Debat

Modstandsgruppe til Dansk Energi: Grøn vækst er på samfundsniveau en løgn

REPLIK: Vi har i 30 år prøvet at løse klimakrisen på måden, som Dansk Energi taler for, og vi har samtidig udledt mere CO2 ved afbrænding af fossile brændsler end tidligere i verdenshistorien. Det skyldes, at økonomisk vækst beviseligt ikke kan kombineres med tilstrækkelige reduktioner af udledninger, skriver modstandsgruppe.

En polarisering af klimadebatten vil tydeliggøre, at Lars Aagaard og Dansk Energi ikke er grønne, mener Modstandsgruppen Guerilla.
En polarisering af klimadebatten vil tydeliggøre, at Lars Aagaard og Dansk Energi ikke er grønne, mener Modstandsgruppen Guerilla.Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Magnus L.H. Haslebo og Rune Langhoff
Stiftere, Modstandsgruppen Guerilla

Direktør for Dansk Energi, Lars Aagaard, tog sig for nylig i Altinget tid til at forsvare Aalborg Portland mod det, som han kalder en heksejagt og henviser dermed til, at mange uskyldige måtte lade livet på inkvisitionens brændestabler.

Men lad os lige slå en ting fast. Aalborg Portland er ikke uskyldige. De er skyldige. Skyldige i at forvolde ødelæggelser til tonerne af deres udledning på hele 2,2 millioner tons CO2 årligt, skyldige i at forsvare deres opfattede ret til fortsat at profitmaksimere på ryggen af disse ødelæggelser, skyldige i ikke af egen drift at ville gøre det bedste for klimaet, skyldige i ikke at ville svare på, om de betaler politikere kampagnesummer, og så er de – værst af alt – skyldige i at vildlede og manipulere politikerne samt den offentlige debat.

At sidstnævnte er det værste skyldes, at en ærlig og redelig debat er en af demokratiets forudsætninger. De, der med slige metoder søger at kortslutte den, er fjender af demokratiet. Uagtet hvem de er. Uagtet hvorfor de gør det.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Og det bliver selvfølgelig ikke bedre af, at de gør det for at forsvare deres mulighed for at tjene penge på ryggen af ødelæggelser og dermed efterlade regningen til alle andre.

Har skabt tvivl om klimakrisens realiteter
Der må siges stop for denne praksis, der i nu 30 år har skabt tvivl om klimakrisens realiteter, og hvordan vi bedst løser den afgrundsdybe krise, vi befinder os i. 

Grøn vækst er på samfundsniveau en løgn.

Magnus L.H. Haslebo og Rune Langhoff
Stiftere, Modstandsgruppen Guerilla

Men det er den praksis, som Lars Aagard sådan set forsvarer, når han forsvarer Aalborg Portland. Og det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, omend det ikke er overraskende, at det er lige netop Lars Aagaard, der gør det.

Lars Aagard er nemlig, som også Aalborg Portland er det, indlejret i og fortalere for en fejlslagen tankegang – både i praksis og teori. Og dermed er hverken han eller Dansk Energi den del af løsningen, som de har haft held med at positionere sig som.

Han er en del af problemet. Hans virke i maskinrummet bag dansk politik er gennemsyret af samme fejlslagne tankegang, samme grundlæggende vildfarelse og deraf følgende vildledning, som også Aalborg Portland samt både hjemlig og global politik gør sig skyldige i. Til stor skade for os alle, større for vore børn og størst for de kommende generationer.

Tankegangen, som også den hjemlige og globale beslutningselite abonnerer på og som derfor i nu 30 år har svunget taktstokken over klimapolitikken, har i præcis lige så mange år spillet fallit.

For i de 30 år er udledt mere ved afbrænding af fossile brændsler end i al tid før det. Men værre endnu: Deres vej kan ikke lykkes. Der er ingen virkelighed, hvor den kan lykkes. 

