Nederlag til Lilleholt: Fjernvarmeselskaber må ikke beholde overskuddet

FJERNVARME: Bredt forlig om fjernvarmesektorens fremtid går stik imod regeringens forsyningsstrategi. Nu må selskaberne alligevel ikke beholde økonomisk overskud, men skal betale pengene tilbage til forbrugerne.

Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Klaus Ulrik Mortensen

Et kardinalpunkt i regeringens forsyningssstrategi afgik fredag ved døden.

Her blev Lars Christian Lilleholt (V) på regeringens vegne enig med et bredt flertal bestående af DF, Socialdemokratiet, Radikale og SF om den fremtidige regulering af fjernvarmesektoren.

Og selvom regeringen i en pressemeddelelse udsendt samme dag forsøgte at bilde pressen ind, at der var tale om en politisk sejr i og med, at man endelig havde sikret fjernvarmekunderne stabile rammer, så er sandheden snarere, at aftalen skal ses som et markant politisk nederlag.

Gulerødder skulle føre til milliarder
Lars Christian Lilleholt forsømte ikke at understrege de historiske aspekter, da han på bagkant af McKinseys allerede berømte effektiviseringsanalyser i efteråret præsenterede Danmarks første forsyningsstrategi.

Det er at stikke vælgerne blår i øjnene, når man fortsat hævder, at der findes et effektiviseringspotentiale på 2,3 milliarder kroner i fjernvarmen, når ministeren udmærket ved, at den rapport, der henvises til, er fyldt med både fejl og mangler.

Kim Mortensen
Direktør, Dansk Fjernvarme

Et sted mellem 5,9 og 7,1 milliarder kroner kunne man høste ved at indføre markedsmekanismer i forsyningssektoren. Nu skulle det være slut med den forældede logik om, at alting var godt, blot økonomien hvilede i sig selv.

Der skulle nye økonomiske gulerødder på banen. Blandt andet i fjernvarmesektoren, som anslåedes at kunne skaffe 2,3 milliarder kroner årligt i 2025 ved at anspore de dårligste til at klare sig lige så godt som de bedste.

Regeringen foreslog derfor som et centralt element, at ekstraordinære effektiviseringsgevinster skulle kunne trækkes ud af fjernvarmeselskaberne og i stedet tilfalde private investorer. Logikken værende, at sådan fungerer det i det private erhvervsliv, så hvorfor ikke forsøge sig med samme model i forsyningssektoren?

S tilfreds med aftale
Men som fredagens forlig også viser, var der aldrig politisk flertal for dette ønske.

Folketinget har i dag indgået en bred politisk aftale om en langsigtet og moderne regulering for fjernvarmesektoren. Aftalen understreger i stedet, at et eventuelt overskud enten skal reinvesteres i sektoren eller betales tilbage til forbrugerne.









0:000:00