‘Danmark’ - det synes blot mere end usikkert, at det hedder Danmark, og at dem, der bor her, er ‘danskere’.

Sølle kritik
Morten Messerschmidt forsøger i sit indlæg at male os som fjender af demokratiet og ham selv som dets forsvarer. I øvrigt i et indlæg, der forsøger at problematisere, at vi tidligere har arbejdet for et demokratisk valgt parti, og at en af os i dag arbejder for et just stiftet.

Men helt ynkelig og sølle bliver kritikken, når man husker på, at Dansk Folkeparti har beviseligt svært ved at efterleve demokratiets spilleregler: Udfald mod de minoriteter, som demokratiet ellers tjener til at beskytte: Racismedomme, skøre og nedsættende udfald mod homoseksuelle, opbakning til flere ministre på kant med demokratiets spilleregler, egen deltagelse i svindel i EU og så videre.

Hvis det er sådan demokratiets selvudnævnte forsvarere opfører sig, så har vi det fortrinligt med, at de benævner os som fjender. 

I de 30 år videnskab og verdensledere har kendt til klimakrisens konsekvenser, har sidstnævnte ikke formået at slå så meget som en bule i problemet. Faktisk, er det blevet forværret i rasende hast.

Og en del af begrundelsen er, at uvederhæftige, uærlige typer imod bedre vidende er lykkedes med at så tvivl, splittelse og fjerne fokus fra vores ødelæggelsers fakta, fra klimakrisens ubønhørlige matematik.

Og denne praksis finder sågar stadig sted, for eksempel som udtrykt ved Morten Messerschmidts replik, der med alt, hvad den ellers kan trække, forsøger at fjerne fokus. 

Og det kan da godt være, at det gør nogle trygge ikke at tale om problemerne, at nogle føler sig trygge hos Danske Folkeparti og Morten Messerschmidt, men det er i så fald en falsk tryghed. De har intet at tilbyde i form af at skabe en tryg fremtid.

Det, de derimod har, er et frontalangreb på menneskerettighederne, på fred i verden, tryghed for borgerne i Danmark og verden samt en kniv i ryggen på demokratiet.