Nikolaj Saadat: DI er ikke regeringens grønne ven

KOMMENTAR: DI har fået ros for sin 2030-plan med bud på, hvordan Danmark kan nå 70-procents-klimaambitionen. Men den byder også på gamle kæpheste som skattelettelser og nedskæringer, som er uspiselige for en regering valgt på et velfærdsmandat, skriver Nikolaj Saadat.

Med DI's 2030-plan har de én gang for alle stadfæstet sig selv som kapitalismens ekstremt stærke ambassadør. Endda i en tid, hvor de egentlig burde være mere end bare presset. Det er trods alt industriens og kapitalismens evige og ensporede fokus på økonomisk vækst, der har sat os i en situation, hvor der overhovedet er brug for en klimaplan.

Der har været skrevet meget om klimaplanen. Responsen har været både overvejende positiv og brugbar for både DI og regeringen. Statsminister Mette Frederiksen og DI-direktør Lars Sandahl Sørensen rejser til FN's klimatopmøde i New York i hinandens arme, og de har sågar fået pensionskasserne til at tilslutte sig med 10 procent af alle deres milliarder.

Rosen er da også fortjent noget af vejen. Ikke nok med det er den første klimaplan, som industrien spiller ind med, så er det også den første, på tværs af niveauer, som både er konkret og gennemregnet.

Men så stopper de gode takter også så småt dér.

For politisk realiserbar bliver den aldrig med en regering, der er valgt på et massivt velfærdsmandat. Om få år vil den derimod stå som et reelt og ganske udspekuleret alternativ, hvis regeringen får svært ved både at øge velfærden og samtidig omlægge vores klima. Den potentielt penible situation udnytter DI til at arbejde for deres egne gamle kæpheste: nedskæringer i velfærden og skattelettelser i toppen.

Gennemgår man DI’s mange henvisninger til finansiering i den mere end 100 sider lange klimaplan, er det da også en række gamle travere, som DI spiller ind med. Nedskæringer og mere pres på de arbejdsløse, færre penge til de studerende, mere udenlandsk arbejdskraft og ikke mindst skattelettelser til virksomhederne og dermed de rigeste danskere. For at nævne et par af dem.

Ikke nok med at forslagene til finansiering er politisk tonedøve, så er de også direkte i modstrid med velfærdsstatens socialdemokratiske og holistiske sjæl. DI's klimaplan er finansieret med løsninger, som end ikke en samlet højrefløj kan se sig selv i, og som DI endda præsenterer, kort tid efter at danskerne har valgt velfærden og centrum-venstre-løsningerne til med et massivt flertal ved folketingsvalget i sommer. Det er uambitiøst uagtet DI's kasket.

Så nok er DI’s klimaplan gennemregnet og præcis, men den tager ingen forbehold for mandaternes logik og befolkningens ønsker. Det klinger derfor mildest talt hult, når nu man så stolt og så ofte gentager, at man er de første i verden til overhovedet at lave en plan.

At DI's klimaplan på ingen måde kan samle flertal på Christiansborg, er dog én ting. Noget andet er, at DI fra et interessevaretagelsesperspektiv får lov til at positionere sig som regeringens venner, selv om deres bud på en 70-procentsreduktion er et politisk fatamorgana.

Men det billede kan hurtigt vende. At Mette Frederiksen står over for en noget nær umulig mission, ved de fleste. Det ved især DI og regeringen.

Om få år kan regeringen og Mette Frederiksen være nødt til at slå ud med opgivende arme, fordi det simpelthen ikke har været muligt både at sænke vores udledninger hurtigt nok, samtidig med at vi ikke bare sikrer sikkerhedsnettet, men også styrker det. Hvis, eller når, den situation oprinder, så vil DI stå klar i kulissen med et pludseligt reelt alternativ.

Heldigvis omfavner Mette Frederiksen kun målet og viljen fra industrien og ikke vejen dertil for at nå det. Det gør hun klogt i. Men hun skal også vide sig sikker på, at så snart regeringen kommer under pres på at levere, så er DI ikke på regeringens side for at komme med alternativer. De står derimod klar med deres gennemregnede klimaplan for at presse på for beskæftigelses- og skattepolitiske tiltag, som Mette Frederiksen aldrig kan acceptere, såfremt hun ikke ønsker at kvæle Socialdemokratiets sjæl og troværdighed.

Når tiden kommer, hvor regeringen har svært ved at levere på klimamålet, vil DI's 2030-plan stå som et implementerbart alternativ, og højrefløjen vil pludselig få en gratis klimapolitik serveret på et sølvfad. Noget, det tyder på, der er brug for i den borgerligt-liberale lejr, hvis statsministerstjansen atter skal komme inden for rækkevidde.

Oven i det har De Radikale og Ida Auken åbenbart "aldrig set så visionær og ansvarlig en plan fra en erhvervsorganisation som den fra Dansk Industri". Det er derfor ikke svært at gennemskue, at Mette Frederiksen kommer til at blive ekstremt presset, når og hvis tiden kommer.

DI’s klimaplan er derfor ganske vist en strategisk genistreg på mellemlang sigt, men Socialdemokratiet og Mette Frederiksen kan ikke bruge den til meget andet end at sole sig i hensigten her og nu.

Så selv om DI muligvis ligner regeringens og Mette Frederiksens partner, når de sammen turnerer verden rundt, vil billedet ganske sandsynligt vende om blot få år.

-----

Nikolaj Saadat (f. 1995) er stud.scient.pol. og medlem af Socialdemokratiet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Michael Kristiansen: Alt er vendt på hovedet efter klimavalget 2019 Michael Kristiansen: Alt er vendt på hovedet efter klimavalget 2019
Landbrug & Fødevarer nedsætter et klimaråd

Landbrug & Fødevarer nedsætter et klimaråd

KLIMANEUTRAL: Klimaprofessor Katherine Richardson bliver formand for et nyt klima advisory board, der skal hjælpe landbruget med at indfri visionen om klimaneutrale fødevarer i 2050. "Et af de store problemer indtil nu har været, at man taler ud fra business as usual," siger hun.