Ny rapport: EU når ikke grønt 2020-energimål

RAPPORT: Selv om drivhusgasudledningen i EU er faldet i 2018, er Unionen stadig bagud på flere klimamål. Det viser en ny rapport, der peger på transportsektoren som en af synderne.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Freja Søgaard

EU står til ikke at nå sine mål om energieffektivitet i 2020.

Sådan lyder det i en ny rapport fra Det Europæiske Miljøagentur, der har til opgave at forsyne EU og dets medlemslande med miljøoplysninger.

Ifølge planen skulle EU nå en reduktion af energiforbruget på 20 procent i 2020, og det mål er ifølge rapporten stadig langt væk. Til gengæld voksede energiforbruget i 2018 med 0,1 procent for fjerde år i træk.

Både bolig- og transportsektoren peges på som nogle af de store forbrugsposter.

Det er ”deprimerende”, at flere lande ikke når sine mål, mener Mattias Söderberg, der er klimarådgiver for Folkekirkens Nødhjælp.

”EU er helt afgørende for den grønne omstilling globalt. Så derfor er det vigtigt, at EU får sat nogle høje mål og også overholder dem,” siger Mattias Söderberg og tilføjer:

”Man kan ikke sige, at andre lande skal gøre mere på klimafronten, hvis man ikke selv overholder sine egne mål.”

Energiforbruget stiger
Det er ikke kun på den korte bane, at EU er bagud. Når det kommer til de langsigtede mål, er der også flere steder, hvor EU halter.

Ligesom i 2020 står Unionen ikke til at nå målet for energieffektivitet i 2030, men heller ikke målet om vedvarende energi står til at blive nået på den lange bane.

0:000:00