Niels Fuglsang: Klimapolitik kan ikke alene løses af økonomer

Af Niels Fuglsang
Ph.d.-stipendiat hos Cevea og kandidat til Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet

Når Jonas Herby fra Cepos skriver, at stort set alle økonomer mener, at ”den bedste og billigste løsning” på klimaudfordringen er en flad afgift på al udledning af CO2, illustrerer han samtidig, at vi har brug for andre perspektiver end de mainstreamøkonomiske for at løse problemerne. I hvert fald andre end de økonomer, som Cepos lytter til.

Det kan godt være, at Herbys forslag om en flad CO2-afgift er en effektiv måde at nedbringe CO2-udledningen i forhold til samtidig at sikre mest muligt vækst i bruttonationalproduktet. Men Herbys argument bygger på den implicitte antagelse, at man kan etablere vandtætte skodder mellem økonomi og politik. Det er en forestilling om, at der findes én økonomisk politik, der er den mest effektive uden skelen til de politiske konsekvenser af fordelingen.

En klassisk definition på politik kommer fra David Easton, der i 1965 skrev, at politik kan forstås som ”den autoritative fordeling af værdier”. Med andre ord handler politik om, hvordan vi fordeler pengene i samfundet.

Når vi beslutter, hvordan vi håndterer klimaudfordringen, kommer vi altså ikke uden om, at det er et politisk og ikke kun økonomisk spørgsmål, fordi de forskellige løsningsmodeller har vidt forskellige fordelingsmæssige implikationer. Økonomien fungerer ikke i et vakuum, som Jonas Herby synes at forestille sig.

Mere ulighed
Herbys forslag om en flad CO2-skat vil, som han skriver, ramme de laveste indkomstgrupper hårdest, fordi de må betale en større andel af deres indkomst i sådanne afgifter end de højere indkomstgrupper. Hos Herby har det ikke noget med politik at gøre, det er blot ”bedst og billigst”. Den tilgang til at adressere klimaudfordringerne har som minimum to blinde vinkler.  

Vi stikker en kæp i hjulet på klimaindsatsen, hvis vi fører en politik, der skubber yderligere til uligheden og dermed skaber modstand og protest.

Niels Fuglsang
Ph.d.-stipendiat hos Cevea og kandidat til Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet

Først og fremmest et moralsk perspektiv. Er det rimeligt, at de laveste indkomstgrupper rammes hårdere end de øverste indkomstgrupper?

I langt de fleste OECD-lande er den økonomiske ulighed steget i løbet af de seneste årtier. Bruttonationalproduktet er vokset, men det bliver stadig mere skævt fordelt. I Storbritannien faldt reallønnen eksempelvis for en typisk arbejdstager med mere end 5 procent mellem 2007 og 2015 ifølge forskning fra London School of Economics. Samtidig bliver den rigeste 1 procent stadig relativt rigere i forhold til resten af samfundet.

Er det rimeligt set fra et moralsk perspektiv at løse klimaudfordringen med en flad skat på CO2, der yderligere bidrager til uligheden?

Politisk klogt?
Dernæst et politisk perspektiv. Vi har de senere år set store politiske opbrud i Vesten – valget af Donald Trump, Brexit og De Gule Veste i Frankrig – der har det til fælles, at de er protestreaktioner fra den del af befolkning, der befinder sig i den nederste halvdel af indkomstskalaen.

Vi bliver nødt til at overveje de fordelingsmæssige konsekvenser af måden, vi vil løse klimakrisen på, hvis vi vil samle tilstrækkeligt brede koalitioner bag den bæredygtige omstilling.

Er det politisk klogt at løse klimaudfordringen med en flad CO2-skat, der risikerer at fremprovokere yderligere reaktioner fra de indkomstgrupper, der allerede føler sig hægtet af samfundsudviklingen?

Vi skal lytte til økonomer, når vi løser klimakrisen. Men vi skal også lytte til andre perspektiver.

Fra et moralsk og politisk synspunkt kan der være gode grunde til at indrette klimaafgifterne, så dem med flest ressourcer bidrager mest til at løse problemet. Det kan vi for eksempel gøre ved at lave progressive afgifter på CO2 og i så høj grad som muligt lade virksomhederne frem for forbrugerne betale.

Økonomi og politik kan ikke adskilles, og vi stikker en kæp i hjulet på klimaindsatsen, hvis vi fører en politik, der skubber yderligere til uligheden og dermed skaber modstand og protest.