Naturpræsident vil spille en større rolle på klimaområdet

INTERVIEW: Danmarks Naturfredningsforening skal fylde mere på klimaområdet, lyder det fra præsident Maria Reumert Gjerding. Hun gør status og ser fremad efter fem måneder i spidsen for landets største grønne organisation.

”Det har været overvældende.”

Maria Reumert Gjerding lægger ikke skjul på, at skiftet fra miljøordfører i Enhedslisten til frontfigur for Danmarks Naturfredningsforening har været noget af en omvæltning. Fra et forholdsvist lille sekretariat på Christiansborg sidder hun nu i et hus med 65 medarbejdere.

I spidsen for en forening med omkring 2.000 lokalt aktive.

”Det er et meget stort sted, som jeg har en kæmpe forpligtelse til at forstå og ydmygt at lytte til, samtidig med at jeg er blevet valgt til at sætte en retning og løfte en dagsorden,” siger hun.

Det er godt fem måneder siden, at DN’s repræsentantskab med solidt flertal valgte Maria Reumert Gjerding til ny præsident. Og Altinget er i den anledning inviteret til kaffe i førerbunkeren på Østerbro i København.

Ude på den lille terrasse foran kantinen sætter vi os ved en af de sorte bænke, der står på én lang række. En lille andedam er etableret i baggrunden, og rygterne vil vide, at der faktisk ofte kommer en andemor med ællinger for at slå sig ned i Naturfredningsforeningens grønne omgivelser.

En kæmpe dagsorden
Alt ånder fred på denne sensommerdag i september. Men man skal ikke lade sig narre. Der er nok alvorlige emner at tage fat på, hvis man spørger naturens præsident. Det gælder ikke mindst for klimaet, som ellers ikke er det grønne område, som Naturfredningsforeningen er mest kendt for. Men det skal nu laves om. DN skal spille en større rolle på klimaområdet:

”Klimaet er en kæmpe dagsorden, og så skal vi som organisation følge med og blive en del af den debat,” siger Maria Reumert Gjerding.

En ting er, at klimaet fylder politisk og hos befolkningen. Men for Naturfredningsforeningen handler ønsket om en mere markant klimaprofil også om, at man ikke kan skille klima, miljø og natur ad.

”Hvis jeg bare står i mit eget hjørne og siger, at vi skal lave en jordreform, fordi det gavner biodiversitet, så mister jeg et kæmpe argument ved ikke også at tale det ind i klimadebatten,” siger Maria Reumert Gjerding.


Maria Reumert Gjerding på terrassen hos Danmarks Naturfredningsforening (foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget)

Nedprioriterer ikke noget
Det kan måske lyde, som om at nogle af foreningens kerneområder såsom natur, drikkevand og vandmiljø kommer til at vige pladsen for klimaet, men den udlægning afviser Maria Reumert Gjerding.

”Vi bruger de samme penge på landbrug og natur. Men vi skal bare sørge for, at vi får klimadimensionen med. Det betyder ikke, at vi nedprioriterer noget,” siger hun og fortsætter:

”Og så er det ikke sådan, at vi nu skal til at rende rundt på de bonede gulve til klimatopmøderne. Det er der nogle andre ufatteligt dygtige grønne organisationer, som gør. Der er slet ikke dér, vi er.”

Idyllen på Naturfredningsforeningens lille terrasse har ikke fået Maria Reumert Gjerding til at gro fast i hovedstaden de første par måneder.

EL-skepsis gjort til skamme
Siden valgsejren i april har hun med en enkelt undtagelse besøgt alle DN’s lokale afdelinger. Hun har følt sig godt modtaget. Både internt i foreningen, men nok så vigtigt også fra politisk side:

”Ordførere fra Venstre har inviteret til kaffe for at tale om fredningsretten. Så der har været en udstrakt hånd,” siger Maria Reumert Gjerding og fortsætter:

”Så de, der har udtrykt bekymring for min baggrund i Enhedslisten, er gjort temmelig meget til skamme. Og det er ikke min skyld. Det er omverdenen, der har gjort det til skamme.”

Har du slet ikke mødt skepsis over, at du kommer fra Enhedslisten?

”Nej. Ikke fra nogen, der er toneangivende på nogen måder. Men der er altid nogle Instagram- og Facebook-trolde. Men når man så kigger på, hvem det egentlig er, så er det et eller andet byrådsmedlem fra Liberal Alliance. Det er ikke en holdning, jeg oplever fra Liberal Alliance på Christiansborg.”


