Når vi taler om biodiversitetsbeskyttelse i Danmark, ignorerer vi elefanten i rummet

Når man følger med i den danske biodiversitetsdebat i disse dage, får man let indtrykket af, at den mest afgørende beslutning er, om der skal oprettes hegn i en mindre del af statsskovene eller ej. Men der er noget, der er langt vigtigere at adressere.

Biodiversitetsdebatten går nemlig i en stor bue uden om elefanten i rummet! Danmark er tæt på nummer chok i EU, når det kommer til biodiversitetsbeskyttelse, og etableringen af hegn i områder, der i forvejen er underlagt en form for naturbeskyttelse, kommer ikke til at ændre den bundplacering.

Det virkelige problem er ikke, om der skal indhegnes dyr eller ej, men at naturen mangler plads, hvor den har mulighed for at udfolde sig på egne præmisser. Både på landjorden og i havet er pladsmangel langt den største globale udfordring for biodiversiteten, og i Danmark er udfordringen ekstremt stor i sammenligning med mange andre lande.

Over 60 procent af Danmarks landareal er udlagt til landbrug. Der er kun ét andet land i verden, hvor så stor en procentdel af arealet overlades til fødevareproduktion, nemlig Bangladesh. Byer og infrastruktur – herunder veje, boliger og industri – gør også et indhug på en god portion af Danmarks areal.

Godt nok bryster Danmark sig med cirka 15 procent "skovareal" i de internationale statistikker, men langt hovedparten er produktionsskov, altså skov hvor træerne høstes til menneskelige formål. Når vi fjerner træer fra skoven, fjerner vi også en del af grundlaget for biodiversiteten, for det er ikke kun mennesker, der ønsker at anvende produkterne af træernes fotosyntese.

I naturen udgør de det brandstof, der leverer energi til de mange organismer, som ikke er i stand selv til at udnytte solens energi direkte. Når vi fjerner biomasse, fjerner vi således livets grundlag for nogle organismer. Det er derfor, at det nu er besluttet at omdanne cirka 77.000 hektarer af statsskovene til "urørt skov". Tidligere blev disse hektarer drevet som produktionsskov, hvor fødegrundlaget for en del organismer blev fjernet. Når skoven udlægges som ”urørt”, forventer man, at biodiversiteten vil få bedre vilkår, netop fordi de døde træer udgør mad til mange organismer.

Man skal finde og beskytte de områder, hvor potentialet for genetablering af sund natur er størst, og ikke bare frede de områder, som er uinteressante i forhold til erhvervsinteresser.

Katherine Richardson
Professor i biologisk oceanografi, Københavns Universitet

Men reelt er det kun få procent af Danmarks areal, der anvendes til biodiversitetsbeskyttelse. Når man trækker landbrugsjord, produktionsskov og menneskelige arealanvendelse til andre formål fra, er der kun nogle ganske få procenter af Danmarks landareal tilbage, hvor naturen kan boltre sig uden menneskelige forstyrrelse.

Og situationen i havet er ikke spor bedre. EU barsler for tiden med en målsætning om, at ti procent af dets havareal skal være "strengt beskyttet", altså hvor naturen udvikler sig på egne præmisser, inden 2030. I forslaget til anvendelse af Danmarks havareal, som regeringen præsenterede sidst år, var det kun lidt over fire procent af havarealet, man havde planer om at lægge uforstyrret hen. Heldigvis blev forslaget forkastet, og der forhandles på ny en plan for den fremtidige anvendelse af Danmarks havareal.

På Naturmødet i Hirtshals i sidste måned lovede fødevareministeren, at regeringens nye forslag vil inkludere en målsætningen om, at ti procent af Danmarks havareal skal være strengt beskyttet inden 2030. Men han indrømmede samtidig, at man endnu ikke ved, hvordan det kan lade sig gøre, og hvilke områder, der skal udlægges som beskyttede.

For havets biodiversitet er det ikke ligegyldigt, hvilke områder man vælger at frede, da der i havet, ligesom på landjorden, er forskellige naturtyper. Ligeledes varierer naturens nuværende tilstand fra område til område. På landjorden gør man ikke noget godt for biodiversiteten ved at frede naturen på en parkeringsplads. Det samme gælder i havet.

Man skal finde og beskytte de områder, hvor potentialet for genetablering af sund natur er størst, og ikke bare frede de områder, som er uinteressante i forhold til erhvervsinteresser. Derfor venter der stadig et større forhandlingsarbejde for at kunne sikre, at naturen kan råde over blot ti procent af Danmarks havareal.

Det er på høje tid, at vi ser på, hvordan der kan afsættes mere plads til naturen. Når så stort et areal anvendes til landbrug, synes det oplagt at øremærke en del af den nuværende landbrugsjord til natur og biodiversitetsbeskyttelse.

Katherine Richardson
Professor i biologisk oceanografi, Københavns Universitet

Ingen med fornuften i behold ønsker at gøre naturen fortræd, og mange vil gerne standse den drastiske menneskeskabte nedgang i verdens biodiversitet, som vi oplever i disse år. Blandt fagfolk er der bred enighed om, at det bedste, man kan gøre i den forbindelse, er at sikre naturen mere plads.

Den verdensanerkendte biodiversitetsforsker og nyligt afdøde professor E.O. Wilson fra Harvard forslog, at man skulle afsætte hele 50 procent af Jordens areal til naturen. Og i dag er der faktisk en international bevægelse, der arbejder for at realisere den idé. At efterlade 50 procent af Jorden til naturen er nok for optimistisk, men set i det lys er det pauvert, at vi i Danmark har så svært ved overhovedet at snakke om, hvordan vi kan give mere end et par procenter tilbage af det territorium, vi har taget fra naturen.

