Mød dem, der strejker for klimaet

Kreative bannere, brandtaler og kampråb. Fredag var der global klimastrejke foran Christansborg. Altinget tog med og mødte en håndfuld af klimakæmperne. 

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Freja SøgaardArthur Cammelbeeck

 

I 112 lande verden over har der fredag været klimastrejke.

Derfor droppede unge skolen for én dag og gik i stedet på gaden for en for en grøn dagsorden.

Det hele startede med svenske Greta Thunberg på 16 år, da hun strejkede i 21 dage op til det svenske folketingsvalg.

Siden da er det blevet til den ugentlige fredagsstrejke, og unge over hele verden har taget initiativet til sig. 

Mød nogle af deltagerne, der deltog i fredagens klimastrejke på Christiansborg Slotsplads, her.

 

Cecilie Bille Meyling, 14 år, 8. klasse.
Hvorfor er du her i dag?
"Fordi det er en rigtig vigtig ting at tage op. Politikerne siger, at vi har masser af tid, men det er snart for sent." 

Hvilket råd ville du give til politikerne?
"At de skulle tage de unge mere seriøst. De skal se os mindre som tal og numre."

Foto: Arthur Cammelbeeck

 

William Tuddorgolsen, 11 år, 5. klasse.
Hvorfor er du her i dag?
"Fordi jeg tænker på klimaet."

Hvad synes du om arrangementet indtil videre?
"Det er sjovt, fordi der er så mange folk samlet. Der er mange, man kender."

Foto: Arthur Cammelbeeck

 

Jens Aabling, 50 år, miljøingeniør.
Hvorfor er du her i dag?
"Fordi det er vigtigt, at vi støtter vores børn. Det er dem, der kommer til at redde os. Jeg synes også, at det er godt, at Lars Løkke kom ud og talte. At der kom en politiker ud fra Borgen."

Hvilket råd ville du give til politikerne? 
"De skal konkretisere FN's klimapanels løsninger, så vi kan følge dem. Så konkrete løsninger."

Foto: Arthur Cammelbeeck

 

Esther Herling, 17 år, 1. g.
Hvorfor er du her i dag?
"Jeg er her sammen med min skole, fordi vores lærer mente, vi skulle. Så skal vi lave nogle opgaver om det bagefter." 

Hvad er dine forventninger til i dag? 
"At det er noget, politikerne hører, og at de gør noget ved det. At de kan se, at det ikke er noget, vi bare går og siger, men at vi faktisk er mange, der er troppet op." 

Foto: Arthur Cammelbeeck

 

Simon Bastrup, 24 år, universitetsstuderende på DTU.
Hvorfor er du her i dag? 
"Fordi jeg er irriteret over, at den klimalov, vi skrev under på, ikke blev stemt igennem. Og når man samler mange mennesker, så kan man lave ændringer." 

Hvem er du her sammen med?
"Vi er en gruppe af studerende fra DTU, der er fulgtes herhen. Vi var over 60 mennesker, da vi mødtes."  

Foto: Arthur Cammelbeeck

 

Morten Ravn, 60 år, mediearbejder
Hvorfor er du her i dag?
"Jeg tog en klimastrejkedag, fordi jeg havde muligheden for det. Jeg synes, det er rigtig vigtigt."

Hvad tror du, at der kommer ud af det?
"Det kan man jo allerede se. Lars Løkke følte sig forpligtet til at komme ud. Men han blev taget med bukserne nede. Han talte slet ikke i øjenhøjde."

Foto: Arthur Cammelbeeck

Se flere billeder fra klimastrejken her:

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00