Overblik: Det siger partierne om anbefalingerne fra elbilkommissionen

REAKTIONER: Anders Eldrups elbilkommission fremlagde mandag bud på, hvordan Danmark kan få sat skub i antallet af grønne biler i 2030, uden at slå hul i statskassen. Socialdemokratiet håber på hurtig aftale, mens Enhedslisten mener, der er lang vej.

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Birk Sebastian Kotkas

Elbilkommissionen med Anders Eldrup i spidsen præsenterede mandag deres længe ventede anbefalinger til fremtidens grønne bilbeskatning.

Kommissionen blev nedsat af VLAK-regeringen i foråret 2019, for at finde en klimamæssigt og samfundsøkonomisk bæredygtig model for bilbeskatningen i Danmark - da statens provenu stod til at falde markant, i takt med at flere forbrugere køber elbiler frem for fossilbiler.

Eldrup fremlagde fire scenarier for udbredelsen af grønne biler mod 2030, der spænder fra en halv til en hel million - afhængigt af hvilke politiske redskaber, der vil blive taget i brug. Med de forskellige hensyn in mente anbefalede kommissionen scenarie 3 med 750.000 grønne biler i 2030.

Læs mere om de konkrete anbefalinger i Altingets artikel her.

Jeg er bange for, at man i den røde fløj er mere optaget af at pudse de grønne fjer, end af egentlig at tage hensyn til hvordan helt almindelige danskeres privatøkonomi ser ud.

Morten Messerschmidt
Næstformand og klimaordfører, Dansk Folkeparti

Altinget har spurgt fire partiers klimaordførere og Socialdemokratiets politiske ordfører, hvad de umiddelbart synes om Kommissionens anbefalinger.

Mai Villadsen (Ø)
"Jeg bliver en kende deprimeret, når jeg hører kommissionens anbefalinger. Det er meget tydeligt, at de har fået et opdrag, som er lavet længe før 70-procents målsætningen var sat. Det handler i højere grad om at dække nogle tabte indtægter til statskassen, end om at reducere CO2-udledningerne. Det er meget deprimerende.

Enhedslistens klimaplan har en målsætning om 1,2 millioner elbiler i 2030, hvor provenutabet i statskassen finansieres ved en differentieret vejafgift, en fremrykning af pensionsbeskatningen og hævede afgifter for strøm og benzin- og dieselbiler. Jeg vil ikke melde mig ud af forhandlingerne nu og her, men der er lang vej fra regeringens ønske om 500.000 grønne biler. Vi har meget forskellige klimamål i Enhedslisten og i regeringen, og derfor ser det ud til, at der er lang vej til, at vi kan nå hinanden. Men vi vil da gå til forhandlingerne, og forsøge at gøre det så ambitiøst som overhovedet muligt.

Et led i det er jo at lave et forbud imod salg af benzin- og dieselbiler så hurtigt, som vi kan. Derfor skal regeringen som det allerførste skal hoppe på toget til Bruxelles og sikre, at vi får et stop for benzin- og dieselbiler. Vi mener at det senest skal ske i 2025. Selv i det mest ambitiøse scenarie uden forbud peger Eldrup Kommissionen jo på, at kun 60 procent af de solgte biler i 2030 vil være grønne - og det er simpelthen for lidt," siger Enhedslistens klimaordfører, Mai Villadsen, til Altinget.

Det der ramte mig allermest i Bil-kommisionens fremlæggelse, var da Anders Eldrup sagde, at vi skulle have været i gang med omstillingen for 15 år siden. 💔 Vi må sikre, at ingen siger sådan noget om 15 år igen. Der skal turbo på nu! #dkpol #dkgreen

0:000:00