Med det voksende internationale fokus på biodiversitetsbeskyttelse forekommer det usandsynligt, at Danmark i fremtiden fortsat vil have så få arealer øremærket til natur, som det er tilfældet i dag. Derfor er det på høje tid, at vi ser på, hvordan der kan afsættes mere plads til naturen. Når så stort et areal anvendes til landbrug, synes det oplagt at øremærke en del af den nuværende landbrugsjord til natur og biodiversitetsbeskyttelse.

Allerede nu er man ved at tage lavbundsjorde ud af produktion, så der i 2050 næppe er stadig mere end 60 procent af Danmarks areal optaget af landbrug. Så mærkelig som det kan lyde, mangler vi dog viden om, hvordan man bedst giver landbrugsjord tilbage til naturen.

Erfaringer fra blandt andet England tyder på, at man ikke automatisk får en rig biodiversitet på tidligere landbrugsjorde ved blot at lade traktoren stå i laden og se til, mens naturen overtager arealerne. Alt fra jordens fugtighed, kemi og mikroorganismer til muligheden for indvandring af arter er forandret på landbrugsjord i forhold til den oprindelige natursituation. Der er derfor behov for forskning i, hvordan man bedst kan bistå naturen i at genetablere en rig biodiversitet på tidligere landbrugsjorde. Dette er dog ikke et forskningsområde, der lige nu nyder godt af statslige forskningsmidler.

Vi vil aldrig kunne lade naturen råde over halvdelen af arealet i Danmark. Vi har dog gode muligheder for at øge det areal, hvor naturen kan få lov til at udfolde sig på egne præmisser, og derved forbedre vores beskyttelse af biodiversiteten.

Katherine Richardson
Professor i biologisk oceanografi, Københavns Universitet

Men landbrugsjord er ikke det eneste sted, vi kan kigge hen for at finde mere plads til naturen. For eksempel råder Folkekirken over store arealer i Danmark. Hver kirke ved selvfølgelig, hvor meget jord, den ejer, og hvor jorden findes, men på landsplan har vi ikke et overblik over kirkens jordbesiddelser. Folkekirken har fornylig søsat et omfattende projekt, som skulle gøre kirkens virke mere grøn.

Her vil det være oplagt at få et samlet overblik over disse jordarealer. Der, hvor arealerne enten grænser op til og/eller kan danne forbindelseskorridorer imellem statsskovene eller privatejede naturarealer, vil det være oplagt at dedikere arealerne til natur- og biodiversitetsbeskyttelse. Verdensmål 17 handler om partnerskaber, og jeg kan netop forestille mig et partnerskab mellem Folkekirken og for eksempel Den Danske Naturfond med fokus på at sikre flere arealer til naturen. Visse virksomheder ejer også jordarealer, der kunne være relevante i forhold til biodiversitetsbeskyttelse, og hvor partnerskaber vil være relevante.

Vi vil aldrig kunne lade naturen råde over halvdelen af arealet i Danmark. Vi har dog gode muligheder for at øge det areal, hvor naturen kan få lov til at udfolde sig på egne præmisser, og derved forbedre vores beskyttelse af biodiversiteten.

Vil vi det, kræver det imidlertid en benhård prioritering. Jord er en begrænset ressource med stigende efterspørgsel, og Danmarks målsætning er at være en nettonul-udleder af CO2 i 2050. Det betyder, at al den CO2, der stadig udledes i 2050, skal kompenseres for ved et tilsvarende optag af CO2 fra atmosfæren.

Der, hvor vi har sværest ved at reducere udledningerne i Danmark, er ved landbrug og transport. Fælles for begge aktiviteter er, at CO2-udledningerne ikke kommer igennem en skorsten, hvor CO2 ellers er forholdsvis nemt at opsamle. Desværre er vi i dag langt fra en teknologi, der kan trække CO2 direkte ud af atmosfæren, og det vides ikke, om en sådan teknologi nogensinde vil være tilgængelig. Derfor udgør planternes fotosyntese den eneste proces, som vi med sikkerhed ved, kan kompensere for CO2-udledningerne fra transport og landbrug.

Andre lande har regnet på, hvor stor potentialet er for at optage CO2 fra atmosfæren via fotosyntese på landets areal. Dette regnestykke mangler endnu for Danmark, men det synes indlysende, at muligheden for at optage CO2 inden for Danmarks grænser vil være med til at bestemme, hvor meget CO2 vi kan tillade os at udlede i 2050. Derfor vil der kun være stigende efterspørgsel på jord til fangst og lagring af CO2, ligesom der samtidig er en stigende efterspørgsel på biomasse til energi og andre produktionsformål.

Regner man rapporterne efter fra de klimapartnerskaber, regeringen etablerede for et par år siden, når man hurtigt frem til, at de samlede forventninger til den mængde biomasse, der skal bruges i den danske erhverv, langt overstiger Danmarks kapacitet for dens produktion.

Men hvor meget af Danmarks areal skal afsættes til CO2-fangst og lagring? Hvor meget til biomasseproduktion til energi, herunder PtX? Hvor meget til biodiversitetsbeskyttelse? Og i hvor høj grad kan man kombinere de forskellige hensyn?

Danmarks fremtid, både i klima- og biodiversitetsøjemed, er afhængig af svarene på disse spørgsmål. Eventuelle indhegninger af arealer, som i forvejen er afsat til naturen, vil give mulighed for at påvirke økosystemernes strukturer i områderne, og er derfor isoleret set en interessant diskussion.

Jeg frygter dog, at vi ender med at stirre os så blinde på den diskussion, at vi aldrig får øje på elefanten i rummet og dermed det virkelige problem – at vi i Danmark ikke skaber plads nok til naturen.