Uærligt og uredeligt
At fortsætte som dens fortaler i den offentlige debat og samtidig pynte sig som en slags grøn forkæmper kan derfor bedst beskrives som uærligt, uredeligt og dermed et anslag mod demokratiet, men nok værre endnu: Det vil cementere vores børn og børnebørns skæbner som uskyldige ofre for fordums tiders dumstædighed og profit-maksimering.

Lars Aagaard taler imod den polarisering af debatten, som han ser Modstandsgruppen Guerilla stå for. Og det kan vi godt forstå, at han gør, fordi en polarisering af debatten vil tydeliggøre, at Lars Aagaard og Dansk Energi ikke er grønne.

Og det er faktisk lidt af et mirakel, at de så længe har kunnet fremføre sig som værende just det. Lars Aagaard var i sin tid fortaler for, at kul blev erstattet med den biomasse, som i dag er genstand til massiv kritik af Danmark.

En kritik, der blandt andet lyder fra både forskere og ngo'er, men også fra Estland, der ser sine skove fældet for at blive fyret af i de danske forbrændingsværker, der er blandt Dansk Energis medlemmer. Og ja, biomasse er bedre end kul, men grønt bliver det aldrig. 

Lars Aagaard var også positivt stemt over for afskaffelsen af PSO-afgiften, der byggede på det princip, at forurenere skulle betale. Og dette gjorde han endda ved at anvende samme fordrejning, som også mange Venstre-politikere gjorde, og som DR Detektor blandt andet har oprullet og tilbagevist. Nemlig, at PSO-afgiften skulle være dømt traktatstridig af EU. Det var ikke tilfældet.

Fabrik tjener penge på ødelæggelser 
Med forsvaret for Aalborg Portland og ovenstående eksempler in mente bliver det gode spørgsmål, hvordan Lars Aagard kan anse sig som selv som grøn – og dermed, hvordan han har kunnet overbevise andre om, at han og Dansk Energi er det. 

Forståelsen udspringer i en skrivebordsidé, der sådan set er blevet modbevist de seneste 30 år: Nemlig ideen om grøn vækst. Begrebet grøn vækst dækker over den idé, at økonomisk vækst kan og skal fortsætte, idet den kan kombineres med en reduktion af udledningerne.

For en virksomhed lyder det unægteligt forjættende, fordi det jo så vil betyde, at de bare kan fortsætte med at skovle ind – der kan jo reduceres samtidig. Det er fra denne idé, at alle forsvar for profitmaksimering – også på ryggen af ødelæggelser af naturen og klimaet – udspringer:

Det er okay for Aalborg Portland at ville tjene penge, vi skal faktisk hylde den slags, siger Lars Aagaard. Men nej, vi skal ikke hylde en cementfabriks opfattede ret til at tjene penge på deres ødelæggelser. Det skal fordømmes.

Læs også

Bliver endnu værre
For som for eksempel Kate Raworth, forfatteren til 'Doughnut Economics', forklarer, så er grøn vækst en umulighed, hvis altså (de værste scenarier for) klimakrisen skal undgås.

Det er ganske vist periodevist lykkedes enkelte nationer at vækste økonomien og sideløbende reducere udledningerne, men dette har kun været tilfældet, så længe der var lavthængende reduktionsfrugter at høste (eller som i dansk tilfælde: At udledningerne kunne flyttes ud af landet eller baseres på pyntegrøn biomasse).

Så snart de lavthængende frugter var høstet, såsteg udledningerne igen sammen med økonomiens vækst. Og det er jo slemt nok i sig selv for enhver, der måtte basere sit virke på tanken om grøn vækst. Men det bliver værre endnu.

Det går nemlig endnu mere galt for tænkningen, når klimaet tages med i ligningen – altså, når snakken falder på, hvorvidt økonomien kan vækste samtidig med tilstrækkelige reduktioner af udledningerne (set i forhold til at undgå civilisationskollaps).

Det har på intet tidspunkt i historien kunnet ladet sig gøre noget sted. Dvæl lige ved det. Intet sted og på intet tidspunkt har profitmagernes hellige gral, drømmen om fortsat økonomisk vækst været kombineret med tilstrækkelige reduktioner, udfoldet sig. 

