Kommentar af 
Nikolaj Saadat

Nikolaj Saadat: Klimaloven kan blive en bombe under politikertilliden

KOMMENTAR: Et stort flertal i Folketinget stikker blår i vælgernes øjne ved stædigt at påstå, at man kan reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent, uden at det vil gå ud over Danmarks velstand og velfærd, skriver Nikolaj Saadat.

Aftalepartierne bag klimaloven spiller politisk poker, når de stædigt og hårdnakket påstår, at 70 procents CO2-reduktion i 2030 hverken koster velfærd eller velstand, skriver Nikolaj Saadat.
Aftalepartierne bag klimaloven spiller politisk poker, når de stædigt og hårdnakket påstår, at 70 procents CO2-reduktion i 2030 hverken koster velfærd eller velstand, skriver Nikolaj Saadat.Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringen og dens forskellige aftalepartier er i disse uger garant for massiv historieskrivning. I hvert fald ifølge dem selv.

Først faldt den – ifølge Nicolai Wammen og Pia Olsen Dyhr – historisk grønne og børnevenlige finanslov på plads, der både indeholdt en reduktion på én procent af Danmarks samlede CO2-udledning i forhold til 2017 samt et gennemsnitligt minimum på kommuneniveau for antallet af pædagoger engang i 2025.

Kort tid efter blev der så igen skrevet historie. Danmarks første klimalov med bindende delmål blev med opbakning fra 167 folketingsmedlemmer en længe ventet kendsgerning.

Regeringen og de syv øvrige aftalepartier er dermed fast besluttet på at spille politisk poker med den tilbageværende stump af borgernes tillid til det politiske system som indsats, når de stædigt og hårdnakket påstår, at de kan gennemføre en 70 procents CO2-reduktion i 2030, der hverken koster velfærd eller velstand.

Fakta
Nikolaj Saadat (f. 1995) er stud.scient.pol. og medlem af Socialdemokratiet. 

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Klimaambitionerne kan dermed ende som en bombe under den politikertillid, der i forvejen har ualmindeligt trange kår.

Eklatante samfundsskandaler som – for at nævne et par stykker – sammenbruddet i Skat, hvidvaskskandalen i Danske Bank, Britta Nielsens lænsning af satspuljen og den stadigt udfoldende misere i Forsvarsministeriet har barberet vores i forvejen smalle tillid til systemet ned til et absolut minimum.

De klasse- og generationskampe, der venter i udmøntningen af klimaloven, vil splitte både befolkningen og Folketinget, når regningen enten præsenteres for danskerne eller smides ud, fordi prisen simpelthen blev for høj.

Nikolaj Saadat

Læg dertil den ulovlige logning, Dansk Folkepartis potentielle bedrageri med EU-midler og hovedrystende enkeltbeslutninger totalt blottet for ethvert rationale som lukningen af Radio24syv eller udflytningen af Det Økonomiske Råd, og vælgerne er pludselig efterladt i total afmagt af det politiske system, de selv har peget på.

Den sidste tilbageværende tillidsstump virker Folketinget nu også klar til at risikere i sit forsøg på at vise handlekraft på den komplekse grønne dagsorden.

For mens klimaloven var relativ nem at finde sammen om, da den reelt blot er en målsætning med en række hensigtserklæringer, så bliver udmøntningen af ambitionen i en handlingsplan anderledes umulig.

I hvert fald hvis den hverken må afvikle arbejdspladser eller medføre social ubalance, som klimaministeren siger, at partierne er blevet enige om.

Forestillingen om, at klimaomstillingen ligefrem er noget, man kan tjene penge på, er dog svær ikke at se som andet end opportun klimapopulisme, der ikke forholder sig til det skinbarlige faktum, at en 70 procents CO2-reduktion i 2030 vil koste adskillige milliarder og – uanset model – særligt vil ramme dem, der har mindst.

Det er derfor at stikke blår i øjnene på vælgerne, når man ophøjer og omtaler den grønne omstilling som det næste vindmølleeventyr, når virkeligheden er, at en 70 procents reduktion i 2030 vil medføre dramatiske ændringer i den almene danskers liv – og på de fleste parametre til det værre.

Regningen for en så massiv omstilling kan enten betales med store nedskæringer i velfærdsniveauet fra for eksempel råderummet eller via skatter og afgifter eller sågar et statslån. Vælger man det første, risikerer man et opgør med samfundskontrakten. Vælger man det sidste, bliver man ikke det foregangsland, som er hele idéen.

Den hårfine balance mellem velfærd og velstand i et klimaperspektiv kommer da også eksemplarisk til udtryk ved, at de to eneste gennemregnede klimaplaner for 2030 kommer fra Dansk Industri og Enhedslisten.

For mens man hos Dansk Industri peger på de studerende, de ældre og de arbejdsløse, når der skal ofres på klimaets hellige alter, så peger man i Enhedslisten på virksomhederne.

At det er henholdsvis DI og Enhedslisten, der er forfattere bag de eneste gennemregnede klimaplaner og dermed tegner positionerne i klimaspørgsmålet, er samtidig et udtryk for en åbenlys kendsgerning, som de magtpartier, der normalt påtager sig ansvaret, på nuværende tidspunkt ikke tør sige højt:

En 70 procents CO2-reduktion i 2030 er ikke mulig uden graverende udhulinger i enten vores velfærd, vores erhvervsliv eller begge dele.

At regeringen og de resterende folketingsmedlemmer bag klimaloven ikke er åbne om det dilemma, kan ende som en fatal bombe under vælgernes tillid til Folketinget. Særligt for de unge vælgere, der om nogen står bag klimaloven, og som samtidig kommer til at udgøre en stadig større andel af vælgerne i årene efter 2030.

Balancegangen mellem at imødekomme de ældre velfærdsvælgere fra det gule Danmark og storbyernes generation Z-vælgere, der stemmer fra sag til sag, vil være umulig, såfremt man ikke er åben og ærlig om, at den grønne omstilling har en – endda høj – pris.

Læs også

De klasse- og generationskampe, der venter i udmøntningen af klimaloven, vil splitte både befolkningen og Folketinget, når regningen enten præsenteres for danskerne eller smides ud, fordi prisen simpelthen blev for høj.

Netop derfor kan det undre, at man til stadighed holder fast i, at det kan lade sig gøre uden særlige omkostninger, men samtidig ikke evner eller lyster at fremlægge, hvor meget omstillingen egentlig kommer til at koste.

De 167 folketingsmedlemmers laissez-faire-tilgang til noget så vigtigt som prisen på den største samfundsomvæltning i årtier svarer til at bestille mad og vin på vegne af et større selskab uden at fortælle, hvor meget det koster, og hvem der egentlig skal svinge dankortet. Det er uansvarligt, og det kan kun ende i en dårlig aften.

-----

Nikolaj Saadat (f. 1995) er stud.scient.pol. og medlem af Socialdemokratiet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00