Ny opgørelse: Energi fra sol og vind vokser hurtigere end aftalt

ENERGI: Der opsættes flere solceller og vindmøller end politikerne besluttede med energiaftalen i 2012, viser ny opgørelse fra energiministerens embedsmænd.

Det går hurtigere med udbygningen af landvindmøller end det var forventet i energiaftalen fra 2012, viser ny opgørelse fra energiministeren. Her vindmøller i Vesthimmerland.
Det går hurtigere med udbygningen af landvindmøller end det var forventet i energiaftalen fra 2012, viser ny opgørelse fra energiministeren. Her vindmøller i Vesthimmerland.Foto: /ritzau/Rene Schütze
Morten Øyen

Der opsættes mange flere landvindmøller og solceller end det var forventet, da politikerne lavede energiaftalen i 2012.

Det viser en ny opgørelse fra Energi-, Forsynings-, og Klimaministeriet, som er blevet udarbejdet efter ønske fra Dansk Folkepartis energiordfører, Mikkel Dencker.

Opgørelsen viser, at både landvinds- og solcelleudbygningen går hurtigere end det blev forventet i 2012.

Dengang forventede man en nettoudbygning med landvindmøller på 500 MW frem til 2020. Ministeriets status for november 2017 viser, at der allerede er opsat 924 MW. Og det skønnes, at udbygningen vil stige til mere end 1.250 MW frem mod 2020.

Netto-kapacitetsforøgelsen fra landvind vil dermed ved energiaftalens udløb i 2019 være mere end dobbelt så stor som man forventede ved aftalens indgåelse.

Lars Chr. Lilleholt (V)
Energi-, forsynings-, og klimaminister

”Netto-kapacitetsforøgelsen fra landvind vil dermed ved energiaftalens udløb i 2019 være mere end dobbelt så stor som man forventede ved aftalens indgåelse,” skriver energiminister Lars Chr. Lilleholt (V) i svaret til Mikkel Dencker.

Usikkerhed om solceller
Også når det gælder solenergi, går udbygningen hurtigere end ventet. For solceller er der dog den krølle, at der ad flere omgange er aftalt en ramme for udbygningen af solceller frem mod 2020.

Med energiaftalen i 2012 blev rammen sat til 500 MW, men den er siden udvidet til 918 MW.

Den nye opgørelse viser, at der inklusive november 2017 er opsat 860 MW, mens der er givet tilsagn om yderligere 100 MW og skrevet kontakt på cirka 22 MW i et pilotudbud.

”Udviklingen frem til udgangen af 2019 er usikker, men det skønnes, at den samlede kapacitet når op omkring 1.100 MW, altså omtrent 180 MW mere end den nuværende ramme,” skriver Lilleholt i svaret til Mikkel Dencker.

0:000:00