Ny rapport: Grønne virksomheder giver høj vækst

VÆKST: De seneste 5-10 år er de grønne virksomheder for alvor slået igennem i hovedstadsområdet. Det viser en ny rapport, der samtidig peger på, at den grønne økonomi er vokset i overraskende høj fart.

Ifølge en ny rapport om grøn vækst i hovedstadsområdet er der grund til optimisme. Den grønne økonomi er nemlig vokset i høj fart over de sidste 5-10 år.

Sådan lyder konklusionen i analysen, som er bestilt af Københavns Kommune i samarbejde med Mandag Morgen, DONG Energy og RealDania og udarbejdet af Damvad.

Væksten kommer på et tidspunkt, hvor de fleste sektorer ellers er hårdt ramt af den finansielle krise. Rapporten peger på, at det tilsyneladende ikke er tilfældet hos de grønne virksomheder, der ikke har oplevet væsentlige ændringer i de positive tendenser under den økonomiske krise. 

Københavns Kommune mener da også, at man har fundet en af de brancher, som kan medvirke til at bringe Danmark ud af krisen.

Skal vi finde en vej ud af krisen og finansiere velfærden på langt sigt, er højere omsætning, eksport og produktivitet afgørende byggesten

Københavns Kommune
-

"Skal vi finde en vej ud af krisen og finansiere velfærden på langt sigt, er højere omsætning, eksport og produktivitet afgørende byggesten. Alle tre dele kan det grønne erhvervsliv sætte hak ved," skriver kommunen i en pressemeddelelse om undersøgelsen.

Gode tegn for dansk økonomi
Rapporten slår fast, at de grønne virksomheder har oplevet en markant fremgang, både hvad angår omsætning og eksport, men også produktiviteten er steget markant over de senere år.

Undersøgelsen viser blandt andet, at den grønne omsætning i hovedstadsområdet i årene 2004-2009 er vokset med hele 55 procent. Samtidig er eksporten til andre lande vokset med 77 procent over samme periode. Endelig er produktiviteten steget med 45 procent på de fem år.

At produktiviteten er gået så markant frem, kan ifølge Københavns Kommune tolkes som et godt tegn for økonomien. OECD har nemlig tidligere udpeget den lave produktivitet som et af de grundlæggende problemer for den danske økonomi.

København er klar til mere
Hos Københavns Kommune er man klar til flere grønne eventyr. Derfor vil kommunen nu hæve ambitionerne på det grønne område i håbet om at forsætte den positive udvikling.









0:000:00