Noah: Vi vil få meget svært ved at klare de nødvendige drivhusgasreduktioner

Af Stig Melgaard og Palle Bendsen
Noah Friends of the Earth Denmark

Klimakrisen er her. Vi taler ikke om engang i fremtiden. Millioner af mennesker udsættes allerede for virkningerne af de hyppigere tropiske storme, langvarig tørke, skovbrande, oversvømmelser, jordskred, ødelæggelse af koralrev, tab af biodiversitet.

Det er sidste udkald, hvis verden skal undgå endnu større og irreversible ændringer af klimaet. Det vil kræve hurtige, omfattende og hidtil usete ændringer i hele samfundet at undgå en sådan fremtid.

For at finde ud af hvor meget og hvor hurtigt udledningerne skal reduceres, må man tage udgangspunkt i et globalt drivhusgasbudget. Budgettet − eller råderummet − er den mængde drivhusgasser, vi kan ”tillade os” at udlede, hvis vi skal holde os under en bestemt global temperaturstigning. Det kan beregnes på forskellige måder, og beregningerne knyttes til forskellige sandsynligheder for at opnå et bestemt mål.

Det er altså ikke muligt at fastslå et eksakt råderum på grund af de usikkerheder, der ligger i forudsætningerne for beregningerne. Tal og procenter i det følgende er således kun udtryk for de resultater, som beregningerne giver. Men tallene er nødvendige her for at beskrive den klemme, vi er i.

Betyder det så, at vi ikke behøver at tage beregningerne så tungt, for det kan jo være, at de er alt for pessimistiske, og vi anstrenger os til ingen verdens nytte?

Vi må se i øjnene, at samlede reduktioner på 28 endsige 48 procent fra år til år ikke kommer til at ske alene ved omstilling i energisektoren, transport, byggeri med videre.

Stig Melgaard og Palle Bendsen
Noah

Svaret er – desværre – at FN’s klimapanel IPCC snarere er for optimistisk end for pessimistisk og har en tilbøjelighed til at udelukke påvirkninger, som man ikke kan sætte præcise tal på. De sidste ti års historie har lært os, at for hver ny rapport er råderummet blevet mindre, dels fordi de årlige alt for store globale udledninger æder sig ind på råderummet, og dels fordi forskningen hvert år finder nye forhold, der trækker fra i råderummet.

Vores ærinde her er at fokusere på den ramme, som meget få taler om: Hvor stort er råderummet overhovedet?

Danmarks udledning og råderum
Ifølge IPCC’s 1,5 graders-rapport lå det globale råderum for 1,5 graders-målet i 2017 på, hvad der svarer til en udledning på 420-570 GtCO2 − med en sandsynlighed på 66 procent for ikke at overskride målet på 1,5 grader.

I 2017 blev der globalt udledt 42 GtCO2. Det betyder, at råderummet i 2020 allerede vil være 84 Mt mindre, altså 336-486 GtCO2. 

Energistyrelsen opgør Danmarks udledninger af drivhusgasser til det, der svarer til cirka 50 MtCO2 (2016). Det er inklusive metan og lattergas fra landbruget samt kulstofbinding i jord og træer, men kun i beskeden grad afbrænding af biomasse. Danmarks andel af klimabelastningen fra international fly- og skibstransport er slet ikke medtaget (for luftfart har Noah ganget udledningerne med en faktor 2,5 for at indregne den forøgede klimaeffekt ved udledning højt i atmosfæren).

Afbrænding af biomasse udleder store mængder CO2, som tidligst vil være blevet genoptaget i ny plantevækst lang tid efter, at vi skal være ophørt med at udlede drivhusgasser − og hvis overudnyttelsen af biosfæren fortsætter, vil det aldrig ske. Set i det perspektiv er biomasse i vores energiforsyning på ingen måde CO2-neutral.

Indregner vi dette samt international luft- og skibsfart, er de danske udledninger p.t. cirka 78 MtCO2 årligt. Altså en væsentlig forskel til de 50 MtCO2, som Energistyrelsen opgiver.

I slutningen af 2017 var Danmarks andel af det globale råderum på 316-429 MtCO2 regnet ud fra befolkningens størrelse. Det betyder, at råderummet for Danmark, hvis vi regner med uændrede udledninger i 2018-19, i 2020 vil være 160-273 MtCO2.

Det blinde øje til
Noah har beregnet en reduktionssti, hvor vi reducerer mest i de første år, hvor de letteste og billigste reduktioner ligger − og så med gradvis mindre årlige reduktioner hen imod nul. Det er vigtigt at forstå, at det er den samlede udledning af drivhusgasser, som atmosfæren reagerer på.

Derfor er spørgsmålet om 60, 70 eller 80 procents reduktion i 2030 ikke så betydningsfuldt som den samlede mængde af drivhusgasser, vi udleder fra i dag.