Maria Reumert Gjerding på sit kontor i DN's hovedkvarter på Østerbro i København (Arthur J. Cammelbeeck/Altinget)

'Ikke min opgave'

Det virker magtpåliggende for Maria Reumert Gjerding at få begravet debatten om hendes partipolitiske fortid. Så dem, der skulle gå med tanker om, at den tidligere røde miljøordfører vil gøre Naturfredningsforeningen til en forlængelse af venstrefløjen, godt kan tro om igen. I hvert fald nægter hun at tage stilling til, om en rød eller blå regering er bedst for naturen.

”Det er ikke min opgave. Men det kan være, jeg stiller dem nogle spørgsmål under valgkampen, så vælgerne er klædt på til at træffe en beslutning,” siger Maria Reumert Gjerding.

I stedet anerkender hun, at der nu er en borgerlig regering, som har sendt grønne signaler.

”Man er jo blind, hvis man tror, at de borgerlige ikke vil gøre noget. Og så handler det om at finde ud af, hvad de har mandater til. Og hvor det er, de kan finde sammen om at rykke på den grønne omstilling,” siger Maria Reumert Gjerding.

Mere samarbejde med landbruget
Det er ikke kun på Christiansborg, at hun satser på udstrakte hænder. Også hos DN’s normale yndlingsaversion – landbruget – lægger hun op til dialog.

”Når vi ikke vil vente på, at politikerne sikrer mere natur på landbrugsarealer, så er det at slå en åben dør ind hos Landbrug & Fødevarer. Jeg ser rigtigt mange områder, hvor vi skal kunne samarbejde. Det skylder vi både landbrugssektoren, naturen og klimaet,” siger hun.

Er landbruget ikke helt så sort, som det nogen gange bliver gjort til?

”Jeg vil ikke give landbruget den ene eller anden farve. For landbruget er en bred vifte af mange ting. Det er også økologi, og der er også landmænd, der gør en indsats for at binde kulstof i jorden. Men det ekstremt højintensive landbrug problematiserer vi, fordi det efterlader et uacceptabelt aftryk på omgivelserne,” siger hun og fortsætter:

”Men vores opgave er også at tale det gode landbrug op.”

Medlemmer forlader DN
Maria Reumert Gjerding taler om Naturfredningsforeningens meget bredt sammensatte medlemsskare, hvor alle partier er repræsenteret. At hun også af den grund holder sig langt væk fra det partipolitiske. Og nu vi er ved medlemsskaren, så er faktum, at de seneste år har været præget af tilbagegang. De seneste 10 år er man gået fra 141.000 medlemmer i 2008 ned til et bundniveau på 124.000 i 2014, som dog har rettet sig en smule de seneste år. I 2017 var medlemstallet 128.800, hvilket svarer til en tilbagegang på knap 10 procent siden 2008.

Det er dog ikke noget, der får paniklamperne til at blinke hos naturpræsidenten.

”Men det er da noget, vi skal have meget fokus på. Jeg er helt overbevist om, at det handler om at vise, man er værd at støtte. Men vi skal ikke kun måles på medlemstal,” siger Maria Reumert Gjerding.

Det er ikke nogen hemmelighed, at det særligt kniber med at få fat i de unge. Men det kan der måske snart blive ændret på:

”Jeg tror netop, at klimasagen kan være nøglen ind til rigtigt mange unge mennesker,” siger hun.

Handler jeres klimafokus også om at skaffe nye medlemmer?

”Altså, jeg prioriterer klima, fordi det er virkelig, virkelig vigtigt. Og vi har kun få år til at bremse klimakrisen, og derfor er vi nødt til at være en del af den debat. Men hvis man ikke også tænker medlemmer med ind over, så er man jo dum. Vi er nødt til at adressere, at det er svært at få unge medlemmer,” siger hun og fortsætter:

”Men klima er altså ikke en eller anden taktisk manøvre.”

Forrige artikel Oliebranchen gik til topministre for at stoppe udflytning af oliejob Oliebranchen gik til topministre for at stoppe udflytning af oliejob Næste artikel Grønt overblik: Det skal du holde øje med i denne uge Grønt overblik: Det skal du holde øje med i denne uge