Ny analyse: Nye datacentre og elbiler vil snart køre på grøn strøm

ENERGI: På kort sigt vil nye datacentre og flere elbiler betyde mere kul og højere CO2-udslip. Men om få år vil markedet sørge for, at øget elforbrug bliver dækket af ekstra vedvarende energi, viser ny rapport fra Dansk Energi. Klimarådet og Cepos er skeptiske.

Ny fremskrivning fra Dansk Energi viser, at fra cirka 2025 og frem er det primært vind og sol, der dækker yderligere elforbrug.
Ny fremskrivning fra Dansk Energi viser, at fra cirka 2025 og frem er det primært vind og sol, der dækker yderligere elforbrug.Foto: /ritzau/Rene Schütze
Morten Øyen

Der er ingen grund til at være nervøs for, at nye datacentre og elbiler vil give mere sort strøm. For om ganske få år vil ekstra elforbrug alligevel blive dækket af vind og sol.

Fakta
Dansk Energis VE-Outlook er den første rapport i en kommende serie af outlooks, der hvert år skal tage temperaturen på forskellige områder inden for dansk energipolitik.

Denne rapport stiller skarpt på, hvad faldende priser på vedvarende energi betyder for det nordvesteuropæiske elmarked, for udbygningen af ny energikapacitet – og for Danmarks grønne omstilling, herunder mulighederne for indfrielse af regeringens mål om mindst 50 procent vedvarende i 2030.

Kilde: Dansk Energi

Det er en af hovedpointerne fra Dansk Energis nye VE-Outlook, der giver et bud på perspektiverne for den vedvarende energi frem mod 2035.

Beregningerne fra Dansk Energi viser, at øget elforbrug stort set vil blive dækket af vedvarende energi allerede fra 2025. Det vil markedet simpelthen diktere.

”Elproduktion fra kul er på vej ud. Der vil forsat blive investeret lidt i gas til at dække spidsbelastninger, men øget elforbrug vil om få år altovervejende blive dækket af et markedsincitament til at sætte flere solceller og vindmøller op,” siger afdelingschef i Dansk Energi, Stine Leth Rasmussen.

Vores model viser, at på den bare lidt længere bane og frem er det primært vind og sol, der dækker det yderligere forbrug.

Stine Leth Rasmussen
Afdelingschef i Dansk Energi

Bliver grønt på sigt
Når man synes, det er interessant hos Dansk Energi, skyldes det, at der ofte advares imod at skrue op for elforbruget. Det vil bare betyde, at der bliver produceret mere strøm fra fossile værker, lyder kritikken.

”Det er også rigtigt på den korte bane. Pointen er bare, at det kun er et fænomen på kort sigt. Vores model viser, at på den bare lidt længere bane og frem er det primært vind og sol, der dækker det yderligere forbrug,” siger Stine Leth Rasmussen.

Skal man så ikke vente nogle år med nye datacentre, for så vil det være bedre for klimaet?

”Nej, det ender jo hurtigt i samme argument som at vi først kan begynde den grønne omstilling til elbiler i det øjeblik, der ikke er en dråbe fossilt tilbage i elproduktionen. Man skal huske, at selvom det vil give en smule ekstra CO2 i elproduktion at skifte til en elbil, så mere end opvejes det jo af CO2-besparelsen ved at droppe dieselbilen,” siger Stine Leth Rasmussen og tilføjer:

”Vi regner med flere datacentre i Europa, fordi behovet for de tjenester er stødt stigende. Det hører til økonomisk vækst. Når vi så ved, at det kun er på kort sigt, at nye datacentre vil føre til mere fossil strøm, skal vi så ikke gribe chancen for at høste de fordele, de også giver?”

0:000:00