Hvis vi antager et råderum på 160 MtCO2, skal vi reducere med 48 procent år for år og gå i nul i 2029. Hvis vi går ud fra et råderum på 273 MtCO2, skal vi reducere med 28 procent år for år og gå i nul i 2034.

Så hurtige reduktioner bliver næsten umuligt at have med at gøre – og måske er det derfor, finansministre og andre politikere vælger at vende det blinde øje til disse beregninger. Men der er en vej ud af det næsten uløselige problem.

Kulstofbinding i skov og jord
Tidligere var vi i Noah imod, at man modregnede kulstofbinding i planter og jord, da den hurtigt kan blive sat over styr igen. Men i dag føler vi os tvunget til at gøre det på grund af tyve års alt for store udledninger, tyve års mangelfuld indsats. Vi må se i øjnene, at samlede reduktioner på 28 endsige 48 procent fra år til år ikke kommer til at ske alene ved omstilling i energisektoren, transport, byggeri med videre.

Skovplantning og ændrede dyrkningsmetoder i landbruget er de eneste muligheder for at skabe kulstofoptag, der både vil være virkningsfulde og uskadelige. Hvis det foretages rigtigt, vil det være gavnligt ikke bare for klimaet, men også for jordens biodiversitet – inklusive os mennesker.

For at skovplantning skal have nogen effekt, skal den ske, samtidig med at den ødelæggende global skovfældning reduceres massivt. Her har Danmark et kæmpestort fodaftryk – og ansvar – gennem import af biomasse til energiformål, soja til foder og hårdttræ til byggeri og havemøbler.

"Hvis du står i et hul, så lad være med at grave det dybere," som det hedder.

Satser vi kraftigt på hurtigt at ophøre med at fælde skov til energiproduktion og i stedet satser stort på omlægge en stor del af det landbrugsareal, der i dag bruges til dyrkning af foder til husdyrproduktion, til ny skov, der får lov til at ligge som urørt skov, vil vi kunne nedbringe de meget store reduktionskrav en del. Udtagning af lavbundsjorder fra drift og en omlægning af landbrugsdriften kan også bidrage.

Genetablering af skov skal ikke ske som ensformige monokulturer, men derimod være så varieret som muligt fra begyndelsen og med lokale, naturligt forekommende arter og kan sammen med ændrede dyrkningsmetoder i landbruget også være de dræn, der på lang sigt kan reducere CO2-koncentrationen i atmosfæren.

Er vi parate?
Konsekvenserne af at Danmark ligesom de fleste andre lande har skubbet problemerne foran os, lige siden Klimakonventionen blev vedtaget i 1992, viser sig nu tydeligt. Vi vil få mere end svært ved at klare bare vores egen andel af de nødvendige drivhusgasreduktioner. Mange vil endda sige, at det er helt urealistisk. Det vil under alle omstændigheder kræve store og hurtige ændringer i vores samfund og vores måde at leve på.

Alle sektorer i samfundet skal bidrage for at skabe de nødvendige reduktioner. Det drejer sig langtfra bare om at bygge nogle vindmøller og installere nogle solceller. Ingen sektorer kan tillade sig at lurepasse, det gælder landbrug og vejtransport såvel som flytransport og klimabelastende forbrug i det hele taget.

Spørgsmålet er så, om vi er parat til at gøre det, der skal til. Omstillingsparathed gælder her for befolkningen, for kommuner og virksomheder, og den gælder ikke mindst for landspolitikerne, som skal være villige til at træffe beslutninger, som kan være upopulære.

Er vi er parate til at ofre en pæn bid af vores velstand for vores børns og børnebørns skyld? Det er meget tænkeligt, at det vil blive nødvendigt. Også selvom der vil være lande, som ikke vil være med.

Folkelig mobilisering
Vi skal have den stærke klimalov, som Noah sammen med andre har kæmpet for allerede fra 2008. I 2014 kom der godt nok en klimalov, men den indeholdt ikke et råderum eller drivhusgasbudget, den havde ikke bindende mål og ingen beskrivelse af de vigtigste programmer for sektorer med videre. Den drejede sig kun om Klimarådet – som bestemt har haft en vigtig rolle at spille siden.

I år har vi glædeligvis set en stærk folkelig mobilisering for klimaet generelt, men også specifikt for en klimalov. Det har flyttet på de politiske partiers beredvillighed til at lave en ny, stærkere lov. Selv blandt de partier, der i 2014 stemte imod loven eller stemte for, men undlod at gøre den så stærk, som den nødvendigvis må være for at virke.

Vi har her tegnet den udvendige ramme op for en sådan klimalov og opfordrer til, at Klimarådet og diverse forskere regner videre på det danske råderum, og på hvor meget vi kan hente på kulstofoptag i planter og jord.

I 2010 lavede Noah et detaljeret forslag til en klimalov baseret på et oplæg fra professor Ellen Margrethe Basse, som det nye Folketing og den nye regering med fordel kan bruge som udgangspunkt.