Og helt, helt galt går det, når konklusionen også er, at det højst sandsynligt aldrig nogensinde vil kunne lade sig gøre. Det var nemlig den opsigtsvækkende konklusion af et omfattende internationalt studie, der allerede i juli sidste år så dagens lys, men altså endnu ikke har fået grøn væksts fortalere til at stikke piben ind.

Grøn vækst er en løgn
Grøn vækst er på samfundsniveau en løgn. En vildfarelse. At lade sit virke udspringe af dens utopi er ensbetydende med ikke at ville gøre det tilstrækkelige i forhold til klimaet.

Økonomisk vækst og tilstrækkelig klimahandling er gensidigt udelukkende. Det er værd at huske, næste gang en politiker taler om at stimulere væksten.

Det, der nemlig samtidig siges, er: Skid hul i klimakrisen, skid hul i vore børns, vore endnu ufødtes og civilisationens overlevelse i bare noget nær en genkendelig version. 

Og indlejret i grøn vækstutopien er Lars Aagaard og dermed er hans virke ikke defineret af at ville gøre det tilstrækkelige for klimaet. Hans virke synes snarere defineret af at ville trække maksimal værdi ud af ødelæggelserne af naturen og klimaet, mens tid er.

Dermed giver det også pludselig bedre mening, at Lars Aagard arbejdede for at erstatte kul med biomasse – i stedet for for eksempel at gå efter en aggressiv udfasning af forbrænding og overgang til reelt vedvarende energi.

En beslutning, der er medvirkende til, at Danmark blot får otte procent af sit energiforbrug dækket af vind, mens cirka det dobbelte kommer fra biomasse.

Og det giver pludselig også bedre mening, at han arbejdede for at få PSO'en afskaffet, at han forsvarer Aalborg Portland, at han hylder deres skruppelløse iver efter at tjene penge – endda også på ryggen af ødelæggelser af naturen og klimaet.

Vildfarelser og fordrejninger
Næste bid af tænkningens vildfarelser og deraf følgende fordrejninger optræder, hver eneste gang nogen taler om, at efterspørgslen fortsat skal være styrende for, hvad og hvor meget nogen producerer.

Denne kongstanke er grundlæggende for ethvert hårdnakket forsvar mod den regulering, der ellers kunne (gen-)indføre et retfærdigt princip om, at det ikke længere skal belønnes med mammon at ødelægge og skubbe regningen videre til de indflydelsesløse, til fremtidens fællesskab. 

Men hvad er efterspørgslen egentlig? Efterspørgslen er os og jer. Almindelige mennesker. Og det er altså vores forbrug og dermed vores valg, der skal løse klimakrisen, lyder beskeden.

Det er i sin kerne en absurd påstand, fordi det er på udbudssiden, altså virksomhedssiden, at vi finder de helt store udledere og dermed ødelæggere af klimaet og livets grundlag. 100, blot 100 virksomheder, står for 71 procent af al udledning. Og så taler nogle om, at vi, du og jeg, bare skal nosse os sammen, flyve lidt mindre, spise lidt mindre oksekød, tage cyklen. For at citere Greta Thunberg: "How dare you?".

Og bare lige for at imødegå eventuelle stråmandsmagere: Vi er ikke imod personlig ansvarstagen, mere af det, men det skal ikke peges indad som et sjæleligt opgør reserveret den enkelte, men peges opad i form af krav og fordømmelse af de, der har og fortsat vil cementere klimakatastrofen.

At fremhæve individuelle reduktioner som løsningen er simpelthen ikke i orden. Det er ansvarsforflygtigelse begået af de politikere, der ikke evner det, og de virksomheder, der ikke gider.

Fabrik vil reducere udledning af egen drift
Som konkret eksempel kan her fremhæves, at Aalborg Portland har løsninger klar, der kan reducere deres udledning med en million tons CO2 om året – svarende til, hvad mere end 50.000 danskere udleder årligt.

Men, har Portland fortalt, de kommer ikke til at gøre det af egen drift, men vil vente på "efterspørgslen". Ikke regulering, der ellers gør det samme: Styrer udbudssiden. Bare bedre, hurtigere – og måske, hvis den er ambitiøs nok: tilstrækkeligt.

