Nu kan der søges penge til biogas

GRØN VÆKST: Fødevareministeren åbner for ansøgninger til etablering og udvidelse af biogasanlæg.
Anders Jerking
Fødevareministeriet åbner nu for hjælp til etablering og udvidelser af danske biogasanlæg. Der er i regeringens og Dansk Folkepartis aftale 'Grøn Vækst' afsat 100 millioner kroner om året de næste tre år til en satsning på biogasanlæg. Målet er, at 50 procent af husdyrgødningen inden 2020 skal anvendes til energiformål.

Foruden selve anlægget kan der også ydes tilskud til de nødvendige investeringer på de gårde, der leverer biomasse til biogasanlægget. Tilskuddet kan udgøre op til 20 procent af de tilskudsberettigede udgifter, dog højst 30 millioner kroner per biogasanlæg med tilhørende supplerende investeringer på gårdene. Tilskudsordningen er delvist finansieret med midler fra EU.

Første ansøgningsfrist er den 15. november 2010.

0:000:00