Debat

Når rødt bliver grønt

DEBAT: Regeringens grønne plan vil koste danskerne dyrt. De jobs, der skabes i vindmølleindustrien, er på bekostning af andre brancher og væksten vil falde. Det skriver dagens debattør, Villum Christensen (LA).
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Villum Christensen
Klima-, energi- og miljøordfører (LA)

Det er efterhånden tydeligt, at det, der primært binder den nye røde regering sammen, er det grønne. Reelt er det her, at man har lettest ved at komme til enighed, og derfor er det også her, fanen løftes allerhøjest. Ud fra en lidt mere filosofisk betragtning er det måske i virkeligheden heller ikke så overraskende.

Stort set alle socialistiske systemer har erfaringsmæssigt vist, at forestillingen om, at man kan topstyre sig til et rigere og mere retfærdigt samfund har lidt skibbrud. De vestlige frie økonomier har alle slået de socialistiske. Efter murens fald måtte det socialistiske projekt reformuleres for at sikre legitimitet, og det er her, den grønne bølge skyller ind. Den grønne tankegang er den samme som i de røde regimer: Kun topstyring, detailregulering af folks adfærd og tvangsmæssige indgreb i økonomien kan redde verden og det uvidende individ. Faktum er dog, at det ikke virker i virkeligheden verden - uanset om farven er rød eller grøn.

Dyrere at være dansker
Det har Thorning og co. desværre ikke erkendt, hvilket er tydeligt i regeringens grønne energiplan, der spirer i disse dage. En plan, som kommer til at koste danskerne dyrt i afgifter. Det er simpelt hen en grøn løgn, når regeringen bilder folk ind, at en grøn energiplan gør det billigere at være dansker på lang sigt. Den dyreste og mest ustabile energikilde - vindenergi - postuleres nu at være billigst. Faktum er, at når man producerer energi til mere end dobbelt pris og samtidig skal have et kraftanlæg til at tage over, når det ikke blæser, så bliver det ikke billigere at være dansker. Nej, så bliver det dyrere.

Det er simpelt hen en grøn løgn, når regeringen bilder folk ind, at en grøn energiplan gør det billigere at være dansker på lang sigt.

Villum Christensen
Klima-, energi- og miljøordfører, (LA)

Det hjælper heller ikke på CO2-udledningen, at Danmark er mere ambitiøs end andre lande. Vi bliver blot fattigere, fordi den økonomiske vækst falder, når afgifterne stiger eksplosivt. CO2-problemet forsvinder jo ikke - vi sender det blot videre til andre lande gennem kvoteordninger for at kunne pudse vores egen grønne glorie. Det er ligeledes nonsens, når regeringen bilder os ind, at der skabes job ved hjælp af afgifter og tilskud til drift. Jo, der skabes nok nogle job i vindmølleindustrien, når staten pumper penge heri, men samtidig forsvinder der mange job i andre brancher, så bundlinjen forbliver rød. Alle økonomer er enige om, at forgylder man en sektor, så er det på bekostning af andre, hvilket betyder skævvridning i økonomien, svindel og lavere produktivitet samlet set.

Det virker som om, at regeringens røde projekt er blevet grønt - men det er desværre stadig lige skadeligt for danskerne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Villum Christensen

Viceborgmester (LA), Slagelse Kommune
cand.phil. (Københavns Uni. 1980), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1981), MPM (Syddansk Uni. 2005)

0:000:00