Enhver besked om, at klimaindsatserne bare skal være styret af efterspørgslen, er altså – i bedste fald – den langsommeste vej til utilstrækkelig klimahandling. I værste fald står den direkte i vejen for effektiv og tilstrækkelig handling.

Og det kunne en hel del efterhånden tyde på, at den gør. For al snak om efterspørgsel udgør samtidig en individualisering af ansvaret for at løse klimakrisen på den enkelte, på de mindste i systemet, de nederste i indflydelses-, magt- og udledningspyramiden, så dem i toppen kan få fred til at gøre, som de plejer: Tjene store summer på ryggen af ødelæggelser af naturen og klimaet. Det er enkelt, egentlig. Og det sker hele tiden. 

Fravælger at se på fakta
Det er tænkeligt, at det er blandt årsagerne til, at nogle endnu fravælger at beskæftige sig med fakta angående klimakrisen.

De fornemmer måske, at der som slutning på en sådan granskning af forskningen vil følge et ubehageligt og mestendels umuligt opgør med indlejringen i en samfundsindretning, politikere og erhvervsledere burde have afviklet det øjeblik, FN konkluderede, at den ville ødelægge livets grundlag. "How double-dare you?".

Der må ikke gives mere tid til den slags. Så det er nu på tide, at vi kalder en skovl en skovl. At ville gøre det tilstrækkelige for klimaet er ren matematik.

Vi ved godt, hvad der skal til. Det har vi vidst længe. Olieselskaberne var blandt de første, det gik op for. Men de begravede den viden i deres arkiver, så de fortsat kunne skovle penge ind.

I dag gør andre aktører det samme, men på andre måder som for eksempel ved at tale om grøn vækst, om efterspørgsel, om fugle på taget og andre utopiske tanker.  

Det er alt sammen uforeneligt med at gøre det, der er tilstrækkeligt for vore børns, vore endnu ufødtes og vores civilisations overlevelse. Og det betyder helt enkelt, at Lars Aagaard og alle hans slags har udspillet deres rolle.

Deres tilgang har i 30 år dikteret klimapolitikken, og det har slået eftertrykkeligt fejl. Første forsøg på at slippe ud af vores monumentale klimakattepine er slået fejl. 

Tag konsekvensen af fejlslagen kurs
Det burde ikke være en indsats, som man her 30 år efter kan sidde ved sit skrivebord og beskue og kalde nogen som helst afskygning af grøn.

Og videre endnu: At gøre det at kalde en fortsættelse af de seneste 30 års business as usual for grøn er et anslag mod den ærlige og redelige debat, der er blandt forudsætningerne for demokratiet. Der er kun en mulig konklusion: Vi skal gøre noget andet end det, som vi har gjort de seneste 30 år. 

Og det må de alle, alle de, der har optjent rigdom og privilegier på ryggen af den fejlslagne kurs, tage konsekvensen af. Nu. De må som minimum sige det, som det er:

Vi er optaget af profit nu og her – og dermed er vi ikke optaget af gøre det tilstrækkelige i forhold til klimakrisen. Og dermed stoppe deres grønne maskespil.

Og så bør de dernæst overveje, hvorvidt de overhovedet stadig har en rolle at spille, eller om de bør vige pladsen, så nogle andre kan få plads til at lægge en ny kurs.

For ærlig talt: Vi har overhovedet ikke tid til, at de fortsætter deres.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Aagaard Møller

Klima-, energi- og forsyningsminister (M)
cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 1994)

Magnus Harald Haslebo

Strategic Client Director, R/OXY, medstifter, Modstandsgruppen Guerilla
journalist (DJMX. 2010), kandidat i strategisk, finansiel og politisk kommunikation (Københavns Uni. 2014)

Rune Langhoff

Fhv. særlig rådgiver for Sikandar Siddique (Frie Grønne), medstifter af Modstandsgruppen Guerilla
journalist (DJH 2009)

0:000:00