Ny analyse: Flere i beskæftigelse skader klimaet

KLIMA: Danmark har endnu ikke fået afkoblet jobskabelse fra mere CO2-udledning, viser ny analyse fra AE-Rådet. Skal vi nå vores klimamål, skal den nød knækkes, siger analytiker. DI mener ikke, det giver mening at sammenligne antal beskæftigede og CO2.

Statsminister Mette Frederiksen (S) i arbejderuniform. Tirsdag indleder hendes regering forhandlinger om en ny klimalov. Endnu har vi ikke knækket koden med at få folk i job og samtidig udlede mindre CO2, viser ny AE-analyse.
Statsminister Mette Frederiksen (S) i arbejderuniform. Tirsdag indleder hendes regering forhandlinger om en ny klimalov. Endnu har vi ikke knækket koden med at få folk i job og samtidig udlede mindre CO2, viser ny AE-analyse.Foto: René Schütze/Ritzau Scanpix
Morten Øyen

Kan lavere CO2 gå hånd i hånd med flere i beskæftigelse?

Fakta
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) er stiftet i 1936 og dermed Danmarks ældste tænketank. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er en økonomisk-politisk tænketank og et samfundsøkonomisk analyseinstitut, der arbejder for at fremme den sociale retfærdighed i Danmark. AE’s overordnede formål er at udarbejde og formidle samfunds- og erhvervsøkonomisk viden samt løsningsideer til gavn for lønmodtagerne og for at fremme den sociale retfærdighed

Kilde: ae.dk

Det er tvivlsomt, hvis man ser på de danske erfaringer hidtil. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Her har man set på den danske beskæftigelse og CO2-udslippet siden 1995, og det viser et klart billede: Har en branche fået flere beskæftigede, har branchen som hovedregel også stået for en CO2-stigning.

”Analysen viser, at vi ikke har skabt afkoblingen mellem det at skabe job og det at udlede CO2. Det er vi nødt til, hvis vi skal nå vores klimamål,” siger analytiker i AE-Rådet Sofie Holme Andersen.

Danmark får rigtig mange af gevinsterne ved, at det er os, der ejer skibsfarten. Derfor kunne man også sige, at det er os, som må tage teten og hjælpe dem med at komme på banen.

Sofie Holme Andersen
Analytiker, AE-rådet

Skal beholde job
Ser man på tallene for virksomhederne, er CO2-udledningen siden 1995 steget med 2,1 millioner ton, mens over 300.000 flere er i beskæftigelse. Under finanskrisen så man dog et stort fald i beskæftigelse og i CO2-udslippet – men det er ikke nogen holdbar vej til grøn omstilling, tilføjer AE-analytikeren.

”Det nytter ikke noget, at de grønne mål skal nås ved at lukke ned for produktion eller udflytte den. Det ser hurtigt mere grønt ud i statistikken, men reelt kommer vi alle sammen dårligere ud af det. Så den store opgave er at beholde vores mange job og hjertens gerne skabe flere og samtidig få gjort noget ved klimaforandringerne,” siger Sofie Holme Andersen. 

Ser man på de overordnede tal, udledes der cirka det samme per beskæftiget i dag som i 1995. Tallene gør det dog nærliggende at få den mistanke, at CO2-udledningen fra virksomhederne er meget konjunkturafhængig. Dykker man ned i tallene for de enkelte brancher, ser man dog nogle store forskelle.

Transportbranchen har øget sin udledning med 26 millioner ton og står nu for to tredjedele af virksomhedernes samlede CO2-udledning ifølge analysen. Samtidig er det et erhverv med relativt mange job. I dag er omkring 150.000 beskæftiget med transport.

I den anden ende er forsyningsbranchen den branche, der har reduceret sit aftryk mest: med 21 millioner ton siden 1995. Det er dog en branche, der står for relativt få beskæftigede, til gengæld leverer den energi til alle de andre brancher.

0:000:00