Nyt EU-formandskab vil sikre aftale om klimaneutralitet i 2050

INTERVIEW: Inden årsskiftet skal EU’s medlemslande være enige om at være klimaneutrale i 2050. Det er en af de opgaver, der står allerøverst på Finlands dagsorden, nu hvor landet har overtaget formandsstolen i EU-Rådet. Det fortæller den finske udenrigsminister i et interview med Altinget.

Foto: Det Europæiske Råd
Emma Qvirin Holst

Når året rinder ud, er EU’s stats- og regeringschefer blevet enige en ny klimaaftale, hvor medlemslandene er forpligtet til at være CO2-neutrale i 2050.

Sådan lyder den klare ambition fra Finlands udenrigsminister, Pekka Haavisto.

Han spiller sammen med sine finske ministerkollegaer en særlig rolle i EU frem til årsskiftet. I juli startede det finske formandskab for EU-Rådet, hvilket betyder, at landet skal lede slagets gang i EU-Rådet frem til årsskiftet.

Som en rettesnor for det lederskab har Finland udarbejdet et formandsprogram, hvor klimaet er et af de fire afgørende temaer. Men hvorfor satser Finland på klimaet? Det giver Pekka Haavisto et svar på, da Altinget møder ham under hans besøg i Danmark fredag.

”Klimaet burde forene os alle i EU, for det vil kunne give EU muligheden for indtage en ledende position på verdensplan i forhold til klimaområdet, der også kan få vores internationale partnere til at blive mere ambitiøse,” siger han til Altinget.

EU skal lytte mere til Polens bekymringer
Ved et EU-topmøde i slutningen af juni lykkedes det efter lange forhandlinger ikke for EU’s stats- og regeringschefer at blive enige om målet om klimaneutralitet i 2050. Aftalen blev blokeret af Polen, Ungarn og Tjekkiet.

Især Polen har flere gange har udtrykt sin skepsis over for målet, fordi landet lige nu er storforbruger af kul. Landet har derfor krævet en økonomisk kompensation for at have råd til de omkostninger, en omstilling til klimaneutralitet vil kræve.

Ifølge Pekka Haavisto er det også nødvendigt, at Rådet lytter til Polens bekymringer og forstår, hvad der stikker under landets kritik.

”Vi er nødt til at gå i dybden med deres visioner og krav. Bag deres kritik er en bekymring for, hvad det vil betyde økonomisk for deres land og de berørte sektorer. Her er det vigtigt, at vi finder en måde at støtte, at der bliver skabt nye job og nye alternative energikilder, hvilket vil gøre omstillingen nemmere for landet. Jeg tror på, at det kan lade sig gøre at beholde det ambitiøse 2050-mål og finde en løsning på bekymringerne,” siger udenrigsministeren.

Dokumentation

Det finske formandskabs fire væsentlige prioriteter

  • EU’s fælles værdier og retssikkerhed
  • Fair konkurrence på det indre marked og social integration
  • EU i klimaførertrøjen
  • Bedre beskyttelse af EU gennem samarbejde på sikkerheds- og forsvarsområdet.

Det roterende formandskab

Hvert medlemsland har skiftevist seks måneder som formandskab. I løbet af de seks måneder er det pågældende land, der har ansvaret for at lede møderne i EU’s Ministerråd. Sidste gang Danmark havde formandskabet var i første halvår af 2012. Næste gang Danmark skal have det er i sidste halvår af 2025.

Efter Lissabon-traktatens indførelse har formandskabet været delt op i det såkaldte trioer, hvor tre lande – der har formandskab i forlængelse af hinanden – samarbejder om at fastsætte langsigtede mål og dagsordner. Udover det laver hvert land dog stadig hver især et mere detaljeret program for sine egne seks måneder.

Finland indgår i trio med Rumænien og Kroatien, hvoraf Kroatien har sit formandskab i første halvår af 2020.

Resten af rækkefølgen forløber således (opdelt i trioer):

  • Tyskland – sidste halvår af 2020
  • Portugal – første halvår af 2021
  • Slovenien – sidste halvår af 2021

 

  • Frankrig – første halvår af 2022
  • Tjekkiet – sidste halvår af 2022
  • Sverige – første halvår af 2023

 

  • Spanien – sidste halvår af 2023
  • Belgien – første halvår af 2024
  • Ungarn – sidste halvår af 2024

 

  • Polen – første halvår af 2025
  • Danmark – sidste halvår af 2025
  • Cypern – første halvår af 2026

 

  • Irland – sidste halvår af 2026
  • Litauen – første halvår af 2027
  • Grækenland – sidste halvår af 2027

 

  • Italien – første halvår af 2028
  • Letland – sidste halvår af 2028
  • Luxembourg – første halvår af 2029

 

  • Nederlandene – sidste halvår af 2029
  • Slovakiet – første halvår af 2030
  • Malta – sidste halvår af 2030

0:000:00