Også urørt naturskov lagrer CO2

Af Hans Henrik Bruun
Biolog, lektor, Københavns Universitet

Der er en stigende opmærksomhed omkring biobrændsler. Det lyder klima-godt, at CO2 bindes ved planters vækst, og at den CO2, som frigives ved forbrænding og energiudvinding, stammer fra nys bundet kulstof. Biobrændsel omtales ofte som CO2-neutralt. Især har skovdyrkere slået på tromme for at bruge skovene i Danmark og andre lande til at dyrke klimavenlig energi. Baseret på matematiske modeller for optimal høst af træ i plantager har de anbefalet at fælde skoven meget ung, mens den endnu er i fuld vækst, og plante ny skov derefter.

Der er bare et alvorligt problem ved den konklusion. Man skal jo sammenligne den opnåede CO2-binding i plantageskoven med den, man ville have opnået på det samme areal at gøre noget som helst ved det - det vil under danske forhold sige med selvgroet naturskov. Mange nyere undersøgelser har vist, at gammel urørt skov er mindst lige så effektiv til at binde og langtidslagre CO2 som samme areal med plantagedrift. Derudover fortrænger plantage-argumentet, at skov også er levested for en stor del af Danmarks biologiske mangfoldighed. Faktisk gøres trænedbrydende svampe og insekter, samt deres følge af hulrugende fugle og flagermus, indirekte til "klimasyndere" som frigiver CO2 bundet i træstammer og grene.

Ingen klimafordel at fælde træer
Uden at drage nytten af skovdyrkernes modeller i tvivl i forhold til at optimere vedproduktion, så er problemet med dem netop, at det er vedproduktion, de er skabt til, og at de giver helt misvisende resultater, når det drejer sig om at optimere binding og lagring af kulstof. Det er nemlig sådan, at kun en lille del af skovens kulstof findes i træernes stammer, og ved hugst er det trods alt kun en mindre del af de fældede stammer, der bliver til gavntræ. En meget stor del af skovens bundne kulstof findes i jordbunden samt i træernes rødder, der ligesom stubbe, savsmuld, tynde grene, kvist og blade bliver tilbage i skoven. Selve hugsten accelererer nedbrydning og frigivelse af CO2. Desuden må man naturligvis medregne CO2-udledningen fra fældning, transport og forarbejdning af tømmeret.

Når forstfolk ind imellem hævder, at det vil være en klimafordel at fælde puljen af ældre bøgetræer og lave møbler af dem frem for at lade dem stå, nærmer det sig decideret vildledning. Studier fra Danmark og resten af verden viser, at gamle skove indeholder mere kulstof end yngre, og at de kan blive ved med at øge deres kulstofpulje i århundreder. Dette skyldes ikke primært øget vedmasse i de levende træer, men nok så meget at uforstyrrede skove i langt højere grad end dyrkede skove ophober kulstof i jordens humus og i form af dødt ved.

Vend blikket mod kulstof-lagring
Gamle træer og dødt ved er uhyre vigtige levesteder og huser op imod en tredjedel af alle skovlevende arter i Danmark. Mange af disse er i dag fåtallige og truede, fordi de danske skove er meget fattige på dødt ved og rigtigt gamle træer. For dødt ved viser nylige skovtællinger således, at de danske skove kun indeholder ca. 5 % af det naturlige niveau. Initiativer, der kan øge mængden af gamle træer og dødt ved i de danske skove, er således uhyre vigtige for at bevare mangfoldigheden af arter i Danmark.

I en urørt skov forgår det døde ved langsomt, hvorved det bundne kulstof igen frigives til atmosfæren. Det samme er nu også tilfældet for de vedprodukter, der fremstilles af skovens træer. Brænde gemmes maksimalt et par år, Ikea-møbler og køkkener holder i bedste fald et årti eller to, mens bygningskonstruktioner kan holde et århundrede eller mere. I gennemsnit er omsætningstiden for træ i møbler og byggeri dog meget kortere end for et bøgetræ, der får lov at ældes over flere hundrede år og som efter sin død rådner op i skovbunden over en periode på yderligere 20-30 år.

Hvis skovbruget for alvor vil gøre noget for CO2-regnskabet, bør blikket vendes mod kulstoflagringen i jordbunden. Gammel uforstyrret skovjord indeholder langt mere kulstof end jord i dyrkede bevoksninger, hvor dræning og jordbearbejdning fører til øget nedbrydning af jordens humuslag, hvorved kulstof frigives. Hvis man mindskede dræningen af de danske skove, som i dag er gennemgravet af drængrøfter, ville man på ret kort sigt opnå en ganske betydelig kulstofbinding, samtidigt med at skovenes biologiske mangfoldighed ville løftes.