Natur og klima i kommuneaftalen

DOKUMENTATION: Regeringen og KL blev søndag enige om en aftale om kommunernes økonomi for 2013. Læs her, hvad aftalen indeholder på natur- og klimaområdet.
Grøn omstilling - investeringer i klimatilpasning og bedre miljø og natur

Danmark skal være grønnere. Vi skal forberede os på de kommende klimaforandringer. Vandet skal være renere. Og naturen skal have det bedre. Regeringen og KL vil gennem et grønt partnerskab løfte disse udfordringer.

Regeringen og KL er enige om en række fælles initiativer, der skal understøtte en grøn omstilling i de kommende år. Det drejer sig om:

 en ambitiøs klimatilpasningsindsats, der sikrer klare rammer og nye værktøjer til kommunerne for at imødegå konsekvenserne af klimaforandringerne.

 en styrket natur- og miljøindsats, som vil bidrage til et renere vandmiljø og en bedre beskyttelse af de mange levesteder for dyr og planter i Danmark.

Investeringer i klimatilpasning
Regeringen og KL er enige om, at kommunerne løfter investeringsniveauet i klimatilpasning af spildevandsområdet med 2,5 mia. kr. i 2013. Investeringerne målrettes aktiviteter, som varetages af spildevandsselskaberne. Flere investeringer inden for spildevandssektoren vil udover at styrke klimatilpasningsindsatsen samtidig være til gavn for beskæftigelsen.

For at understøtte forsyningsselskabernes investeringer vil regeringen justere de kommunale lånegarantier ved at forlænge varigheden af garantierne og de tilhørende lånemuligheder i medfør af lånebekendtgørelsen fra 25 til 40 år. Dette vil skabe bedre sammenhæng mellem afskrivninger på spildevandsanlæg og finansieringen af nye investeringer.

Regeringen vil endvidere sikre bedre rammer for klimatilpasningsindsatsen i kommunerne med særligt fokus på at forebygge oversvømmelser. Forsyningsselskaber på spildevandsområdet skal således på visse betingelser kunne understøtte kommunale investeringer, som har til formål at styrke afledning og håndtering af regnvand. Forsyningsselskabernes indsats finansieres over taksterne for afledning af spildevand.

Udmøntning af de nærmere vilkår og rammer for klimatilpasningsindsatsen, herunder mulighederne for at justere de kommunale lånegarantier, sker i efteråret 2012. Lovgivning fremsættes i efteråret 2012 med henblik på, at reguleringen er på plads inden udgangen af 2012.

Sigtet er, at reglerne får virkning for prislofterne i 2013.

0:000:00