Debat

Nye Borgerlige: Højere afgifter på forbrugsvarer er absurd og urimeligt

DEBAT: I en tid, hvor økonomien er presset, må vi ikke straffe forbrugere og virksomheder med hovsa-løsninger som eksempelvis højere afgifter for at sænke CO2-udslippet.  Nye Borgerlige foreslår helt at fjerne registreringsafgiften på biler, så danskerne kan udskifte til en mere brændstofeffektiv bil, skriver Peter Seier Christensen.

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Peter Seier Christensen (NB)
Klimaordfører

Vi står midt i en covid-19-pandemi med store økonomiske konsekvenser til følge. Både for vores virksomheder og for den enkelte dansker. Derfor har vi mere end nogensinde brug for grundigt at gennemtænke, hvordan Danmark fremtidssikrer egen sundhed, vækst og velstand.

Det gøres ikke ved i ly af pandemien at lovgive ud fra klimabekymringer, frygt og angst for netop fremtiden. Tiden nu er slet ikke inde til fortsatte hovsa- og panikløsninger i dansk klimapolitik.

Danmark er langt fremme, når det kommer til produktion med lavt CO2-aftryk. Vi har udviklet effektive produktionsformer i erhvervssektorer bredt i dansk industri og landbrug.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Vores CO2-udledning udgør desuden kun 0,1 procent af verdens samlede CO2-udledning. Derfor er det helt ubetydeligt, hvad Danmark gør isoleret set. Alligevel har regeringen og et flertal i Folketinget via en forhastet og ufærdig klimalov forpligtet sig til at nedbringe vores udledning med 70 procent.

Det giver det ingen mening, at Danmark lovgiver om en national reduktion, der ingen effekt vil have på verdens samlede CO2-udledning. Derimod risikerer klimaloven at svække Danmarks konkurrenceevne over for de lande, vi sammenligner os med.

Danmark er langt fremme, når det kommer til produktion med lavt CO2-aftryk.

Peter Seier Christensen (NB)
Klimaordfører

Afskaf registreringsafgiften
Nye Borgerlige har en stærk tiltro til forskningen, fremme af ny teknologi samt evidens for effektiviteten af eventuelle løsningsmodeller. Dette står i stærk kontrast til regeringens nuværende klimapolitik, der er præget af hovsa- og panikløsninger. Løsninger, der faktuelt hverken gavner klimaet specifikt eller dansk økonomi generelt.

Det er dog ikke kun vores virksomheder, men også den almindelige borger den danske klimalov kommer til at ramme. For eksempel har der i den danske debat været fremført forslag om at indføre højere afgifter på forskellige forbrugsvarer. Dette mener vi er helt absurd og vil ramme den almindelige danske borger og danske virksomheder urimeligt hårdt. Endda i en tid hvor økonomien er presset i virksomheder og i de private husholdninger på grund af pandemien.

Vi har for eksempel i dag en tårnhøj registreringsafgift på biler. Konsekvensen kan være, at folk ikke udskifter deres gamle forurenende bil til en ny mere effektiv - fordi de ikke har råd. Det er direkte kontraproduktivt i forhold til reduktion af CO2-udledning.

Nye Borgerlige ønsker derfor registreringsafgiften helt afskaffet. På den måde vil danskerne have råd til at skifte til en mere brændstofeffektiv og mere trafiksikker bil.

Dansk klimapolitik må og skal basere sig på globale aftaler, videnskabelig forskning, evidens og sikring af Danmarks position som en selvstændig, åben og vækstskabende frihandelsnation. Ikke på dansk enegang.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Seier Christensen

MF (NB)
kemiingeniør, ph.d. (DTU 1994)

0:000:00